Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Universitetet er blevet varmestue for forvirrede unge

»Selvfølgelig skal nogen fordybe sig i teoretisk viden og besidde akademiske erhverv, men når de studerende på CSS ved mere om, hvad der sker i »Familien fra Bryggen« end om, hvad der sker i det sydkinesiske hav, er vi måske ved at have nået et mætningspunkt.«

Forelæsningssalen på Københavns Universitets Center for Sundhed og Samfund (CSS) må være en guldgrube for de psykologistuderende, når der skal hentes observationsdata til feltstudier.

Her finder man alle tænkelige typer af unge, forvirrede mennesker: Modekongerne, der altid kommer for sent, så de – foran 400 mennesker – langsomt kan klik-klakke ned på den fjerneste plads fra indgangen med deres tunge hæle. Instagramdronningerne, der benytter enhver pause til at stille sig op i midten af salen, mens de fniser højlydt til hinanden, uden at nogen af dem har sagt noget. Selviscenesætterne, der højlydt lige skal sikre sig med sidemanden, om Foucaults magtbegreb nu også er helt så flydende, som forelæseren påstår, eller om det faktisk også eksisterer objektivt. Samt sociopaterne, der afbryder forelæseren, og forstyrrer en fyldt sal for at spørge om banaliteter, man på få sekunder kan google.

Fælles for alle personerne i forelæsningssalen er, at de har fået topkarakterer i gymnasiet, og at de om få år springer ud som stålsatte akademikere, der ved langt mere om alting end klejnsmedene og maskinmestrene. Men kan hver fjerde dansker efter fem år på universitet kvalificere sig til at bestride tunge stillinger i forvaltningen, på uddannelsesinstitutionerne, i forskerstillinger eller i samfundets kulturelle institutioner?

Det tyder intet på, hvis man ser på ledigheden blandt akademikere, eller bruger en dag på at bevæge sig rundt på KUs CSS. Her flyder det med tomme øldåser. Alle møbler er imprægneret med utallige lag hummus. Toiletterne er overskidte og overpissede. Der er flere eksempler på hærværk. Som for eksempel, da nogle studerende til en statskundskabsfest forsøgte at brænde hul i nogle elkabler.

Til hverdag kan man heller ikke undgå at støde ind i KUs rengøringspersonale, som altid går rundt med døde, tomme blikke. Jeg forstår dem godt. De må have set lidt af hvert. Alt tyder i hvert fald på, at de kommende embedsfolk vil skide på dem, der gør rent efter dem.

Prestigen i det akademiske

Hver gang, jeg bevæger mig rundt på CSS, spørger jeg mig selv, om det virkelig er her, man skal finde toppen af dansk ungdom.

Svaret, tror jeg, heldigvis et nej. I mit studiejob er jeg så privilegeret at få lov til at have kontakt til elever på erhvervsuddannelser, erhvervskoler og repræsentanter fra diverse fagforbund i industrien, og det glæder mig at erfare, at det i industrien virker langt mere organiseret og formålsorienteret i forhold til mit eget akademiske studium. Flere af mine kolleger har også selv en erhvervsfaglig baggrund og har anvendt deres praktiske erfaringer til at opnå merit i et ellers akademisk felt, hvilket gør, at man udviser en helt særlig respekt for deres viden.

Måske det lige netop er de praktiske færdigheder og erfaringsbaseret viden, som fremtidens Danmark skal bygges på. Hvad er det for eksempel, der gør mine medstuderende på statskundskab mere kvalificeret til at arbejde i forvaltningen i forhold til professionsbachelorer i forvaltning, som har praktisk erhvervserfaring? Og hvorfor er der mere prestige i at kunne kalde sig jurist, end der er i at kunne standse en pulserende blødning som ambulanceredder?

Kandidatbevis er ikke lig dannelse

Selvfølgelig skal nogen fordybe sig i teoretisk viden og besidde akademiske erhverv, men når de studerende på CSS ved mere om, hvad der sker i »Familien fra Bryggen« end om, hvad der sker i det sydkinesiske hav, er vi måske ved at have nået et mætningspunkt.

Vi kan aldrig få teknologi- og naturvidenskabelige kandidater nok, men tjener det virkelig samfundet bedst, at akademikerfabrikkerne bliver ved med at spytte cand.merc.’ere og humaniora-uddannede ud, når arbejdsgiverne for længst har sagt stop og ligefrem efterspørger, at universiteterne vender sit fokus væk fra humaniora og de blødere samfundsvidenskaber?

Mange forveksler efterhånden et kandidatbevis med almindelig dannelse, og jeg håber inderligt, at respekten for praktiske færdigheder og krævende håndværk vender tilbage, så flere vil indse, at fremtiden ikke blivere lysere af, at alle har en akademisk titel.