Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Var Jean-Claude Juncker fuld som en allike?

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han sejler omkring – ham Europa-Kommissionsformand Jean-Claude Juncker. De andre statsledere må støtte ham, hjælpe ham ned ad trappen og tage fra, når han synes at vælte til snart den ene side, snart den anden. Der er ingen tvivl, vi kan jo selv se det! Fuld som en allike.

Jeg så videoen hos en ven på Facebook, Lars Trier Mogensen, og delte den på min egen side. Lars spurgte i sit opslag til, om vi her havde en »verdensrekord i topmøde-brandert«, bemærkede, at selv Boris Jeltsin virkede som en afholdsmand i sammenligning og sluttede opslaget med at udbringe en skål. Der gik dog ikke længe, inden et par af mine venner gjorde opmærksom på, at Jean-Claude Juncker lider af kraftige iskiassmerter, og at det meget vel kunne forklare hans vaklen. Det samme kunne måske en trafikulykke i 1989 og derpå følgende to uger i koma. Det kunne jo googles og ganske rigtigt: Junker har tidligere talt om sin sygdom og smerter. Jeg slettede derfor opslaget. Jeg havde været for hurtig. Det vi så, kunne måske forklares med udgangspunkt i hans sygdom, og det måtte jeg hellere lige tjekke.

Herefter genbesøgte jeg Lars Trier Mogensens side, taggede ham og gjorde opmærksom på Junkers sygdom. Samtidig postede jeg information om sygdommen til dem, som havde kommenteret på Lars’ opslag eller delt det. Og så den interessante observation: De færreste reagerede. Et par debattører likede oplysningen, én slettede sin kommentar, og resten, vel omkring 25, reagerede ved enten at ignorere informationen eller ved at forsvare påstanden om alkoholisme.

Der var, hvad angår den sidste gruppe, igen to strategier: Den ene var at argumentere for, at det var ligegyldigt, om det passede, da manden var en idiot og EU et skibbrudent projekt. Sagen var med andre ord en anledning til at udtrykke ens afsmag for EU. Den anden var at hævde, at det flugtede godt med andre artikler og videoer af og om en fuld Juncker.

Lars Trier Mogensen var ikke den eneste, som delte opslaget. Mads Brügger fra Radio24syv gjorde det også og valgte at ignorere oplysningen om sygdommen, selv om den på dagen blev postet flere gange i hans tråd. Lars Trier Mogensen forklarede adspurgt, at han var på ferie, og at kommentaren derfor ikke bar præg af den sædvanlige journalistiske grundighed. Under normale omstændigheder ville han have nævnt oplysningerne om Junckers sygdom.

Men han og andre tilføjer så, at man jo sagtens kan have en ryglidelse og være alkoholiker. Blandt følgerne blev der også uploadet et væld af videoer (eller bedre ofte den samme video – den, hvor han uddeler en fingeret lussing) og artikler primært fra den tabloide presse om den påståede alkoholisme. Og så er der folk, som kender en, der kender en anden, der har mødt en tredje, som har været til et møde med Juncker.

Vedholdende rygter

Der er vedholdende rygter om Junckers påståede alkoholisme. Om han er alkoholiker, kan jeg ikke afgøre, og slet ikke på baggrund af videoen. Den slovenske filosof Slavoj Zizek sagde på et tidpunkt, at jalousi er sygeligt, selv hvis den er velbegrundet, altså hvis ens partner ser en anden. Der investeres heftigt og passioneret i reaktionen, og denne respons er værd at forstå i sig selv. Der er, ville Zizek sige, noget »patologisk« over den.

På samme måde vil jeg mene, at det er interessant at forstå delingen af Juncker-videoen, selv hvis han skulle være alkoholiker. Det interessante må være at forklare, hvorfor vi finder nydelse i at dele den slags videoer, og hvorfor folk trods korrigerende information insisterer på at ignorere denne. Det sidste kommer vi til om lidt.

Og hvorfor deler vi den slags, hvorfor tjekker vi ikke historien, og hvorfor reagerer de fleste ikke, når en historie faktisk bliver korrigeret eller kvalificeret? Jeg kan måske her tage udgangspunkt i, at jeg faktisk selv delte videoen. Det var vel noget med, at den kunne alt det, en god, underholdende historie skulle kunne: Det er interessant, det vækker forargelse, den engagerer dem, som læser historien. Det er sådan en historie, man siger »wow« til. »Det var da lige godt utroligt – så har jeg set det med.« Og så er Facebook et hurtigt medie. Det tager ikke mange sekunder at dele noget, og mange er hurtigt videre. Man deler ikke fra alle, men kommer historien fra en kilde, man har tillid til, er man nok mere tilbøjelig til at gøre det. Det er godt, da det betyder, at mindre seriøse ting sorteres fra, men samtidig skidt, da ens kritiske blik sløres i forhold til det, man rent faktisk deler.

Ideologisk orientering

Og hvorfor forholder så få sig til informationer, der kan fungere som et korrektiv til, hvad man siger, mener og deler?

Sagen er nok, at vi deler det, som passer ind i vores ideologiske orientering. Er man EU-kritiker, er chancen for, at man deler videoen større, og den er også – og det er det centrale her – større for, at man ikke lader sig korrigere. Det er interessant, at jeg i debatten f.eks. flere gange blev kaldt EU-apologet, hvilket netop viser, at mange deler videoen for at udtrykke en afstandtagen fra EU generelt. Spørgsmålet om, hvorvidt det rent faktisk er fuldskab, vi ser, underordnes dette hensyn. Hvis man er EU-modstander, ser man fuldskab. Hvis man er tilhænger, ser man gangbesvær.

