Regeringen svigter de ungdomskriminelle ved at lempe væsentligt på lovgivningen og stiller ikke alternativer i stedet. Resultatet er, at de unge kriminelle fastholdes i deres kriminalitet og dette mens systemet accepterende kikker på fra sidelinjen. I stedet gemmer regeringen sig bag en selvpositionering som en humanistisk regering, der er handlekraftig og vil noget helt andet end den tidligere regering. Men hvad regeringen egentlig vil, har den ingen bud på.

Helle Thorning-Schmidt udtalte på sit første pressemøde som statsminister, at hun i al fald ikke vil stå i spidsen for en regering, der sætter børn i fængsel. En fuldstændig overflødig kommentar, da der i forvejen ikke er en eneste seriøs politiker, meningsdanner eller ekspert, der mener, at børn skal i fængsel. Alle er enige i, at kriminelle børn og unge skal anbringes på døgninstitutioner med pædagogisk personale.

Justitsminister Morten Bødskov bakker op med udtalelser om, at han ligeledes vil noget helt andet end den tidligere regering, og har derfor sørget for at få den kriminelle lavalder hævet fra 14 til 15 år. En handling som enhver kan se ikke i sig selv genererer mindre kriminel aktivitet hos den hårde kerne af unge. Hvilke andre tiltag justitsministeren ellers mener der vil være hensigtsmæssige, er han ikke kommet med et eneste konstruktivt bud på.

Den kriminelle lavalder blev netop nedsat med en erkendelse af, at der var en hård kerne af unge, som det sociale system ikke magtede at hjælpe ud af deres kriminalitet. Disse unge respekterer ikke verbale humanistiske ytringer fra en justitsminister, men har derimod behov for reel handling. Resultatet af forhøjelsen af den kriminelle lavalder er, at de unge vil have et år mere, hvor de helt konsekvensløst kan begå kriminalitet.

Socialminister Karen Hækkerup mener ligeledes, at regeringen skal en helt anden vej end den tidligere regering og har derfor afskaffet kommunernes mulighed for elektronisk overvågning af unge. Den såkaldte fodlænkeordning. Denne blev til som en erkendelse af, at unge, som var blevet pålagt af kommunen at blive hjemme om natten frem for at begå kriminalitet, ikke overholdt dette påbud. Hvilken anden vej, socialministeren i stedet mener at regeringen bør gå, kommer hun ikke med alternativer på.

Lad mig sige det med det samme: Det er ren og skær luft og symbolpolitik. Og hvor er det ærgerligt. For mens alle disse tomme ord og løfter vajer i vinden, fortsætter de unge med at forstærke deres kriminelle identitet og deres ofre fortsætter med at lide under dette.

Jeg har gennem de sidste 14 år arbejdet med denne problemstilling og ved præcis, hvorfor resultaterne udebliver trods det hårde arbejde med den helt hårde kerne af kriminelle unge. Det gør de, fordi midlerne er for små, konfliktskyheden er stor og fordi man efterlader pædagogerne og systemet handlingslammet over for den helt hårde kerne af kriminelle unge, som ikke magter at dialogisere sig frem til en løsning.

Den danske model med dialog skal vi så vidt muligt holde fast ved, men samtidig er vi nødt til at erkende, at vi har en lille gruppe af unge, som skal behandles anderledes. En gruppe som er langt uden for de normale pædagogiske tilgange. Og her kan både fodlænker og nedsættelse af den kriminelle lavalder være et positivt middel til at nå ind til de unge, der ikke ønsker forandring.

Det er smerteligt at måtte erkende, at der er mennesker, og i dette tilfælde børn, som man ikke kan nå ad normale veje. Men slet ikke at gøre noget er at svigte. Problemet er blot, at deres gerninger overhovedet ikke matcher normale børns adfærd. De her børn ringer ikke på hoveddøre og render derfra eller pifter naboens cykel. De begår ganske alvorlig personfarlig kriminalitet såsom mord, voldtægter, vold, røverier og lignende.

Det er fuldstændig naivt at tro, at man kan løse et problem ved at tage nogle af systemets få virkemidler fra, uden at stille noget andet i stedet. Så når regeringen hæver den kriminelle lavalder og afskaffer fodlænker for unge, resulterer det i systemets afmatning og erkendelse af opgivenhed.

Fra regeringens side savner jeg en løsningsorienteret politik, store visioner, men mest af alt handling. Desværre hører jeg kun en regering, der trækker fra og ikke lægger til. Konsekvensen af regeringens manglende handlinger resulterer desværre i, at endnu flere unge fastholdes i et liv med kriminalitet uden at få den nødvendige hjælp til at komme ud af det. Og det alt imens regeringen blot italesætter, hvad de ikke ønsker for de unge. Jeg vil meget hellere vide, hvad regeringens ønsker er. Og mens jeg venter, lukker jeg øjnene - frygter tavsheden - og den næste lempelse.