Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Unge har ikke brug for frihed men for stærke autoriteter

»Kampen for frihed er for længst overstået herhjemme, nu drejer det sig om kampen for dannelse og respekt.«

Der diskuteres ganske ofte i spalterne i denne avis så vel som i mange andre af landets medier, hvad der er den største trussel mod nationens fremtid.

Nogle af de mere gængse bud er, at faren kommer fra den store magt mod øst, Rusland, eller fra radikale islamister. Jeg vil dog vove den påstand, at vi selv udgør den største trussel mod vores egen fremtid. Eller mere specifikt, så er det dyrkelsen af den altoverskyggende frihedstrang, der tilsidesætter enhver form for moral og respekt.

Det kan ganske vist godt synes en smule kontroversielt og ikke mindst paradoksalt, at en af de fundamentale demokratiske værdier, nemlig frihed, kan gå hen at blive en trussel mod det selvsamme demokrati. Desværre er det dog ikke desto mindre tilfældet. For gennem historien har vores forfædre adskillige gange kæmpet for at opnå visse frihedsrettigheder, og det har, som man kunne forvente, været en ganske lang og hård kamp, men i sidste ende er det lykkedes. Som konsekvens heraf lever vi nu i et af verdens nok mest frie samfund, men desværre er det ikke gået op for os, og derfor fortsætter vi ufortrødent med at kæmpe en for længst overstået kamp.

Problemet er særligt stort blandt min egen generation, ungdommen, hvor moral og respekt er blevet til fremmedord, som ingen kender til. Det er resultat af, at vores forældregeneration har ladet os i stikken, som konsekvens af deres dogmatiske tro på, at hvis bare de overdrog os en større portion af frihed, end de selv havde, ville de også overdrage os et bedre samfund. Det står krystalklart for alle og enhver, at de tog fejl.

Den kollektive moral er forsvundet

Når angsten for at opdrage og udstikke konsekvenser i så omfattende en grad har præget min generations barndom, resulterer det i en hel generation af hensynsløse og uopdragne unge mennesker. Og det er vi vidne til nu.

Handlinger, som i tidligere tider har været at betragte som skammelige, er nu i brede kredse socialt acceptabelt, for vi skal da være »ihh og åhh« så frie. Netop denne tilgang gør, at der findes unge mænd, som tror, at har de bare nok penge i tegnebogen, har de naturligvis lov til på groveste vis at udnytte nogle af samfundets mest sårbare kvinder.

Friheden til at være et dumt svin skal ikke forsvares. Det lyder umiddelbart ganske banalt og ukontroversielt, men ikke desto mindre kan det vække furore hos store dele af ungdommen, som uagtet konsekvenserne bare gerne vil tage endnu et sug af deres joint, så de kan fortsætte med at føle sig rebelske og frie.

Hvis ens egen frihedstrang ikke skal skade andre, er der behov for at forstå, at den kun kan dyrkes inden for nogle bestemte moralske rammer. Lige netop derfor befinder vi os i denne penible situation. De rammer, som man i tidligere tider har ageret inden for, er ophørt, den kollektive moral blandt i hvert fald ungdommen er ikke-eksisterende, og dermed er de eneste rammer, som i nogen grad begrænser vores handlinger, de juridiske.

Behov for stærke autoriteter

Absolut frihed, bedre kendt som anarkisme, er ikke som mange umiddelbart går og tror, sympatisk, snarere tværtimod. For i sidste ende er det uundgåelige resultat »survival of the fittest«. Et samfund hvor dem, der er mest kyniske og ligeglade med deres medmennesker, indskrænker alle andres frihed, så de kan udleve deres anarkistiske drøm til fulde.

Hvis man ser på folkeskolen, er der tale om en institution, der er stærkt præget af den seneste friheds-mode. Og ja, hvad har den ført med sig? En folkeskole med mindre respekt for lærere og autoriteter og lavere faglighed. For skal man have lov til at larme og ikke gøre sig umage, så kompromitterer man altså skolens egentlige formål, nemlig faglig undervisning.

Ungdommen har ikke behov for mere frihed, men tværtimod nogle stærke autoriteter, som har modet til at udstikke en mere kontant samfundsorden i stedet for blot at relativisere alle umoralske handlinger. Med andre ord, forældre der tør opdrage, et samfund der tør fordømme, og folkevalgte der tør agere smagsdommere i ordets bedste forstand.

For de sunde basale frihedsrettigheder, dem har vi opnået for længe siden, muren er faldet. Kampen for frihed er for længst overstået herhjemme, nu drejer det sig om kampen for dannelse og respekt.