Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Våben-debatten i USA tager ikke hensyn til antallet af lig på bordet. De ligger der allerede. I læssevis

Foto: MARK RALSTON.
Læs mere
Fold sammen

Det mest skræmmende ved denne klumme er, at den kunne skrives de fleste af årets dage. Intet har efterhånden så konstant en aktualitet som masseskyderier i USA, selv om intet rummer større meningsløshed.

Senest blev en almindelig søndag i Sutherland Springs til endnu en skæbnedag her i nationen, hvor tilfældig ondskab desværre synes at blive et hyppigere fænomen.

Enhver, der har besøgt de små samfund i det sydlige Texas, vil vide, at de er indbegrebet af smalltown-USA. Det er pick-up-truckens motherhood, det er endeløs smalltalk med bred dialekt, det er alle-kender-alle og gensidig tillid på et niveau, så de færreste låser døren om natten.

Det var her, at en 26-årig mand indfandt sig i det allerhelligste søndag formiddag og skød omkring sig med et automatvåben i den lokale Baptistkirke. Mindst 26 døde, og lige så mange blev såret. Det yngste offer var et fem-årigt barn, og hele familier blev udslettet i et enkelt vanvidsøjeblik.

Den forudsigelige skabelon

Masseskyderier er blevet rutine i en grad, så amerikanerne risikerer at få teflon på sjælen. Det samme gælder efterspillet.

Skabelonen er nogenlunde den samme hver gang: I timerne og dagene efter tragedien sender den republikanske side af kongressen deres tanker og bønner til ofrene, mens deres demokratiske kolleger forlanger handling og en mere restriktiv våbenlov. Så følger debatten om, hvornår man kan tillade sig at politisere på så tragisk en baggrund, og til sidst kommer alle argumenterne for, hvorfor en strammere lovgivning intet vil ændre. Som regel handler de om, at det virkelige problem er menneskelig ondskab og psykisk sygdom – hvilket præsident Trump også har anført i tilfældet Sutherland Springs.

Våbendebatten i USA tager ikke hensyn til antallet af lig på bordet. De ligger der allerede. I læssevis! Den roterer i stedet om våbenlobbyen og det forfatningsmæssige figenblad, The Second Amendment, der – selv om teksten er fra 1789 – flittigt fortolkes ind i en nutidig virkelighed, hvor enhver galning med relativ lethed kan anskaffe sig et våben, der er kraftigt nok til at myrde en halv landsby på få minutter. Uagtet antallet af tragedier er udsigten til ændringer af våbenloven længere end selv det mest overdimensionerede riffelløb.

Det eneste, der forekommer uomtvisteligt, hvad enten næste tragedie rammer i en kirke, på en skole, ved en koncert eller på et diskotek – for blot at nævne nogle af de steder, hvor massemordere har slået til de seneste år – er, at scenariet vil gentage sig. Det samme vil debatten, hvor argumenterne aldrig vil lande i nærheden af noget, der ligner enighed, men i stedet vil efterlade USA præcis samme sted som nu. Som et land, hvor fem-årige børn risikerer at blive dræbt, når de går i kirke søndag morgen. Selv i et samfund, hvor folk ikke låser døren om natten.

Birgitte Borup er journalist, New York.