Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Undskyld, at vi er elsket i DR og TV 2

»Så er der en række bladhuse, der råber og skriger. Bladhuse, der forsinket halser efter den digitale omstilling.«

Bjørn Erichsen, tidl. direktør i DR og EBU. Fold sammen
Læs mere

Hver evig eneste dag – 365 dage om året – er der to danske institutioner, der er til folkeafstemning. Hvor den samlede danske befolkning siger »like – or not like«. Hvor den samlede danske befolkning vælger til og vælger fra. Og de stemmer hjemme fra sofaen, helt privat, de stemmer simpelthen med deres forbrug.

Vi har i Danmark langt over 30 dansksprogede TV-kanaler. Alligevel stemmer danskerne hver evig eneste aften på DR og TV 2s 12 TV-kanaler. I disse måneder lægger danskerne mere end 70 procent af deres TV-sening hos DR og TV 2. Nogenlunde fifty-fifty.

Begge kanaler er de seneste år gået frem – samtidigt. Dertil er deres to websites blandt de absolut mest brugte.

De går begge frem, fordi de dygtigt har delt danskernes opmærksomhed mellem sig. På køn, på geografi, på uddannelse, således at de ikke kannibaliserer hinanden. Dygtigt og i nationens interesse. Alle kanalerne supplerer hinanden flot. Fra de to hovedkanaler til TV 2 News, til DR2, til TV 2 Zulu, til DR-K og DR3 til Charlie, TV 2 Fri og TV 2 sport og dertil de to børnekanaler.

Systematisk holder de to stationer fordummelsen fra døren – for hvad er det, de kommercielle konkurrenter, Discovery og Viasat, kan tilbyde?

Ingen dansksprogede børneudsendelser. Ingen nyhedsudsendelser. Ingen seriøs dokumentarisme. Intet dansk drama om danskernes liv og historie. Ingen dansk valgdækning. Ingen international valgdækning. Tag nu det amerikanske præsidentvalg, hvor DR og TV 2 har knoklet med at folkeoplyse danskerne om valgmænd, stemmeregler og svingstater. Ikke et ord fra de kommercielle stationer.

Vores politikere står i øjeblikket i kø for at begrænse public service i Danmark. Men jeg har aldrig hørt et eneste ord fra dem om, hvilke krav de så stiller til de private kommercielle kanaler, der sender i Danmark, og som møder op til lobby-møder hver måned i Folketinget.

Man tugter kun sine egne, men det er jo de private kommercielle kanaler, man vil give mere plads – uden at formulere nogen som helst krav til disse. Men det er selvfølgelig også svært, når man sender ud af London for at omgå samtlige danske reklameregler.

Public Service TV og Radio har global verdensrekord i popularitet i Danmark. De 74 TV stationer i EBU (European Broadcasting Union), der tæller flere end 54 europæiske lande, har et gennemsnit for public service TV sening på 26 procent. De 74 procent af seningen går til de europæiske private kommercielle kanaler. Og public service-TV i den øvrige verden er et sjældent fænomen.

Måske kan kinesisk stats-TV slå den danske rekord, men det er vist en anden historie. Og på radiosiden har DR europæisk verdensrekord i public service med en markedsandel, som ingen andre europæiske lande eller lande i den øvrige verden kan slå. Måske i Kina!

Danskerne meddeler således hver evig eneste aften, at de er ret vilde med DR og TV 2. 98 procent af befolkningen betaler deres licens, og 96 procent af befolkningen abonnerer på TV 2. De to er simpelthen valgt til. Også når der skal betales.

Så er der en række bladhuse, der råber og skriger. Bladhuse, der forsinket halser efter den digitale omstilling. Og som leder efter gode undskyldninger for deres egen mangel på rettidig omhu, omstilling og besøgstid.

»Det er det offentliges skyld, det er statens skyld,« råber de. Og argumenterer for – uden nogen som helst dokumentation, snarest tværtom – at public service tager markedet fra dem. På femte år mangler vi seriøs dokumentation for disse voldsomme påstande.

Dertil kommer så et uskyldigt Medieudvalg, der underholder om alskens scenarier, for og imod – og hverken eller. Om, hvordan man kan slå public service ihjel på fire ud af fem måder. Nogle af dagbladene glæder sig og hygger sig i den lune halvoffentlige vind. Det er nu engang lettere at brokke sig over det offentlige end at gribe i egen barm eller mangel på samme.

Læs også: Nu skruer leverandør på TV-pakkerne for at stoppe massiv TV-flugt

Hver evig eneste aften 365 dage om året meddeler danskerne, at de er rigtig, rigtig glade for deres public service TV og radio.

Vi oplever i disse år, hvordan politikere i Europa, USA og i den øvrige verden populariserer og skævvrider befolkningernes frustrationer. Danmark er stadig et moderat land set i dette perspektiv. Men på medieområdet kunne det godt være, at vores politikere skulle rette lidt ind efter, hvad befolkningen/seerne/lytterne rent faktisk siger til dem – hver evig eneste dag og aften.