Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Umoralsk topskat

»Der må ganske enkelt eksistere en særlig protestantisk pligtetik, som gør, at der ikke kommer et skatteoprør blandt disse samfundets skaffedyr.«

13debJesperBeinov.jpg
Jesper Beinov, debat- og navneredaktør Fold sammen
Læs mere

Topskatten er simpelthen en umoralsk skat, som rammer knap en halv million danskere. Umoralsk fordi den straffer folk, der yder en ekstra indsats. Umoralsk fordi den fratager folk lysten til at tage fat. Beviset på dette er, at den koster sølle syv mia. kr. helt at fjerne ifølge beregninger fra Finansministeriet sidste år, fordi det øger aktiviteten i samfundet.

Der er kun dårlige argumenter for at bevare den. Som Berlingske har vist i en artikelserie, der bringes i disse dage, er det særligt i hovedstadsområdet, at topskatten slår hårdt.

Det er ikke sådan, at der bliver sagt tak til disse samfundets skaffedyr. Næ, de får tværtimod lov til at betale topskat, og fordi de bor i disse kommuner, fører sindrige udligningsordninger penge ud af kommunen, mens husejerne i disse velstående kommuner også lige får et ekstra gok i form af den vilkårlige grundskyld.

Der må ganske enkelt eksistere en særlig protestantisk pligtetik, som gør, at der ikke kommer et skatteoprør blandt disse samfundets skaffedyr. Danskerne er vant til at yde uden at brokke sig.

Men, det er uholdbart, at det for så mange hundrede tusinder af danske skatteydere gælder, at man på grund af skattetrykket må overveje om ikke gør-det-selv er bedre. Også selv om man får malerpletter i øjnene, og hamrer og saver sig i hånden, fordi det bliver for dyrt at lade fagfolk komme til. I et forsøg på at kompensere det laver vi sindrige ordninger, hvor danskerne skal købe dyre håndværkertimer og herefter få fradrag.

Da flest betalte topskat, var det godt en million danskere, og nu er det tal, ifølge en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i Berlingske lørdag, halveret.

Ja, ikke sandt, problemet eksisterer kun for de allerrigeste... Hvor er disse socialister i alle partier dog forudsigelige. De har kun øje for at pirke til misundelsen.

Bevares, det er politisk nemmere at argumentere for, at det kun er grænsen, der skal rykkes opad for, hvornår man betaler topskat.

Sådan har det været ved de seneste skattereformer. Ud fra en realpolitisk argumentation er det sådan, det vil ende:

Vi lever i et land, hvor mange synes, at vi alle helst skal nivelleres, så vi alle bliver ens. Men uanset at OECD tidligere har kåret os som det mest lige land, vil vi kunne fjerne topskatten og samtidig være et land med en høj grad af lighed.

En reduktion eller fjernelse af topskatten vil også hjælpe på at fastholde stærk arbejdskraft – og det vil i øvrigt betyde, at højt kvalificerede udenlandske arbejdstagere vil være tilbøjelige til at blive her, når tidspunktet for deres klækkelige skatterabat udløber.

Det handler om at udskifte en usund topskattekultur med en selvstændighedskultur, der fremmer aktivitet.

Samme principielle argument kan i øvrigt bruges til at lette skatten i bunden, så folk opnår en gevinst ved at arbejde.

Den liberale tænketank Cepos har i årevis udført et kæmpe folkeoplysende arbejde for at få ændret på topskatten. Men det har været svært at trænge igennem. Derfor var det også et politisk nybrud, da Venstre-regeringen indskrev en sænkelse af selve topskatteprocenten fra 15 til 10 procent i regeringsgrundlaget.

Det bliver selvsagt en af de helt store armvridninger i 2016. Men topskatten skal ned - eller allerhelst væk.