Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Værdidebatten er druknet i endeløs og fordummende symbolisme

»I den nye værdipolitiske symbolisme kravler politikere og debattører længere og længere op i tårnet, og debatten bliver et mål i sig selv. I bedste fald stempler befolkningen ud. I de værste tilfælde er symbolerne så besnærende for afsenderen, at fakta bliver et forstyrrende element.«

Hvis man fulgte lidt med i dansktimerne, husker man måske symbolismen. Den litterære og kunstneriske retning fra slutningen af 1800-tallet og frem, der som modtræk til det moderne gennembruds fokus på naturvidenskabeligt rationale og europæisk udsyn søgte indad mod det følsomme og inderlige.

I poesien skete det med metaforer og besjælinger, hvor døde ting blev mættet med betydning og menneskelige egenskaber, og symbolikken som form var et mål i sig selv. Symbolisterne havde ingen ambition om at forholde sig til eller give svar på reelle problemer i samfundet – de anskuede verden fra oven og havde af samme grund et tårn som kendemærke.

Det går nok i kunsten. Men her godt 100 år senere er symbolismen genopstået og har taget bolig i værdidebatten. For hvad tænker du, når jeg siger »svømmehal«, »svinekød« og »grænsekontrol«? Hvis du ikke tænker på køn, religion og danskhed, har du boet under en sten i de senere år, hvor døde ting, som egentlig havde praktisk funktion og formål, i stigende grad er blevet brugt som katapulter til at afsende og udfolde egne sym- og antipatier. Resultatet er en dummere politisk debat.

For det første fordi symbolerne sjældent har hold i virkeligheden.

I sagerne om kønsopdelt svømning i København og Aarhus var man eksempelvis revnende ligeglad med, at der faktisk var tale om vellykkede integrationsprojekter, som etnisk danske kvinder også havde glæde af – for her var symbolet på undertrykkelse!

I sagen om det borgerlige flertals (i øvrigt symbolske) folketingsvedtagelse om beboersammensætningen i danske boligområder kastede en frådende opposition sig over en kluntet formulering om etnicitet, hvorefter alt blev sovset ind i den allerede skamredne danskhedsdebat. Væk var enhver samtale om ghettoproblemer – for her var symbolet på fremmedfjendskhed!

Og i de trofast tilbagevendende sager om svinekød følte tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt sig kaldet til at tage frikadeller op som et særskilt tema i et stort efter-sommerferien-interview, ligesom Randers Byråd sidste år indførte reglen om, at alle kommunens institutioner skulle have svinekød på menuen. Det havde de godt nok allerede, men hvad betyder det – her var jo symbolet på knæfald!

I den nye værdipolitiske symbolisme kravler politikere og debattører længere og længere op i tårnet, og debatten bliver et mål i sig selv. I bedste fald stempler befolkningen ud. I de værste tilfælde er symbolerne så besnærende for afsenderen, at fakta bliver et forstyrrende element.

For det andet fordi velkendte og neutrale symboler tages som gidsler i en værdihvepserede, hvor alt er sort/hvidt.

Tag Dannebrog. Et smukt og samlende stykke stof, som vi frit har kunnet associere med alt fra fodboldkampe og fødselsdage til begravelser og bilbagruder.

Nu er det en kampplads, hvor man partout skal mene noget, og derfor har det helt barokt taget Folketingets præsidium flere måneder at beslutte, om landets flag må være i landets parlament. Enhedslisten havde simpelthen kvababbelser over symbolværdien.

Pia havde ret

Det havde jeg også selv, da det for nylig kom frem, at Pia Kjærsgaard havde afvist at modtage Irans ambassadør, fordi han ikke ville give hånd til en kvinde.

Min instinktive reaktion var fordømmelse af Kjærsgaard. Men så slog det mig, at håndtrykket for mig var blevet så stærkt et symbol på vores idiotiske bestræbelser på at proppe hver en skik ned i halsen på udlændinge, at jeg overså substansen i den konkrete situation.

For selvfølgelig skal en topdiplomat spille efter værtslandets høflighedsskikke, fuldstændig som når Pia Kjærsgaard selv bærer tørklæde i et muslimsk land, eller når danske erhvervsfolk bøjer hovedet og afleverer visitkort med begge hænder i Kina. Pia havde ret, og jeg overså det næsten.

Symbolerne får os til sætte vores selvstændige og situationsbestemte navigation på GPS. Vi pejler lynhurtigt ind: Hvordan er det nu, jeg har det med håndtryk og Dannebrog? Godt så – jeg mener altså følgende. Dermed bliver den ny symbolisme fjende af den fordybelse og refleksion, der formentlig aldrig har været mere brug for.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

For det tredje gør symbolismen os bange. Et andet kendetegn ved symbolismen er nemlig et svulstigt og dramatisk formsprog. Også det ser vi i den aktuelle værdidebat:

Knæfald. Underkastelse. Trussel. Sammenhængskraft. Anstændighed.

