Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ved påsketid

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ved kristne højtider som påske og jul, at vi samles til hygge i den udvidede familie. Selvom vi lever i en meget ikke-troende tid, trækker vi hele tiden på den rige arv, kristenheden udgør. Om det så er ritualerne med påskelammet og -ægget, ja så knytter det hele an til kristendommen, uanset hvad vi tror på.

Vi ser i den grad i kunst og kultur, hvordan kristendommens virkningshistorie slår igennem. Til langt frem i tiden - indtil romantikken i 1800-tallet - kan kunsten bedst forstås i en kristen sammenhæng. Kunst, musik og kultur til Herrens pris, som det hed. Det hørte en senere tid til, at kunsten blev til for sin egen skyld, altså blev ganske uafhængig af at skulle tjene et bestemt formål.

I 1700-tallets oplysningstid blev der således komponeret musik til Guds pris. I sjov kaldes J.S. Bach (1685-1750) ligefrem for den femte evangelist. Hans to påskepassioner, der bl.a. rummer kor og evangelietekst, om Jesu lidelse, er stor kunst. I Matthæuspassionen, som jeg overværede i sidste uge i DRs Koncerthus, tager Bachs »lydtapet« nærmest fysisk form. F.eks. da Jesus dør på korset, synges hans sidste ord nærmest hviskende, og kort efter tager musikken lyd som af et forhæng, der flænges i templet, og det sker lige der, hvor teksten nævner det.

I PÅSKENS SALMER møder vi noget af den samme inderlighed, som kan være svær at formulere med nutidsbegreber. Der kan salmetraditionen noget helt særligt, der stemmer sindet. I Thomas Kingos »Som den gyldne sol frembryder« fra 1689 synger vi: »Skal jeg hus i graven tage,/o, her er dog håb tilbage«. Det er samtidig til at forstå.

Den oldkirkelige teolog Clement af Alexandria skrev, at »Kristus har forvandlet alle vore solnedgange til daggry«. Men hvordan forstår man det udsagn i en kritisk samtid som vores, hvor videnskab er grundlag? Ja, hvis man fastholder, at kristendom handler om det hinsides, altså at man skelner mellem himmel og jord, er det ikke så svært. Alligevel har mange i vores samtid så svært ved at tro. For nogle kan det sågar føre til eksistentiel tomhed, hvor den enkelte slet ikke kan finde mening. Det møder vi faktisk også i påsken. Barabbas hed han, og han hverken kunne eller ville tro på Jesus. Tillige med at være tvivler og fornægter, var Barabbas forbryder og morder. Vi møder ham i påskeevangeliet som en samtidig med Jesus. Begge blev fanget af den romerske besættelsesmagt. Og da det var en jødisk højtid, var der tradition for at benåde en fange. Men da Pontius Pilatus gav folkemængden i Jerusalem valgmuligheden mellem at skåne Barabbas eller Jesus, valgte de forbryderen. Og derpå blev Jesus tvunget til at gå lidelsens vej, og Barabbas gik fri. Siden indskrev han sig i litteraturhistorien som tvivleren, og kendes bedst i den svenske forfatter Pär Lagerkvists roman Barabbas fra 1950.

OG DERMED er vi fremme ved i dag. Meget af det gamle er fint, men vi har godt af at høre om alt det, der skete i påsken med nutidsord. Og Barabbas’ liv er lige blevet til en hæderlig, seværdig TV-miniserie, der kom i Blockbuster forleden, og hvor sidehandlingen er Jesu liv og virke i det hellige land.

Men i nutidsord udtrykkes påskens budskab ret godt af en af Kristeligt Dagblads skarpe penne, teologen og sognepræsten Jesper Bacher, der siger: »Uden opstandelse er livet en død sild«. Glædelig påske!