Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Underkastelse under islam er en reel fristelse

Provokation. Det vel nok stærkeste bolværk mod islam er en anden religion, der imødekommer de samme behov, men på en anden måde, nemlig kristendommen.

Læs mere
Fold sammen

Er underkastelse under islam en reel fristelse for europæerne? Den berømte franske forfatter Michel Houellebecq har netop udgivet en roman om det tema. I romanen »Soumission« vælger den franske befolkning en muslimsk præsident om syv år, i 2022, og underkaster sig altså islam, sådan som bogens titel angiver.

Anmeldere har allerede afvist plottet som utroværdig fantasi og tom provokation. Men det er en forhastet dom. Det er rigtigt, at romanens idé er fantasi, men den kan blive virkelighed. Det er også rigtigt, at romanen er en provokation. Men som andre store forfattere formår også Houellebecq at provokere vores tilsyneladende faste overbevisninger, så de til sidst selv kommer til at fremstå som fantasier, som et skrøbeligt skønmaleri. Jeg vil i det følgende skitsere, hvordan en gradvis underkastelse kan finde sted.

Før vi overhovedet afviser muligheden for underkastelse, bør vi for det første besinde os på, at underkastelsen faktisk allerede foregår. Der er i meget vidt omfang indtrådt en voldsom selvcensur. F.eks. viser stort set ingen medier de berømte Muhammedtegninger, og Danmarks Radio er gået så vidt som til at bortcensurere tegninger fra Charlie Hebdo. Som onde tunger har udtrykt det: Der er kommet ekstra medlemmer på redaktionerne. Nemlig islamisterne. De bestemmer nu, hvad der skal bringes i vores såkaldte frie medier.

Terroren har virket, for vi er blevet bange for at ytre os frit. Kun Jyllands-Posten har været ærlig nok til at indrømme det. Man kan hverken bebrejde redaktører for at beskytte sig selv og deres ansatte eller debattører for at beskytte sig selv og deres familier. Ingen kan bebrejdes, at de er bange. Men man bør være ærlige og sige, at man er bange for islamismen, og at man underkaster sig af frygt for at blive myrdet.

MAN BØR OGSÅ være modig nok til at kæmpe imod underkastelsen. Man bør trodse sin frygt for at blive overfaldet, miste sit job, blive udstødt af det pæne selskab, eller hvad omkostningerne ellers kan være.

Vi har jo kendt til alt dette i lang tid. Man bliver traumatiseret af terror, og traumet forstyrrer realitetsopfattelsen. Bange mennesker har i lang tid camoufleret deres frygt og kujonering bag politisk korrekte appeller om »tolerance«, »respekt«, »hensyn« og »anstændighed«.

Bange og uærlige mennesker er ofte farlige og gør dumme ting. Man kan ikke stole på dem, for deres loyalitet er bestemt af deres søgen efter tryghed og tilpasning til konformiteten, og eftersom de har efterrationaliseret deres frygt og ladet sig kujonere, viser de sig sjældent villige til at forsvare et upopulært standpunkt.

De anstændige er desværre mange i antal. Men når bange mennesker leder et land, går det for alvor galt. Så får vi totalitarismen, som i Sverige, hvor man er så bange for, at frie ytringer skal medføre opstande mellem grupper eller islamisk terror, at man fængsler kunstnere for »hadtale«. Man udrenser bøger, kunst og reklamer, alt lige fra Pippi Langstrømpe til Dan Park.

I dag tør kun meget få for alvor kritisere islam. I stedet vil mange kun kritisere islamkritikere som Lars Hedegaard og den tyske bevægelse Pegida. Det er jo så dejligt omkostningsfrit, ja, fremmende for karrieren. Og så kan man tilmed styrke sin egen »humanistiske« selvopfattelse.

Jeg har allerede antydet, hvori den anden form for underkastelse består. Denne type underkastelse er ikke i nær samme grad drevet af frygt, men udtrykker i stedet en mere velvillig indstilling. Man ønsker ganske enkelt ro på bagsmækken, og hvad nytter al denne »ytringsfrihedsfundamentalisme«? Lad os nu tage hensyn og forhandle med islamisterne, eventuelt lave en aftale med Muhammeds efterkommere, ligesom dagbladet Politiken. Vi skal i hvert fald undlade at provokere. Denne type underkastelse kalder på pølsemetaforen: For hver underkastelse under islamisternes krav, kommer et nyt krav. Stadigt flere skiver skæres af vores frihed.

MED DEN TREDJE form for underkastelse nærmer vi os det frivillige. Den er også mere hypotetisk. Det er Houellebecqs scenario: For at holde den nationalistiske højrefløj væk fra regeringsmagten, vælger det socialistiske parti at indgå en strategisk alliance med den franske variant af Det Muslimske Broderskab, hvorefter landet så altså får en muslimsk præsident i 2022. Langsomt, men sikkert, mister franskmændene efterhånden deres frihed.

Den fjerde form er en frivillig underkastelse, der ganske vist er hypotetisk, men ikke utænkelig. Den skyldes, at islam faktisk tilbyder noget, som vi er på vej til at miste og derfor på sigt kan mangle i Europa. Vi skal huske, at islam er en af menneskehedens store kulturer, der bygger på en religion, som i hundredvis af år har givet mening for milliarder af menneskers liv. Islam tilfredsstiller dybe behov hos mennesker. Den giver mennesket en fast plads i tilværelsen og anviser højere målsætninger end individets egen navle. Islam fokuserer på værdier som familien, slægten, på love og regler, på autoritet, vertikalitet, hierarki, disciplin, orden og lydighed, der taler til de fleste mennesker.

DENNE TYPE UNDERKASTELSE er imidlertid kun mulig, hvis Europa ødelægger sig selv indefra. Hvad er symptomerne på Europas forfald? Den frigørelse, som er blevet promoveret af liberale og venstreorienterede, har efterladt mange mennesker rodløse og ensomme. Alkoholisme, pillemisbrug, depression, skilsmisser og anarki præger i stigende grad Europa. Mennesker vil opleve friheden som en byrde, nihilismen vil gå dem i blodet – og tomheden vil blive udfyldt af islam.

Det vel nok stærkeste bolværk mod islam er en anden religion, der imødekommer de samme behov, men på en anden måde, nemlig kristendommen. Men med præster som Flemming Pless, biskopper som Kjeld Holm og domprovster som Anders Ladegaard er vi ilde stedt. Heller ikke de har andet på programmet end tom leflen for det multikulturelle.

Underkastelse er en reel fristelse, men vi behøver ikke at falde for den.