Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Velfærd eller skattelettelser

Kommentator byline: Tom Jensen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Så stod de dér igen i folketingssalen, Venstres formand Lars Løkke Rasmussen og statsminister Helle Thorning-Schmidt, og det hele endte igen i mundhuggeri om antallet af offentligt ansatte før, nu og i fremtiden, mens statsministeren rutinemæssigt undlod at svare på særligt mange af de spørgsmål, hun i henhold til spørgetimens koncept blev stillet.

Tirsdagsspørgetime, Folketinget Helle Thorning forlader salen efter spørgetimen Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft.

Til gengæld tegnede der sig undervejs et interessant billede af den retorik, Socialdemokraterne vil gå til det kommende valg med. Det kommer til at handle om velfærd eller skattelettelser. Stillet op som hinandens modsætning. Hvilket ikke ligefrem er en ny position. For det var den samme mærkværdige modsætning, Thorning og SF forsøgte at opstille før folketingsvalget i 2011, og det var i særdeleshed præcis denne formulering, Thorning brugte igen og igen i sin første valgkamp som socialdemokratisk formand – i 2007, hvor hun alligevel ikke kunne slå Anders Fogh.

Velfærd eller skattelettelser. Forstået på den måde, at regeringen vil velfærd, mens den borgerlige opposition vil have skattelettelser – og dermed, må man således konkludere, ikke velfærd. Statsministeren byggede videre på sin valgkampsretorik få timer efter spørgetimen hos Dansk Erhverv, hvor hun slog fast, at enhver skattelettelse skal være fuldt finansieret, hvilket i en rød optik ofte er lig med, at enhver skattelettelse udløser en skattestigning et andet sted, selvom der jo i princippet også kan ligge det i udtrykket »fuldt finansieret«, at man finder besparelser i den offentlige sektor. Og det er netop det, der er pointen her: Ved på den ene side at opstille en falsk modsætning mellem velfærd og skattelettelser og samtidig kræve fuld finansiering af alle skattelettelser, fortæller statsministeren reelt befolkningen her på randen af valget, at intet kan laves om. Den offentlige sektor har lige præcis på dette tidspunkt i verdenshistorien den størrelse, den offentlige sektor skal have. Den kan hverken effektiveres eller gøres mindre, uden at det går ud over kernevelfærden. Hvilket enhver burde kunne gennemskue er noget vrøvl; den konklusion ville forudsætte, at det offentlige i dag kun bruger midler på kernevelfærd og i øvrigt administrerer borgernes indbetalte skattemidler på den mest optimale måde i alle sektorens hjørner og afkroge. Og det ved vi jo alle ikke er tilfældet.

Statsministeren sender også det signal, at skatten lige præcis nu har den størrelse, skatten skal have. Den kan omlægges, javel, men beskattet vil der blive, som vi kender det i det Danmark, vi som bekendt kender. Det er man jo også nødt til, hvis man køber hele statsministerens reaktionære retoriske pakke, for skatteprovenuet må jo for himlens skyld aldrig falde, hvis den offentlige sektor skal bevare den størrelse, offentlige sektorer nu engang skal have. Hvilket altså er den størrelse, den har netop nu, her i 2015, i Danmark.

Det er muligt, regeringen anser dette for at være et perfekt afsæt til en valgkamp, hvor man vil signalere tryghed og atter tryghed. Men det er blot ikke noget, der på nogen måde besvarer ét eneste relevant spørgsmål om, hvilken politisk kurs og hvilke reformer, Danmark skal prioritere i en fremtid, hvor vi indgår i et stadigt mere konkurrenceintensivt globalt marked. Man nøjes med at sige velfærd eller skattelettelser, og så skulle den ged være barberet, mens man behændigt undviger virkelighedens udfordringer.