Ytringsfrihed er en svær disciplin, og nogle emner er mere tabubelagt end andre. Spændingsfeltet mellem biologiske kønsforskelle og stereotypiske kønsnormer er så sprængfarligt, at det i sommer fik en ingeniør fra Google fyret. Med henvisning til forskning i klassisk evolutionspsykologi skrev han et notat om, at biologiske forskelle gør kvinder mindre motiveret for ledelse og informationsteknologi. Man kan mene, at fyringen lagde bånd på ytringsfrihed. Det var holdningen, da videnskabsjournalist Lone Frank kædede Google-notatet sammen med Liva Weels sang om censur, men sangen handler også om det besværlige i »at flagre sig fri« af vanetænkning.
Læst med venlige øjne indeholder notatet måske en intention om at fremme diversitet, men det idealiserer også konservatisme og bibringer dermed ikke en visionær tilgang til forbedring af arbejdsmarkedet. Jeg deler Lone Franks ærgrelse over, at studier, der viser biologiske forskelle på køn, ofte drukner i politisk korrekt debat, men notatet afspejler en yderst ringe forståelse af, hvordan samspillet mellem biologi og opvækst påvirker vores valg. Det berettiger en kritisk læsning.
I notatet drages forhastede konklusioner på baggrund af hormonelle kønsforskelle, selvom forskning endnu ikke har afklaret, hvordan de indvirker på motivation. Personlighedstræk bliver beskrevet determinerende, og samfundsroller betragtes som status quo. I sidste ende placeres ansvaret for ulige fordeling af ledelsesposter ensidigt hos kvinder, uden at tage højde for, at samfundsnormer har afgørende betydning for karrierevalg.
Selvfølgelig er det med ytringsfrihedens gode ret, når Google-ingeniøren tolker kønsforskning ved at fremhæve, at kvinder fravælger ledelse og informationsteknologi, fordi de foretrækker relationer fremfor systemer. Men hvis man tænker nærmere over det, virker fravalget og dermed argumentet paradoksalt. Ledelse og formidling af information kræver nemlig både viden om og flair for relationer.
Problemet er, at simplificerede biologiske årsagsforklaringer underkender de samfundsbarrierer, der stadig medvirker til underrepræsentationen af kvinder i magtpositioner. Vestens individualistiske fokus på frie valg har skabt en illusion om, at alle har lige muligheder, selvom forskning viser, at far stadig kan få lønforhøjelse ved at skrive børn på CV’et, mens mor risikerer at miste sit job. Generelt er risikoen og fordømmelsen ved karrierefremmende valg større for kvinder, og afkast i form af løn og titel mindre.
I notatet ses ledelse som en ren maskulin rolle. Forslag til at fremme diversitet skydes i sænk med argumenter om, at vilje til stress bør belønnes, og at social tilpasning af jobindhold vil skade bundlinjen. De økonomiske og sociale konsekvenser, der følger af et stigende antal stressramte medarbejdere, undlades. Samtidig ignoreres det innovative potentiale, der er en af styrkerne ved et kønsforskelligt perspektiv. I det hele taget strider notatet imod moderne ledelsesteori, der i høj grad fokuserer på, at man skal kunne skabe både balance og retning på samme tid.
Notatet henviser til hormonelle kønsforskelle, men et højt niveau af testosteron i kroppen skaber ikke nødvendigvis en bedre leder. Ledelse handler i høj grad om mennesker. Uden følgere er der ingen leder. God ledelse skabes i relationer, og det kræver et psykologisk grundlag i tillæg til viden om økonomi. Derfor er det også en ulogisk samfundstendens, at nutidens ledere primært hentes fra tekniske uddannelser.
Mange af de egenskaber, der i dag fremsættes som værdifulde i ledelse, er traditionelt kategoriseret som feminine. De udgør en bæredygtig pendant til de mere udviklingsprægede maskuline lederegenskaber. God ledelse er ikke en stålsat formel, og roller på arbejdsmarkedet udvikler sig i takt med vores samfund. På samme måde bør vores syn på kønsroller udvikle sig for at skabe den synergieffekt, der netop kan høstes ved samarbejde på tværs af biologiske forskelle.
De fleste vil være enige i, at kvinder ikke bliver mødt på samme måde i verden som mænd. Det skaber et forskelligt syn på verden, selvom begge køn vokser op i samme kulturelle ramme. Kombination af en velkendt ramme og forskellige perspektiver er værdiskabende, fordi det øger kvaliteten i beslutningsprocesser og fremmer innovation. Det bør vi drage nytte af i både organisation og samfund.
Google-notatet har en politisk undertone, der emmer af nostalgisk og deterministisk romantik. Et klassisk eksempel på, hvordan vanetænkning skaber stramme bånd, der vedligeholder samfundsnormer. Google prøver via diversitet at skabe en virksomhedskultur, der bryder med konservative normer. Derfor resulterede notatet i en fyring og en ung ingeniør, der føler sig uretfærdigt behandlet. Paradoksalt nok finder han nu sig selv i samme situation som den halvdel af befolkningen, der på grund af reproduktive egenskaber ofte må sande, at både hyring og fyring kan skyldes kontekstuelle faktorer fremfor en retfærdig afvejning af evner og talent.
Christina Lundsgaard Ottsen er cand.psych., ph.d. og forsker i ledelse på Aarhus Universitet.
