Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Uroen i Sverige

Lars Östman, filosof Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

DR viste forleden en dokumentar om urolighederne i de stockholmske forstæder – 13 af slagsen og i alt hundredvis af udrykninger fra brandvæsen og politi.

Som i resten af Europa er også disse forstæder de udstødtes randområde. Her bor man side om side med motorveje, ringveje, indfaldsveje, afkørsler, jernbaner og togstationer i enorme betonkomplekser, der i 60erne blev bygget til den hastigt voksende svenske arbejder: Socialdemokraten. Men det gik for godt. For ligesom i Danmark ville han ikke bo i betonbyggeriet, men i parcelhuse og villaer, der som så mange andre aspekter af hans velfærdsliv blev finansieret af staten. Tilbage blev de fremmede. Deres børn, deres børnebørn.

Sverige har 15 procent indvandrere. Danmark har otte procent. Ganske vist er landet da også 11 gange større. Men hvad nytter det, når 80 procent af svenskerne bor på 20 procent af landets areal? Ikke meget. I Sverige, ligesom i Danmark, er problemet, at de fleste indvandrere bor i landets tre største byer: Stockholm, Göteborg og Malmö. Og ligesom i Danmark skyldes alle politiske problemer materiel nød. For sådan er det i det socialdemokratiske folkhem, hvor begreber som tradition, kultur, religion og familie er blevet erstattet af et velfærdssystem, der har overtaget de funktioner, som disse instanser tidligere varetog, og således reduceret alt til et spørgsmål om ressourcer og økonomi.

MEN POLITISKE og kulturelle problemer og forskelle lader sig ikke alle reducere således. Det ved man også i Sverige, men man kan ikke acceptere det. Derfor fejer man diskussionen og problemerne under bordet. Man taler om »strukturel racisme,« om »symbolsk vold.«

I Borås gav lokalpolitikeren Olle Engström fra Moderaterna (svarende til Venstre) sidst i maj en helt anden version i en lokalavis: Urolighederne i Stockholm skyldtes »en alltför optimistisk och okontrollerad invandring.« Den udtalelse betød, at Engström nu er færdig i Borås som politiker. Så er det problem løst. Man genkender strategien fra alkoholpolitikken. Denne politik ramte også Richard Jomshof, der blev fyret fra sin gymnasielærerstilling på Procivitas, et privat gymnasium i Växjö. Jomshof er medlem af Sverigedemokraterna (SD), men efter Smålandspostens artikel i 2004, »Ledande Sverigedemokrat lärare på gymnasium i Växjö,« ophørte det. Men så i august i 2006 var der udsigt til, at Jomshof atter kunne få lov til at arbejde, denne gang på et VUC i Lessebo i Småland. Nogle timer inden jobsamtalen ringer rektor. Jomshof optager samtalen: »Vi har fundet ud af, hvem du er, og du behøver ikke komme.« Herefter lægges røret på.

Og det er ganske rigtigt, at Jomshof var redaktør af SD-kuriren (1999-2009), SD´s partiavis, der bebrejder indvandrere for alle Sveriges onder. Det er også rigtigt, at Jomshof mener, at Sverige risikerer at blive invaderet af muslimer, der vil afskaffe den svenske stat og skabe en muslimsk. Men kun hvis Jomshof bevidst forsøgte at påvirke sine elever i én specifik politisk retning, kan der være tale om fyringsgrundlag og ansættelsesproblemer. Dette er ikke blevet påvist. Snarere tværtimod.

Sverige kunne have lært meget af »systemskiftet« i Danmark i 2001. Nu tænker jeg først og fremmest på de konsekvenser, det har, hvis ikke man tager de problemer, der følger med indvandringen, alvorligt – herunder også Engströms og Jomshofs synspunkter. Det ved man også i Sverige, men man kan ikke acceptere det.