Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Velfærd uden mål og med

Hvad det offentlige skal – og ikke skal. Hvad de fælles kasser skal bruge pengene på – og ikke bruge pengene på. Det er ikke had til velfærdssamfundet at tage den debat. Det er udtryk for en bekymret kærlighed til netop den velfærd, de fleste danskere egentlig har sympati for.

Chefredaktør Tom Jensen: Man bruger ressourcer på at overføre penge fra middelklassen til middelklassen. Man bruger penge på tilskud til foreninger og klubber, som egentlig burde kunne klare sig selv – eller lukke. Man bruger talrige milliarder på en beskæftigelsesindsats, der af mange betegnes som nyttesløs. FOTO: SCANPIX Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Medierne præges jævnligt af historier om danskere, der ikke har fået den støtte af velfærdssystemet, som de burde kunne gøre krav på. Nogle af historierne kan affærdiges som klynk. Andre kan ikke. Eksempelvis historien fra Fagbladet FOA forleden om en hjemmehjælper, der lider af fibromyalgi, men som forgæves har søgt om førtidspension. I stedet sendes hun uafladeligt ud i arbejdsprøvninger, selv om vurderingen er, at hun kun er i stand til at arbejde et kvarter om ugen. Det er et paradoks ved velfærdssystemet. Det burde være indrettet til at tage hånd om de svageste, og blandt de svageste må være mennesker, som uforskyldt er ramt af sygdom og derfor ikke kan arbejde længere. Den nidkærhed, der med jævne mellemrum udvises over for mennesker i sådanne situationer, er ikke køn. Jeg tror mange kender folk, som bliver trukket igennem alle mulige ydmygende forløb inden de – hvis de er heldige – kan få deres sag afgjort på en måde, som er til at leve med for dem.

Paradokset består i, at samfundet omvendt har parkeret alt for mange unødigt på passive offentlige ydelser. Og tilmed bruger masser af penge på aktiviteter, som med en kliché må betegnes som nice to have – ikke need to have. Man bruger ressourcer på at overføre penge fra middelklassen til middelklassen. Man bruger penge på tilskud til foreninger og klubber, som egentlig burde kunne klare sig selv – eller lukke. Man bruger talrige milliarder på en beskæftigelsesindsats, der af mange betegnes som stort set nyttesløs. Enkelte problemfamiliers situation bruges der millioner på at løse. Blot for at nævne nogle eksempler. Særligt kommunerne har i de seneste år beklaget sig over, at tiderne er blevet trange og pengene små. Min påstand er, at satte man en professionel budgethaj til at gennemgå samtlige udgiftsposter i stort set en hvilken som helst dansk kommune, ville man kunne finde besparelsesmuligheder, som de fleste borgere ikke ville ænse bagefter.

Altså uddeler de offentlige kasser penge med relativ løs hånd på den ene side – og praktiserer jævnligt unødig strambuks og mistænkeliggørelse på den anden side over for mennesker, der virkelig har det behov, som burde være skatten og velfærden og de offentlige systemers inderste eksistensberettigelse: At hjælpe de svageste. Det er derfor, det er så forstemmende at følge den politiske diskussion om nulvækst. At følge debatten om, hvorvidt der kan spares nogle få milliarder på beskæftigelsesindsatsen. At følge kommunernes evindelige klagerier. Man sidder tilbage med fornemmelsen af et system, hvis fornemste opgave det er at vedligeholde sig selv. Et udgiftsniveau, som på en lang række punkter anses for at være urørligt. Og til gengæld en prioritering af vigtigt versus mindre vigtigt, som virker uden mål og med. Pointen her er derfor, at der bør være plads til en tredje vinkel i velfærdsdebatten. Som ikke handler om enten brat afvikling eller yderligere oppustning af verdens største offentlige sektor. Men om en grundlæggende debat om, hvad det offentlige skal – og ikke skal. Hvad de fælles kasser skal bruge pengene på – og ikke bruge pengene på. Det er ikke had til velfærdssamfundet at tage den debat. Det er udtryk for en bekymret kærlighed til netop den velfærd, de fleste danskere egentlig har sympati for.