Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vælgerne vil ikke have klare svar

Tag nu for eksempel Donald Trump i USA. Der er ingen overhovedet, og mindst af alt hans eget parti, der savner flere klare svar fra ham. Tværtimod er hans spindoktorer ganske enige om, at han kun kan vinde, hvis han siger så lidt som muligt.

Anna Libak. Fold sammen
Læs mere

Forleden læste jeg igen i en avis, at folk savner klare svar på tidens udfordringer, og at det er derfor, de er trætte af de sædvanlige politikere. De vil hellere have sig nogle nye, der siger deres ærlige mening.

Men det tror jeg ikke er rigtigt. Folk efterlyser overhovedet ikke klare svar fra politikerne. Rigtig mange vælgere mener nu om dage selv at have fundet svarene og leder i stedet efter politikere, som er enige.

Da vælgerne imidlertid efterspørger forskellige klare svar, så er de mest populære politikere blevet dem, der siger så lidt, at vælgerne er frie til selv at afgøre, hvad politikerne står for. Eller alternativt dem, der siger noget aldeles indlysende, men siger det på en måde, så det lyder som om, at nogle andre kunne være uenige.

Tag nu for eksempel Donald Trump i USA. Der er ingen overhovedet, og mindst af alt hans eget parti, der savner flere klare svar fra ham. Tværtimod er hans spindoktorer ganske enige om, at han kun kan vinde, hvis han siger så lidt som muligt inden valgdagen, og bare lader skandalerne ramle ned over hovedet på Hillary. Han kan kun vinde på ikke at være Hillary, og det kræver, at hun får plads og taletid til at være det selv.

I Storbritannien ser vi til gengæld, at regeringen nu i månedsvis har haft stort held med at gentage det samme kortfattede diktum: Brexit means Brexit. Uanset hvad landsretten mener. Det lyder aldeles klart i al sin uklarhed, og alle er frie til at fortolke det, som de vil. Men det bedste er, at det gavner britisk økonomi gevaldigt, da det giver en unik mulighed for at være inde og ude af EU samtidig: Pundet falder, fordi landet er ude, hvilket øger eksporten til de øvrige EU-lande kraftigt, fordi landet stadig er inde.

Ifølge IMF står Storbritannien nu til at få den højeste vækst i 2016 blandt store vestlige økonomier – USA og Tyskland indbefattet – og for den britiske regering gælder det så absolut om at holde sig gående og stående, uden at nogen fatter mistanke og bliver sure.

Også i dansk politik har politikere for tiden held med enten at tie stille eller sige indlysende sandheder. Mette Frederiksen bliver mere og mere populær for hver uge, der går, hvor hun økonomiserer med sine udtalelser. Med jævne mellemrum dukker hun op i Go’ Morgen og Go’ Aften Danmark og siger noget, der ikke er så definitivt, at man for alvor kan være uenig.

Og Anders Samuelsen, der ellers var blevet temmelig upopulær på at tale særdeles højt om topskatten, oplever for tiden et popularitetscomeback, efter at have lagt sin strategi om. På de sociale medier kan man se ham foretage kontrollerede kast med halvfyldte vandflasker af plastic, så de lander i opretstående position. I tavshed. Det gør indtryk.

Alternativet forfølger så den anden strategi med at formulere sig så sympatisk og indlysende, at enhver vælger straks må erklære partiet for enigt med sig selv. Som f.eks.: »God uddannelse for Alternativet starter og slutter med den studerende, uanset alder. Eleven og den studerende er i centrum for Alternativets uddannelsespolitik.« Hvor er det bare godt sagt.

Men der gives ingen regler uden undtagelse. Et parti kan forvirre sine vælgere så eftertrykkeligt, at de undtagelsesvis føler, at der er brug for et klart svar på konkrete spørgsmål. Som for eksempel på, hvor længe Rikke Karlsson har optrådt som Dansk Folkepartis litauer i Europaparlamentet. Her hjælper det ikke at anføre, at rigspolitichefen er en bugtalerdukke, og at EU er en rotterede. For selv om partiets vælgere er helt enige i, at man ikke bliver dansk, bare fordi man er født i Danmark, så har de måske alligevel svært ved at forstå, at man kan blive litauer af at flytte til Bruxelles for Dansk Folkeparti. Uanset hvor forvirret en lille pige, man er.