Jeg har lige set forsiden af den nye bog - De Faldne - som viser 31 fotos af danske soldater, der er faldet i Afghanistan. Det gør det meget presserende for mig at fortælle en historie om en generation af andre unge tapre mænd på en anden front i et andet århundrede.

For en måned siden var jeg på vej ned gennem Europa på en dannelsesrejse på min Royal Enfield-motorcykel. På motorvejen mellem Bruxelles til Paris drejede jeg fra ved Bapaume og kørte ad landevej D929 mod byen Albert, hvor Somme-fronten løb under 1. Verdenskrig. Det er her, midt i det bølgende åbne bondelandskab i Picardiet, at nogle af de voldsomste slag i verdens­historien fandt sted.

Overalt langs vejen er der mindesmærker og krigergrave for de faldne britiske soldater, der kæmpede på dette afsnit. Vejen er snorlige, og de menneskeforladte småbyer, jeg kommer igennem, er ens og kedelige med røde murstenshuse lige ud til landevejen. Men i den lille by Pozières ser jeg en besynderlig blanding af café og museum, »Le Tommy Café«, hvor jeg beslutter at spise min frokost.

Cafeen ejes af Dominique Zamardi, en mand i halvtredserne, der købte stedet for 15 år siden og efterfølgende har omdannet cafeen til en blanding en britisk pub og krigsmuseum, hvor et skilt over fadølsanlægget fortæller, at her modtager man australske dollars og pund sterling; baghaven har han lavet om til skyttegrav, og turister fra hele det britiske statssamfund valfarter til stedet - ikke mindst australiere.

Jeg kommer i snak med Dominique og hans »battlefield tourguide« Barbara Legrand, der ejer Trueblue Diggers Tour. Barbara er tysk født, fransk gift og med en udsendt søn i den franske hær. På cafeen bliver jeg fascineret af en væg, der er fuld af billeder af britiske soldater, som på forunderlig vis ser direkte ned på mig på tværs af næsten et århundrede.

»Det er en helt fantastisk historie«, fortalte Barbara. »I en gammel lade, der stod for at skulle rives ned, opdagede en lokal fotograf for to år siden omkring 400 fotografiske glasplader af britiske soldater. Glaspladerne havde ligget i trækasser i laden i mere end 90 år, men det lykkedes fotografen i samarbejde med ejeren af »Le Tommy Café«, Dominique Zamardi, møjsommeligt at få scannet og lavet aftryk af de gamle negativer. Hvem den oprindelige fotograf var, har de to ikke kunnet finde frem til, og hvem soldaterne er, ved man heller ikke. Det er simpelt hen anonyme »tommies« fra Somme-fronten 1915 til 1916 fotograferet af en ukendt fotograf.

»Se deres ansigter«, siger Barbara, »de er klar over, hvad der venter dem«. Hun har ret, det er ansigter uden filter. Der er ingen selviscenesættelse her. Ansigterne er forbavsende nutidige at se på. Dette er ikke unge mænd, som de kun var engang; det er unge mænd, vi kan identificere os med og forestille os at møde på gaden den dag i dag.

Barbara må have set på billederne tusindvis af gange, men jeg kan mærke, at hun stadig bliver bevæget, når hun taler om dem: »Vi må ikke glemme, hvad der skete, og vi må ikke tro, at de døde forgæves på slagmarkerne herude. Det var dem, de anonyme tommies, der skabte det 20. århundrede. Den nye tid startede med disse unge mennesker, som ofrede deres liv. Alting blev anderledes bagefter. Nye værdier og nye ideer. Jo, de anonyme soldater forandrede verden. Vi er alle blevet knyttet sammen af deres lidelse; de var med til at skabe et Europa, som altid vil bestå. Det er hér, på denne landevej mellem Bapaume og Albert, at udviklingen til den moderne verden blev sat i gang. Demokratiet - kvindefrigørelsen - fællesskabet.

Jeg kan stadig blive berørt, når jeg tænker på Barbara, der fortæller om de unge mænd, hun ikke vil lade dø forgæves. Vi kan ikke forstå Somme-fronten på statistikken. På den lille stump landevej, jeg har kørt med min motorcykel på en halv time, gennemførte briterne i 1915-16 den største offensiv i verdenshistorien og med katastrofale konsekvenser. I løbet af omkring 6 måneder mistede flere end 125.000 briter livet, heraf 27.000 allerede den første dag. Tyskernes tab var ikke mindre.

Caféejeren har hængt billederne af disse mænd op på væggen. Men det er også nok. Blot et par ansigter af de anonyme soldater fra 1915-16 er tilstrækkeligt. Disse få ansigter repræsenterer de mange millioner unge mænd på begge sider af fronten langt tydeligere end nogen statistik.

Jeg har endnu ikke læst bogen De faldne, der netop er udkommet på Berlingske Media Forlag. Jeg tror heller ikke jeg behøver at gøre det. Jeg har nemlig set forsiden med 31 fotos af unge danske mænd, der er faldet i Afghanistan. Tabstallet er siden steget til 38.

På billederne ser jeg det samme, som jeg så den eftermiddag i sidste måned ved Somme. Der er ingen forskel på de danske faldne og de anonyme tommies. Jeg ser unge mænd, der har ydet det største offer af alle i en krig.

Og jeg føler som Barbara, at for mig er de danske soldater ikke døde forgæves. Med deres lidelser er de med til at formulere det 21. århundredes værdier tydeligere, end nogen politiker kan gøre.