Jeg var for nylig på Aarhus Street Food. Det ligger i Aarhus’ rutebilstations gamle garageanlæg, og madboderne er indrettet i containere, der spiller sammen med garageanlæggets rå, industrielle æstetik. Der var god stemning, og jeg spiste en fremragende burger med and fra en bod med det lettere ironiske navn Duck It. Der var sådan set ikke en finger at sætte på oplevelsen.

Jeg fik imidlertid en fornemmelse af at have været der før. Var det Mathallen i Oslo indrettet i et gammelt jernstøberi, der spøgte i mine tanker? Eller Papirøen i København? Eller det der madmarked, jeg var på i East End i London? Eller markedet i den der rå hal i Berlin?

Mentalt kunne jeg ikke holde stederne ud fra hinanden. De emmede alle af det samme med rå industrielle bygninger transformeret om til madmarkeder omgivet af forskellige markører, der skulle give urbane street vibes. Der er sket en homogenisering.

Og det gælder ikke bare madmarkeder. Der er en æstetik på tværs af steder som mikrobryggerier, det kreative kontorfællesskab, kaffebarer, kunstgallerier og den moderne kulturinstitution i en funktionstømt industribygning, der får det hele til at flyde sammen for mig.

Airspace

Den amerikanske journalist, Kyle Chayka, kalder fænomenet for airspace. Airspace refererer til Airbnb, hvor de mest populære boliger ofte er indrettet påfaldende ens.

På samme måde vil et airspace være præget af en ensartet æstetik på tværs af landegrænser. Det være sig letgenkendelige symboler som rå træplanker, pallemøbler, krydderurterskjulere, renoverede industrielle miljøer, grafitti og rå mursten. Alt sammen, ifølge Chayka, beregnet på at tilvejebringe velkendte og beroligende omgivelser for en vellønnet yderst mobil elite. En elite, der gerne vil opleve, at den besøger autentiske steder, selvom den i praksis bare dyrker mere af det samme.

Da jeg læste på universitetet i 2000’erne, blev et essay af den franske antropolog Marc Augé meget læst: »Non Places: an Introduction to an Anthropology of Hypermodernity«.

Non Places, eller ikke-steder, er steder som lufthavne, hotelkæder, motorveje og storcentre. Ikke-stederne er anonyme og eksisterer ifølge Augé uden historie, identitet og stedlig forankring. De er indrettet, så man passerer så friktionsløst gennem dem som muligt. Derfor er de grundlæggende ens over hele verden og uden lokale, partikulære kendetegn.

Måske ikke-stedet er blevet udvidet til mere end blot transit- og masseforbrugerismens bygninger og steder? Til også at være en del af kultur- og oplevelsessektoren?

Tendensen ses på mange niveauer. Til et seminar fik jeg at vide, at intet mindre end 32 (ud af de 98) danske kommuner brander sig på at være kultur- og oplevelseskommuner. Branding går som bekendt ud på at adskille sig fra andre. Men her slår homogeniseringen altså også igennem.

Paradoksalt nok er det netop de initiativer, der ofte hævder at være unikke, autentiske og uartigt modkulturelle, der bidrager mest til homogeniseringen.

Måske er det bare sådan, den postindustrielle, kreative by skal se ud. Uden for krævende lokale, partikulære karakteristika. Byen, hvor du konstant er i transit. Den totale friktionsløshed.

Men burgeren var god. Duck It.