Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Våben til oprørere strider mod folkeretten

Selv når man ser på mulige undtagelser vil det at støtte oprørerne i Syrien med våben vil stride mod folkeretten, sådan som udenrigsminister Martin Lidegaard ellers har foreslået det.

Hvis der sendes våben til de syriske oprørere, vil det både stride folkeretten. Samtidig kan det skabe præcedens, som kan være aldeles uønsket. Arkivfoto: Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Udenrigsministeren har for nylig udtalt, at hvis det internationale samfund ikke sender våben til oprørerne i Syrien, taber de borgerkrigen (Berlingske, 19. maj 2014). Han understregede samtidig, at Danmark ikke er klar til at gå enegang, men at han vil diskutere våbenstøtte med andre vestlige lande.

Ministeren har formentligt ret. Kampene i Syrien har ændret sig fundamentalt i det forløbne år, og de syriske regeringsstyrker står stærkere end før. Men selv hvis ministeren har ret, har han ikke retten på sin side: Hans forslag er i strid med folkeretten.

Den Internationale Domstol – FNs primære domstolsorgan – har allerede taget stilling til lovligheden af våbenstøtte. I 1984 indbragte Nicaragua en sag mod USA, hvor de bl.a. gjorde gældende, at USAs våbenstøtte til en oprørsbevægelse – de såkaldte kontraer – som kæmpede mod den sandinistisk-ledede regering i Nicaragua, stred imod folkeretten.

Domstolen udtalte dengang, at selv om bevæbning af kontraerne ikke udgjorde magtanvendelse – hvilket er forbudt ifølge FN-pagten – stred det mod forbuddet mod indblanding i indre anliggender. Domstolen har flere gange gentaget forbuddet. Senest i 2005 understregede domstolen, at støtte til oprørsgrupper er folkeretsstridigt.

Ifølge domstolen findes der ingen ret for stater til at gribe ind i andre lande. Det er i den forbindelse ligegyldigt, om der er særligt politiske eller moralske omstændigheder, der taler for et indgreb. Forbuddet er klart.

Det klare forbud mod våbenstøtte er formentlig også grunden til, at flere vestlige lande, heriblandt Storbritannien og USA, officielt har afvist at sende våben til de syriske oprørere. Storbritannien har ikke udelukket våbenstøtte, men har været meget tilbageholdende. Andre lande, såsom Østrig, har direkte sagt, at våbenstøtte ville være folkeretsstridigt.

DER ER UENIGHED blandt folkeretsjurister om, hvorvidt indblanding i borgerkrige til støtte for en vaklende regering er lovlig, men der er bred enighed om, at indblanding til støtte for en oprørsbevægelse er i strid med folkeretten.

Udover afgørelsen i Nicaragua-sagen findes der en række kilder, som støtter dette synspunkt. Vigtigst af disse er en resolution fra FNs Generalforsamling af 1965, hvoraf det fremgår, at »ingen stat har ret til at gribe ind, direkte eller indirekte, og uanset årsag, i de interne eller eksterne anliggender af nogen anden stat«. Danmark stemte, ligesom de fleste andre lande, for.

Som alle andre regler findes der naturligvis undtagelser til princippet om ikke-indblanding. En regering kan f.eks. samtykke, som da Mali i 2013 bad Frankrig om hjælp til at nedkæmpe islamistiske oprørere i den nordlige del af landet. Men det er kun siddende regeringer, der kan samtykke, og hverken Danmark eller noget andet vestligt land har anerkendt de syriske oprørere som den syriske regering. Mange lande har sagt, at oprørerne er den »legitime repræsentant for det syriske folk«, men det er ikke det samme som anerkendelse.

Det er også tvivlsomt, om fuld anerkendelse er lovlig. Selv om der kan være stor sympati for visse oprørsgruppers mål, giver anerkendelse ikke meget mening, når oprørsgruppen ikke har tilstrækkelig kontrol over landet.

En anden mulig undtagelse til princippet om ikke-indblanding er humanitær intervention. Villy Søvndal har allerede foreslået dette, men lovligheden heraf er tvivlsom.

DET STÆRKESTE ARGUMENT for, at det skulle være lovligt at sende våben til oprørsgrupperne, er, at de kæmper for deres ret til selvbestemmelse.

Flere lande hjalp oprørsgrupper i tidligere kolonistater i 1960erne og 1970erne. Også dengang blev oprørsbevægelser ofte udråbt som de legitime repræsentanter for deres respektive befolkning. Men i modsætning til i dag modsatte mange vestlige lande sig dengang sådanne udtalelser.

Der er endvidere uenighed om, hvordan retten til selvbestemmelse finder anvendelse i lande, der ikke er tidligere kolonier. Der er ingen tvivl om, at det syriske folk har ret til selvbestemmelse. Det fremgår af en række FN-konventioner, heriblandt konvention om borgerlige og politiske rettigheder.Men der er en forventning om, at befolkningsgrupper udnytter deres ret til selvbestemmelse gennem politiske processer og ikke gennem væbnet kamp.

DER ER GOD grund til at være tilbageholdende. Selvom det ville være folkeretsstridigt at bevæbne de syriske oprørsgrupper, er det naturligvis ikke udelukket, at det vil ske. Overtrædelser af folkeretten er – ligesom overtrædelser af andre retssystemer – ikke ualmindelig. Men vestlige lande skal være påpasselige med ikke at etablere en dårlig præcedens.

Hvis Danmark bevæbner oprørsgrupper, accepterer vi samtidig en undtagelse fra princippet om ikke-indblanding. Det er nemt at se, hvordan en sådan undtagelse kan misbruges. Hvis andre stater ønsker at omgå forbuddet, kunne de ligesom Danmark udråbe de lokale oprørsgrupper som de legitime repræsentanter for deres befolkning for derefter at bevæbne dem. Men sådanne handlinger bliver ikke glemt.

Da vestlige lande intervenerede i Kosovo i 1999, var der bred enighed om, at interventionen var i strid med FN-pagten. De intervenerende lande sagde næsten alle, at Kosovo var et »særligt tilfælde«, som ikke burde skabe præcedens for andre situationer. Det samme gjorde sig gældende, da flere lande, heriblandt Danmark, anerkendte Kosovo som en selvstændig stat.

Rusland forstod nuancen. Den russiske udenrigsminister Sergey Lavrov udtalte i marts, at »hvis Kosovo er et særligt tilfælde, så er Krim et særligt tilfælde.«

Putin har direkte citeret USAs juridiske indlæg fra Den Internationale Domstol i Kosovo-sagen som belæg for lovligheden af Ruslands handlinger.

Ligesom den vestlige verdens handlinger i Kosovo skabte juridisk ammunition for Ruslands intervention i Ukraine, vil fremtidige handlinger i Syrien skabe præcedens. Det er derfor værd at overveje, hvilken præcedens, ministeren ønsker at skabe.