Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Undskyld, er det uddannelses-mobberi?

»Hvorfor må det offentlige sundhedsvæsen ikke nyde godt af den ekstra bagage, de forskeruddannede læger har med sig?«

Lise Wogensen Bach Fold sammen
Læs mere

I et interview i Berlingske 2. november advarer professor Flemming Besenbacher mod uddannelses-snobberi og kritiserer i den forbindelse antallet af ph.d.’er i Danmark i følgende citat: »Jeg vil tro, at 20 procent af dem ikke har tilstrækkelig høj international kvalitet. (…) Op mod halvdelen af de medicinske kandidater bliver ph.d.’er. Undskyld mig, men det har vi simpelthen ikke talentmasse til i Danmark.«

Undskyld mig, men hvor ved du det fra, Flemming? Og hvad er det for et kvalitetsbegreb, du bruger her?

Gennem mange år har vi på ph.d.-skolerne forsøgt at opnå en fælles forståelse af, hvad kvalitet i ph.d.-uddannelsen er.

Så nu, da det lader til, at du også har et bud, ser jeg frem til en nøjere beskrivelse. Det vil også hjælpe os til en bedre forståelse af, hvorfor du synes, at 20 pct. af ph.d.’erne ikke lever op til dine kriterier for et internationalt niveau.

Du stiller også spørgsmål ved rimeligheden af, at næsten halvdelen af de medicinske kandidater bliver ph.d.’er.

Det ville jeg også gøre, hvis det var rigtigt.

Men det er jeg ikke så sikker på, det er. Her på det sundhedsvidenskabelige fakultet, Health, på Aarhus Universitet har vi de sidste fire år i gennemsnit indskrevet 180 ph.d.-studerende per år og ca. 52 pct. (90) har en lægefaglig baggrund. Til sammenligning uddanner vi ca. 280 cand.med.’er per år.

Jeg indrømmer, at det er helt runde tal, men jeg kan altså ikke få det til at blive »op mod halvdelen« – det er snarere en tredjedel af de medicinske kandidater, der bliver ph.d.’er hos os. Men er det så det rigtige tal?

Sidste år besluttede vi at lægge et loft på optagelsen af ph.d.-studerende på ca. 170 om året, og dermed bliver vi fremover nødt til at prioritere i ansøgerne her på Health. For jeg er enig med dig i, at vi skal styrke kvaliteten af ph.d.-uddannelsen, og én parameter er at se på, hvem vi rekrutterer.

Selvfølgelig skal vi diskutere vores forskeruddannelsessystem. Men hvorfor skal de medicinske ph.d.’er gang på gang stå for skud og næsten mobbes? Hvorfor må det offentlige sundhedsvæsen ikke nyde godt af den ekstra bagage, de forskeruddannede læger har med sig?

På Aarhus Universitet, Health, har vi en målsætning om, at rundt regnet halvdelen af vores ph.d.’er er læger, fordi vi gerne vil have mere forskning ind i lægegerningen. Sideløbende vil vi gerne skaffe evidens for den effekt, som en ph.d.-uddannelse har på lægers kliniske arbejde.

Derfor er vi ved at undersøge forskeruddannelsens betydning for lægers (og sygeplejerskers) professionsudøvelse, så vi kan udtale os på et mere sikkert grundlag.

Jeg håber i tråd med det, at kommende politiske beslutninger baseres på evidensbaserede forudsætninger og ikke på myter, der efter mange gentagelser risikerer at fremstå som sandheder.