Alt sammen vældig potent og næsten poetisk. Men mens symbolisterne sidder i tårnet og svælger i ornamenteringen, har det reelle konsekvenser i befolkningerne. Eksempelvis tror danskerne, at der bor langt flere muslimer i Danmark, end tilfældet er. Og på globalt plan viser undersøgelser, at vi er mere frygtsomme og har mindre tillid til fakta end tidligere.

For det fjerde reagerer symbolismen ekstremt dårligt, ja, nærmest resistent, på succeshistorier om integration og sameksistens.

I sidste uge, da danskhedsdebatten rasede, kunne TV 2 fortælle, at det faktisk går fremad med det sociale og præventive arbejde i ghettoområder som Mjølnerparken og Vollsmose. DR havde historien om, at flere flygtninge kommer i arbejde. Men det bliver små plask i vandet, som ikke gribes af politikere og debattører til at skabe en større fortælling og rykke debatten til et nyt sted. Ja, de griber end ikke succeshistorier, de uforvarende selv har bestilt.

Da regeringen sidste sommer igangsatte en undersøgelse af indvandreres demokratiske sindelag, fik det maksimal medieomtale, og integrationsministeren motiverede det med stor bekymring om antidemokratiske kræfter og visse miljøers syn på frihedsrettigheder. Stærke ord. Men da undersøgelsen bragte den opløftende konklusion, at nydanskere støtter demokratiet lige så meget som etniske danskere, var mediedækningen minimal– ikke mindst fordi ministeren kun gav et enkelt skriftligt citat om det til Dagbladet Information og tilsyneladende ikke ønskede at sælge historien ind.

Fem råd til medier, politikere og os andre

Så hvad er løsningen? Også her skal vi tilbage i litteraturhistorien. For præcis som for 100 år siden er den nye symbolisme opstået som modreaktion på 1990erne og 2000erne, hvor globaliseringen og dens tilhængere er tonset derudaf, for ofte iført hurraord og for sjældent optaget af at oversætte åbenbaringerne til meningsfuldt hverdagssprog.

Det har handlet om europæisk samarbejde, reformer og new public management. Vi har fået at vide, at vi skal leve af viden og omfavne arbejdsmarkedets fri bevægelighed. Så selvfølgelig begynder vi at savne sjæl og inderlighed. Selvfølgelig søger vi indad mod følelser og mavefornemmelser, når verden omkring os er kaotisk og flydende.

Det kan bare ikke hjælpe noget. For som for 100 år siden er symbolismen et midlertidigt og uhjælpsomt værn mod realiteterne.

Derfor blev den også dengang fortrængt af det folkelige gennembrud, som vi i den danske litteratur finder hos forfattere som Jeppe Aakjær og Martin Andersen Nexø. Her handlede historierne om den håbefulde arbejder, der hutlede sig vej gennem industrialiseringens nye virkelighed. Om det nære og svære liv på landet, når høsten skulle i hus. Om det levede liv på godt og ondt og med hverdagsmennesket som helt.

Det folkelige gennembrud var ikke uden intimitet og sjæl, men det tog livtag med virkeligheden. Forfatterne berettede ikke fra tårnet, men ud fra egne personlige og sociale erfaringer.

Lad os hurtigst muligt hente inspiration her. Ikke i form af den nuværende leflen for en karikeret folkestemning, men ved at virkelige stemmer får indflydelse, og at debatten vristes ud af symbolernes jerngreb. Her er fem råd til medier, politikere og dig og mig:

1. Inviter hverdagspraktikere ind i debatprogrammer og –spalter. Ikke som legitimerende voxpop-krydderi, men som retningsgivere og autoriteter. Venligboen. Politibetjenten. SSP-medarbejderen. Embedsmanden.

2. Afvis symbolistens jargon eller lad den i det mindste blive udfordret. Vær på vagt over for det ukonkrete, svulstige og dramatiske. Kræv eksempler fra virkeligheden og efterprøv dem.

3. Tilbyd øjeblikkelig adspredelse til den næste politiker, der foreslår en kanon.

4. Vær åben over for nye metoder og praksis. I denne avis kunne man forleden læse om Singapores opgør med ghettoer. Griber du den, Støjberg?

5. Slå din holdnings-GPS fra og vurder fra gang til gang. Hold dig vågen og genoplev den fantastiske følelse af engang imellem at være enig med din modstander.

Den endeløse og fordummende symboldebat har brug for et folkeligt gennembrud. Sæt i gang!

Læs mere