Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

USAs Trump-faktor

»Kan man rent faktisk have en så kontroversiel person som verdens mægtigste mand? Jeg vil klart svare nej.«

Henrik Day Poulsen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En del af denne sommer har jeg tilbragt på Østkysten i USA hos gode venner og fulgt med i, hvad amerikanere er optaget af i deres agurketid. Det altoverskyggende emne er ikke Grækenland, men derimod, fraset atomaftalen med Iran, milliardæren Donald Trump, som jo er en af de republikanske præsidentkandidater. Trump er meget rig og har gjort sig bemærket med flere kontroversielle udtalelser som, at alle mexicanske indvandrere er stofsælgende voldtægtsforbrydere, og at soldater, der tages til fange i krig, er tabere. Trump fornærmede i den forbindelse det meste af USA ved at udtale, at John McCain ikke er en krigshelt. Han var blot så uduelig, at han lod sig tage til fange i Nordvietnam og holdt som gidsel i fem år.

Analytikere udtaler, at Trump nok ikke får en eneste latino-stemme, og uden dem bliver det svært at vinde. De går måske i stedet til en anden republikansk kandidat, Marco Rubio, som er af cubansk afstamning, fra Miami, og som meget strategisk klogt gik voldsomt i rette med Trump på landsdækkende TV. Rubio er ung, men bestemt et godt republikansk kort med bred appel. Måske vil mange latino-mænd foretrække ham i stedet for en kvinde (læs: Hillary Clinton)?

Læs også: Trump er ikke problemet - men hans bondehær er

CNN bragte en halv time med en af Trumps mest indædte kritikere, der udtalte, at Trump groft overdriver størrelsen af sin formue, underbetaler arbejdere på sine bygningsprojekter med fem dollars i timen, og i et tilfælde angiveligt har samarbejdet med et firma, der er kendt for at have forbindelser til mafiaen. Trump hugger som en kobra til enhver, der tør kritisere ham, og sender straks en hær af advokater efter kritikerne for at sagsøge dem for injurier. Her har rige mennesker en klar fordel i forhold til andre.

At mange amerikanere finder, at Trump er helt til grin, vidner den meget respekterede avis New York Times om. Her sammenlignede man Trump med Berlusconi, blot med mindre plastisk kirurgi og mindre solbrændt. Da jeg spiste frokost på en café i Soho i New York hang der på gaden flere plakater, der på spansk skrev: »Donald, eres un pendejo« (Donald, du er et røvhul). Så det med latino-stemmerne bliver måske en smule svært for Trump?

Hvor ligger Trump så i meningsmålingerne? Ja, i denne uge lå han som nummer ét blandt de republikanske kandidater. Så New York Times har nok ramt plet ved at sammenligne Trump med Berlusconi. Derfor skal man også tage Trump mere seriøst end blot at kalde ham et »røvhul«. For Berlusconi vandt jo faktisk og blev Italiens premierminister. Nu er der naturligvis stor forskel på at lede et relativt ubetydeligt land som Italien og have det vigtigste embede i verden. Så måske er det virkelige skrækscenario, hvis Trump bliver USAs præsident. Kan man rent faktisk have en så kontroversiel person som verdens mægtigste mand? Jeg vil klart svare nej. Med mindre at Trump radikalt ændrer stil, har jeg meget svært ved at se ham forhandle delikate og vigtige internationale aftaler på plads.

Læs også: Donald Trump og folkedybet

Ét står dog klart. Spændingen og underholdningsværdien er for tiden høj her i Guds eget land. Jeg vil vædde en flaske meget god rødvin på, at vi ikke har hørt det sidste vilde udslip fra Trump.