Hvis vi igen trækker Zizek af stalden, kan vi sige, at vi lider af »oplyst falsk bevidsthed« eller, som han også kalder det, »kynisme«: Vi ved f.eks. godt, at Gud er død, men alligevel bliver vi ved med at insistere på at gå i kirke. Og vi ved godt, at nationer er politiske konstruktioner, men alligevel taler mange om dem som natur. »Vi ved godt, men alligevel...« – det er kynismens formel.

Faktatjek, kritik og oplysning. Vi har det i rigt mål, men det flytter ikke en tøddel. Vi ved godt, men alligevel ... Vi har den eksisterende viden til rådighed, men opsøger den ikke. Vi lader ofte de kvalificerende kommentarer, vi møder på vores sider, stå. Og det fordi vi insisterer på den nydelse, som f.eks. i dette tilfælde EU-kritikken giver os. Der er noget kastrerende over at blive sat på plads eller over at skulle inddrage information, som udfordrer ens perspektiv. Derfor forstætter vi som tidligere. Men denne nydelse er også en nydelse ved selve mediet. At det hedder et »like«, siger næsten det hele. Hvem vil ikke gerne dele en sjov video?

En god debat må, som den tyske filosof Jürgen Habermas hævder, være orienteret mod idealer om autenticitet, rigtighed og moralsk sandhed. Men det er vanskeligt, og der er altid noget, som trækker den anden vej. Korrektiver bekommer os ikke vel. Hvis rygtet om Junckers alkoholisme er fake news, ja, så er vi ude på et terræn, hvor end ikke faktatjek hjælper. Og det fordi, der er meget mere end sandhed på spil.

Lektien

Og så min egen lektie efter nogle instruktive timer i spredningen af mulige fake news. Den første er, at vi alle gør det. Nogle selvfølgelig mere end andre, men det er vigtigt at erkende, at man selv kan blive en del af det.

Den anden er, at disse historier kun vanskeligt lader sig verificere eller falsificere. »Ja, men man kan jo godt have en ryglidelse og være fuld som en allike.« »Sygdommen kan jo bruges som et alibi for at dække over alkoholismen.« Og hvis ikke det kunne dokumenteres i det givne tilfælde, så kan man uploade andre videoer, som skulle understøtte ens påstand.

Og hvad er det så egentlig, der skal faktatjekkes: Om Juncker var fuld ved topmødet, om han er alkoholiker, eller om EU er et ønskværdigt projekt? Faktatjek får jo først en korrektiv effekt, hvis man er enig om at diskutere – og tjekke – det samme.

Undvigelsesmanøvrerne er utallige og ender tit i noget, der nærmer sig det konspiratoriske. Det centrale er forvirringen. Der spredes videoer og artikler til højre og venstre. Kan du afvise, at han er fuld på denne video? Nej, det kan jeg naturligvis ikke. Måske burde vi ikke kalde det fake news, men rygter. Det handler ikke så meget om, at disse mulige fake news-historier ikke bliver falsificeret. Pointen er snarere, at de for mange ikke kan blive det. At de nemt ender med at få konspiratorisk karakter. Som video fra NATO-topmødet må vi have modet til at sige, at det ved vi simpelthen ikke. Der er noget, som taler for begge tolkninger, men vi kan simpelthen ikke afgøre det på det foreliggende grundlag.

Det tredje handler om ønsket om, at Juncker eller EU i det mindste skal melde ud og dementere anklagerne. Det var et argument, jeg mødte flere gange.

Jamen, det har han gjort tidligere. Ofte får det lidt samme struktur som ønsket om, at en mand skal erklære, at han er holdt op med at slå sin kone. Ud over at disse dementier og forklaringer er blevet givet før, er der noget inkriminerende over selve ønsket om endnu en forklaring. Det, at de ikke bliver givet (hvilket de som nævnt faktisk er blevet), bliver taget som et udtryk for, at noget skjules. Så det handler ikke så meget om, at disse historier ikke bliver falsificeret. Pointen er snarere, at de ikke kan blive det. At de nemt ender med at få konspiratorisk karakter. »Den EU-venlige presse ...«, »Selvfølgelig gør EU og statslederne alt for at skjule det ...«. Man kunne her spørge sig selv, om der rent faktisk er noget, som ville kunne falsificere ens udlægning af situationen? Hvis ikke, så er det sandsynligvis fordi, man har gjort et faktuelt spørgsmål til et holdningsspørgsmål.

Og så den fjerde lektie. Der er ikke noget med at være på ferie eller at tænke, at det, man skriver, er helt privat. Det, vi deler, deles videre, også når vi er på ferie, har travlt eller hvad der nu ellers kan stå i vejen for et velresearchet og balanceret opslag. Der findes ikke noget privat forum – i hvert fald ikke, hvis man er en kendt journalist eller meningsdanner med 5.000 følgere. Men vi deltager sådan set alle i medienetværket og må alle forholde os kritisk til det, vi skriver og deler.

Og sluttelig den sidste lektie: Hvis vi lader os korrigere, sker det nok oftest, når det er venner, der gør det. Så dyrk en kultur, hvor dette er muligt og sker.

Carsten Bagge Laustsen er lektor i statskundskab ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.