Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Søndag går ungarerne til parlamentsvalg. Selvom intet er sikkert, tyder meget på, at Viktor Orbán får en fjerde periode som regeringschef. Det mest spektakulære er dog ikke, at en mand, der gennem 12 år ved magten har omdannet sit land til et kleptokratisk autokrati, er så populær. Det er snarere, som Róbert László fra den ungarske tænketank Political Capital formulerer det, at Orbán med 90 procents kontrol over de ungarske medier og efter at have ændret valgsystemet og forfatningen i sit eget partis favør ad flere omgange, kun er et mulehår foran oppositionen i målingerne. En opposition, der vel at mærke stort set ikke har kunnet komme til orde, og hvor statsmedierne har skruet et ekstra nøk op for pro-Orbán-propagandaen de seneste uger.