Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vedligeholdelsen af F-16: Tre lærestreger

Underfinansiering. Det bør stå helt klart for de danske folketingspolitikere, at de befinder sig i denne penible situation, fordi de så vedholdende har underfinansieret deres militær.

 

Der er tre ting, man kan lære af dette. For det første er Danmarks F-16 fly ved at være nået til afslutningen af deres aktive tjenestetid. Regeringen valgte at udsætte anskaffelsen af nye fly i 2008, 2009, 2010 og igen i 2011. I alle tilfælde besluttede regeringen og partierne bag forsvarsforliget at reducere antallet af operationelle fly, excellere i kreativ bogføring i spørgsmålet om flyvetimer og øge den allerede omfattende vedligeholdelse for at holde en stadigt mindre flåde af fly i luften.

Disse løsninger slår ikke længere til. Når Folketinget træder sammen igen, må det hurtigst muligt træffe beslutning om at vælge et nyt kampfly. Uanset om valget falder på Eurofighter Typhoon, F/A-18 Hornet eller F-35 Lightning II bør Folketinget udstyre regeringen med et mandat til at fremskynde anskaffelsen, så de nye fly kan indkøbes snarest. Ellers kan Danmark stå i den situation, at man i et vist åremål står uden et luftvåben, der kan deltage i internationale operationer – et scenario, der kun bliver endnu mere sandsynligt, hvis et af de stadigt mere udslidte F-16 fly styrter ned på grund af materielle defekter.

For det andet bør Danmark øge sine forsvarsudgifter. Manglen på servicemandskab og det begrænsede antal nyuddannede mekanikere samt det utilstrækkelige antal mekanikere, der ventes gennem uddannelsessystemet, er alt sammen resultater af de besparelser, der blev truffet beslutning om i forbindelse med forsvarsforliget i december 2012. Forliget beskar forsvarsudgifterne med 15 procent, og besparelserne blev alle fundet på den del af budgettet, der yder støtte til de operationelle styrker.

DE MILITÆRE LEDERE gjorde, hvad de havde fået besked på, og skar, hvor de håbede, skaderne ville være mindst. Men nu bør det stå klart for enhver, at støttefunktionerne er vigtige og nødvendige, hvis de danske militære operationer skal fortsætte, og de danske væbnede styrker stadig skal være i stand til at yde på det professionelle niveau, der hidtil har kendetegnet dem.

Desuden bør politikerne ikke uden videre forvente, at landets partnere vil stille sig forstående, når man betænker Danmarks kronisk lave forsvarsudgifter. Danmark har aldrig opfyldt NATOs måltal for forsvarsbudgetter, hverken under Den Kolde Krig eller siden. De danske forsvarsudgifter har været støt faldende siden 1990 og udgør i dag 1,2 procent af statsbudgettet. Der venter yderligere besparelser frem til 2017, når det nuværende forsvarsforlig udløber.

I en atmosfære, hvor de europæiske lande ikke indfrier deres budgetmæssige forpligtelser, åbner Danmark sig for kritik. Manglende evne til at opretholde en udsendt styrke er præcis den slags svigt, som USA har advaret sine allierede imod. Gentagne gange.

For det tredje kan Danmark ikke klare sig alene, men må handle sammen med andre. Det har også fungeret før og fungeret godt. Som jeg argumenterede i en rapport, udsendt af Københavns Universitets Center for Militære Studier i april i år, bemandede United States Air Force den ene af Danmarks fire F-16 eskadriller, da Danmark i 1980erne led af alvorlig mangel på piloter. Det var et arrangement, der gradbøjede Danmarks forbud mod at huse fremmede militærstyrker på sit territorium.

DA DANMARK UDSENDTE fire F-16 fly til Afghanistan i 2002, gjorde man det i samarbejde med Norge og Holland, så man kunne dele støttepersonel og således muliggøre en udsendelse, ingen af landene ville have været i stand til på egen hånd.

Det skal understreges, at et sådant samarbejde kræver politisk lederskab. Politiske beslutninger i Norge og Holland udelukkede en fælles dansk-hollandsk-norsk eskadrille i Libyen i 2011, og hvis Danmark skulle få brug for deres hjælp, står disse beslutninger altså i vejen. Dansk diplomati burde søge at styrke integrationen af luftstyrkerne med disse lande, ikke mindst fordi de i forvejen samarbejder med Danmark om vedligeholdelsen af F-16 flåderne.

Danmark behøver dog ikke gå så vidt som Holland og Belgien, der har bekendtgjort, at de inden for det næste årti fuldstændig vil integrere deres luftvåben, men de danske ledere bør tænke kreativt over, hvordan man kan øge samarbejdet med disse lande.

I BETRAGTNING AF den goodwill, Danmark har forskaffet sig med blot og udgifter over de seneste 15 år, er det næsten sikkert, at USA og andre koalitionspartnere vil hjælpe med at vedligeholde flyene, der indgår i kampen mod IS. Men det bør stå helt klart for de danske folketingspolitikere, at de befinder sig i denne penible situation, fordi de så vedholdende har underfinansieret deres militær.

USA sætter helt bestemt pris på Danmarks pålidelige politiske støtte, men det har været evnen til at yde meningsfulde bidrag til koalitionens fælles bestræbelser, der har vundet amerikansk respekt. En hurtig erstatning for F-16 flyene, et øget forsvarsbudget og et styrket samarbejde med Norge og Holland er tre handlinger, den nye regering bør træffe beslutning om og gennemføre.