Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Valgets vinder er... Michelle Obama

Under valgkampen har Michelle Obamas popularitet nået enorme højder, og Clinton har klæbet til hende som en groupie til rockstjerne for at suge lidt af den folkelige goodwill, hun selv desperat mangler.

Birgitte Borup. Fold sammen
Læs mere

Der er én sætning, der i øjeblikket går igen i de fleste samtaler her i Guds eget land: »Lad os få det overstået!«. Det har været et langt og møgbeskidt valgmaraton, og amerikanerne er ved at løbe tør for politisk energidrik.

Præsidentvalget har forlængst antaget en karakter, hvor selv vinderen på forhånd ligner en taber. Mistillidsytringerne runger som et mismodigt soundtrack, som begge kandidater får svært ved at skrue ned for.

Hvis Donald Trump fortsætter sin slutspurt og sensationelt kan indtage Det Hvide Hus, bliver det med en dunst af kvindelige kønsorganer og skandaløse udtalelser hængende efter sig. Hvis det bliver Hillary Clinton, vil det meste af verden ånde lettet op, men millioner af frustrerede amerikanere vil blive efterladt på den kvalmegrænse, der har skabt fænomenet Trump.

Den udelte begejstring er med andre ord svær at finde, når man bevæger sig rundt i det amerikanske folkedyb, men at den rent faktisk kan mobiliseres, er Michelle Obama det bedste bevis på. Mens Hillary Clinton har har bokset med email-servere og upopularitet, har USAs førstedame rejst sig som et symbol på håb og identifikation, som den everywoman de amerikanske kvinder (og en del mænd) har savnet at spejle sig i. Midt i den udbredte vælgervrede er hun blevet påmindelsen om, hvad det er, verden savner. Autenticitet, der griber fat i hjerterne. Retorik, der rammer rent og ægte. Engagement, der udspringer af personlig indignation og ikke er en pseudoforanstaltning i jagten på magten.

 

Under valgkampen har Michelle Obamas popularitet nået enorme højder, og Clinton har klæbet til hende som en groupie til rockstjerne for at suge lidt af den folkelige goodwill, hun selv desperat mangler. Magiske Michelle er kvinden, som Demokraterne sender derud, hvor appellen til vælgerne skal stå stærkest. Som en anden »The Wolf« i den legendariske film »Pulp Fiction« ankommer førstedamen med hjulspind og fanfarer, klar til at sprede tryllestøv over de trætte vælgerforsamlinger.

Med sit udråb ved Demokraternes konvent definerede hun effektivt kampzonen og sendte en kile af moral derind, hvor kynismen var ved at få overtaget. »When they go low, we go high«.

Og da polariseringen virkede komplet, lod den demokratiske førstedame sig fotografere i kærlig omfavnelse med den republikanske ekspræsident, George W. Bush.

Førstedamen gik højest af alle, også i popularitetsmålingerne. På sin platform af ikke-magt har hun skabt det åndehul af håb og fællesskab, som har været så savnet allesteds i det politiske landskab. Michelle Obama har trukket et spor af entusiasme efter sig i et valg, hvor der ellers for mange handler om, hvilken kandidat der er det mindste af to onder.

Paradoksalt nok er det derfor på mange måder kvinden, der flytter ud af Det Hvide Hus, der ligner valgets virkelige vinder. Ikke hende – eller ham – der flytter ind.