Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Var mit grufulde postakademiske mareridt bare en drøm?

David Holt Olsen Fold sammen
Læs mere

Jeg ser mig selv værende som minimum et par ravsmykker, kurvemøbler og duftlys væk fra at tillægge mine drømme sandhedsværdi i forhold til virkeligheden. Jeg havde dog en drøm for nogle måneder siden – eller måske rettere et mareridt for en blød akademiker som undertegnede – jeg ikke helt har kunnet ryste af mig.

I mareridtet var rollerne byttet om: Hvor vi gennem efterhånden en del år har fået tudet ørene fulde af, at vi er et postindustrielt samfund, hvor vi skal være højtuddannede og leve af ideer, kreativitet og innovation afkoblet fra produktionssektoren, der med sikkerhed ville flytte til Kina, så var vi i mareridtet i den omvendte verden. Vi var i det postakademiske samfund.

Vi befandt os 20-30 år ude i fremtiden. Foran mig stod formanden for Dansk Metal på en talerstol.

Han var markant til stede i rummet. Både rent fysisk, men jeg fornemmede også, at her var en mand med tidsånden i ryggen, der var vant til, at når han talte, blev der lyttet. Jeg stod omgivet af smede og industriteknikere, og der var lagt an til festtaler, fadøl og festivitas. En åbning af et eller andet.

Det var uklart, om vi var i Aarhus eller København, men vi var i en af byerne i et nedlagt åbent kreativt kontormiljø, der var omdannet til en »state of the art-produktionshal« med robotter og avancerede proceslinjer bemandet af højtspecialieserede faglærte.

En af de omkringstående smede fortalte mig, at det kreative kontorlandskab med dets store åbne rum havde vist sig perfekt egnet til at rumme en moderne højteknologisk produktionshal.

Transformationen var angiveligt tegnet og udført af en af landets hotte, fremadstormende tegnestuer, der havde specialiseret sig i at omdanne kreative kontorfællesskaber og kreative kulturinstitutioner til moderne produktionsarbejdspladser.

Kontorfællesskabets tidligere øko-café, Madfabrikken, var nu omdannet til en kantine med lange borde og upåfaldende stole, hvor smede og industriteknikere spiste kødpølsemadder.

Som en del af transformationen var bygningen blevet renset for graffiti og selvbyggede møbler. Man havde imidlertid valgt at bevare det kreative kontorfællesskabs trehjulede, røde scooter med sorte tavler med håndskrevne tilbud om en flat white eller en cortado som et udtryk for den tidligere eksisterende krea-kultur på stedet.

Selv om man nu kun kunne få filterkaffe ved den. Enkelte pallemøbler fra krea-kontorets chill out lounge var blevet genanvendt på lageret, hvor der nu stod rå- og færdigvarer på dem, som ubesværet kunne transporteres rundt med en palleløfter eller en gaffeltruck.

Selvsikker formand

Formanden for Dansk Metal indtog talerstolen og erklærede selvsikkert, at vi nu levede i det postakademiske samfund. Akademikerarbejdspladserne var allerede eller ville inden for en kort tidshorisont blive outsourcet til flittige indiske akademikere, der ikke krævede udvidet rådighedstillæg, hæve/sænkeborde eller avancerede kaffeprodukter. Alternativt ville akademikerarbejdet blive klaret af robotter.

Vi skulle i fremtiden leve udelukkende af produktion. I hans jakkeinderlomme kunne jeg se bagsideflappen af den bog, der ændrede det hele: Amerikaneren Richard Michigans nyklassiker fra 2023, »The Rise of the Blue-Collar Worker«, ifølge hvilken fremtidens økonomiske vækst ville blive skabt med udgangspunkt i højteknologisk industriproduktion med den faglærte produktionsarbejder som feteret omdrejningspunkt for al aktiviteten. Alle byer, der ville have vækst, skulle indrettes snævert efter denne klasses særegne præferencer.

Analysen havde taget politikere på tværs af traditionelle partiskel med storm, og man kappedes om at være dem, der ville gennemføre de nødvendige politiske ændringer mest radikalt. Der opstod endda et helt nyt parti, Antitesen, der repræsenterede de nye ideer i helt ren form og talte for, at man intet kunne bruge fra den gamle måde at tænke kreativt videnssamfund på.

For at sikre en tilstrækkelig fremtidssikret omstilling tilpasset Richard Michigans ideer, måtte man stifte et helt nyt parti, der ikke sad fast i det forældede mindset.

Især uddannelsessystemet blev præget af Richard Michigans tanker, hvor det almene gymnasium og universiteterne blev udsultet på bekostning af erhvervsskolerne, der til gengæld byggede nye arkitekttegnede uddannelsespaladser centralt i byerne på de mest mondæne adresser og markedsførte sig over for de mest ressourcestærke elever med lækre akronymer, glittede reklamesager og løfter om, at fremtiden tilhørte de faglærte produktionsarbejdere.

Der blev iværksat tiltag for at bryde den negative sociale arv for de akademikerbørn, der alligevel endte med at vælge gymnasiet.

Jeg forsøgte efter talen over for de omkringstående at indvende, at der stadig var mange, hundredetusinder, akademikerarbejdspladser, som man ikke bare passivt kunne se til forsvandt ud af landet. Og at akademikerne bidrog med viden, innovation og ideudvikling, som produktionsarbejdspladserne var afhængige af – at vi var i et skæbnefællesskab sammen – men det var fuldstændig umuligt at trænge igennem med.

De nedladende smede havde besluttet sig for, at vi levede i det postakademiske samfund. Det var udtryk for en forældet tankegang at forsøge at holde akademikerarbejdspladserne i landet. Udviklingen var uafvendelig. Forholdene for akademikere faldt fuldstændig under deres postakademiske radarskærm.

Da jeg vågnede var det med en dystopisk undergangsagtig fornemmelse i kroppen. Dog kunne jeg jo berolige mig med, at det bare var et banalt mareridt. Uden relation til virkeligheden?

David Holt Olsen er museumsinspektør på Danmarks Industrimuseum.