Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Uvidenhed og det røde DR

Eva Agnete Selsing debat Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I sidste uge indrømmede tidligere dramachef på DR, Ingolf Gabold, at »1864« var politisk drama, lavet for at tale »nationalismen« i DF midt imod. Og skulle nogen have glemt de platvenstreorienterede serier »Borgen« og »Krøniken«, slår Gabold nu fast, at de skam også var politiske projekter, ligesom han frivilligt accepterer betegnelsen »rød lejesvend« om sig selv. Man kan ikke have andet end respekt for, at dramachefen er så hudløst ærlig om sit virke.

Det kan måske derfor undre, at Stig Thorsboe, manuskriptforfatteren til den mest venstreorienterede af produktionerne, »Krøniken«, samtidig går ud og nægter den politiske bias. Serien var ellers én lang vulgærkliche med dekadent overklasse, gæve-gode arbejdere og andre kulturradikale budskaber leveret med skovl og staveplade. Men det behøver ikke være en bevidst politisering – og det tendentiøse opdragelsesdrama er alligevel en langt mere diskret form for venstreorienterethed, end hvad den gennemsnitlige danske kulturpersonlighed rutinemæssigt leverer til offentligheden. Når de samme personer den ene dag kaster om sig med fascismebeskyldninger og den næste dag laver teater, er det ikke, fordi de lægger deres politiske holdninger væk. Politik er ikke først og fremmest meninger om kommunale anlægsprojekter. Politik handler i essensen om det værdimæssige udgangspunkt. Om, hvilket liv, der er værd at leve. Hvad der er beundringsværdigt, og hvad der ikke er.

Når kulturfolk og dramaproducenter som Stig Thorsboe serverer venstreorienterede ostehapser, er der oftere tale om almen uvidenhed end om røde lejesvende. Mange af dem tror vitterlig, at det, de formidler, er meget tæt på den rene, objektive sandhed. De ved end ikke, at man kan tænke anderledes om samfund og menneske og stadig være, ja, menneskelig. De forstår ikke, at multikulturens ofre for eksempel også gerne skulle høres. At der faktisk findes folk, der stemmer DF, fordi de er velbegrundet bekymrede. At den borgerlige orden er en fortræffelig selvfølge for det store flertal. Og så videre. Denne forståelses- og erkendelsesmæssige kløft mellem den foragtede pøbel og kulturklassen bliver ikke mindre, efterhånden som den farlige virkelighed rykker tættere på.

Prøv engang at tænke efter, hvor radikale forskellene er. Det skulle ellers være så godt, ikke? Smeltedigelen. Kosmopolitismen. Udsynet. Anerkendelsen. Tolerancen. Mangfoldigheden. Og hvad blev det til? Hvordan opleves det i den brede befolkning? Som masseovergreb, gruppevoldtægter, antisemitismens genkomst, vold og utryghed. Verdensbillederne er så absurd forskellige, at kommunikation nærmest ikke kan foregå meningsfuldt. Kulturklassen har nul forståelse for den opfattelse af virkeligheden.

De kulturradikales ekkokammer gælder dog langt fra kun spørgsmålet om multikultur, men reelt alle væsentlige værdispørgsmål. Værdien af pligt og hårdt arbejde. At blive revisor og tjene penge. Ordentlighed. At gøre, som man plejer. At være traditionsbunden. Spise lørdagskylling. Tro på Gud. Se disciplin som en dyd. At det ikke er selvstændig værdi at skille sig ud.

Det er muligt, at Stig Thorsboe, Adam Price og Ole Bornedal har ret, når de siger, at de ikke politiserede med deres serier. Thi de ved ikke bedre. »Udsynet« er ikke stort i dette segment. Måske kunne Gabold politisere d’herrers serier, uden at de selv fattede det. Det handler nemlig først om uvidenhed; kun dernæst om propaganda.