Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Nu hører vi igen om den skrækkelige ulighed, der følger af at gøre det mere attraktivt at skabe job og arbejde. Ethvert forslag gøres til et fordelingsspørgsmål frem for at se på helhedsvirkningen
Men det er perspektivløst at drøfte uligheden isoleret. Vi bør være mere optaget af, om der på længere sigt bliver mere at fordele, så også de lave indtægter nyder godt af det.
Hvad er problemet ved, at der skabes store formuer i dansk erhvervsliv? Er Mærsk, Novo, Lego og Grundfos et problem for de lave indkomstgrupper i Danmark? Er det et problem, når deres succes øger uligheden? Er det et problem, at de familier og fonde, der har skabt store erhvervsformuer, får endnu større formuer at investere? Er det et problem, når børsnoterede selskaber opnår store aktiestigninger, der i bredt omfang tilfalder pensionsfonde, som vi alle er medejere af?
Svaret er nej. Denne vækst er en velsignelse, både for landet, for produktion og beskæftigelse og for de lave indtægter i et af verdens mest »lige« lande.
Problemet ligger et andet sted. Der er noget, der er værre end ulighed, nemlig umoral og manglende samfundssind.
Det er et problem, hvis de, der har økonomisk magt og indflydelse, bruger den til at forgylde direktionsgangen med unødvendigt høje direktørlønninger, bonusser m.v. Det skaber folkelig mistillid til markedsøkonomien og nærer den perspektivløse debat om fordelingen og uligheden.
Det ødelægger forståelsen for den samfundsmæssige værdi af topskattelettelser, hvis der breder sig et indtryk af, at man i den økonomiske elite tænker mest på sig selv og hinanden frem for at bruge gevinsterne til at sætte gang i værdiskabelsen og beskæftigelsen!
Er der overhovedet noget om den argumentation, at toplønningerne skal være tårnhøje, fordi de skal være »konkurrencedygtige«? Vi hørte argumentet, da en voldsom lønforhøjelse til Danmarks Radios generaldirektør blev begrundet med, at TV 2s direktør får endnu mere. Sikke en konkurrence! Som om det har nogen som helst betydning! Det samme gælder de endnu langt højere lønninger og bonusser i visse private banker, virksomheder og kapitalfonde. Hvad skal de til for?
Endnu værre er det, når de, der har bedst råd, bruger skattely eller på anden måde skader samfundet. Panama-sagen, O.W. Bunker-bedraget og andre skandaler fra Roskilde Bank og fremefter er en skamplet, som især rammer os, der er tilhængere af markedsøkonomi, og som gerne vil give erhvervslivet bedre vilkår, så der kan skabes endnu større værdier. Udtalelsen fra Nordeas formand, Björn Wahlroos, om, at finanssektoren »tager penge fra idioter til folk, der er bedre med penge«, kan kun bekræfte fordommene hos dem, der er imod privat foretagsomhed. Har Nordea i øvrigt klarlagt sin egen rolle i ovennævnte sager? Jeg spurgte Wahlroos ved mødet i PFA Pension i maj 2015, hvor udtalelsen faldt, men fik intet svar.
I betragtning af, at Bagmandspolitiet har givet Nordea kæmpebøder på 35 og 50 mio. svenske kroner for manglende efterlevelse af reglerne om hvidvask og terrorfinansiering – og i betragtning af, at Nordeas volumen er mere end dobbelt så stort som Danmarks samlede BNP – burde man kunne forvente en anden holdning fra topledelsen. Men i stedet blev topdirektøren forgyldt. Det bliver ikke bedre af, at Danske Bank også er tiltalt i en hvidvasksag (Berlingske, 5. september).
Det var en konservativ professor og parlamentariker L.V. Birck, der opfandt betegnelsen »pengegrise« om dem, der svigter deres moralske ansvar over for samfundet. Den konservative britiske premierminister David Cameron kalder dem »kammeratkapitalister«! Det er dem, der forgylder sig selv og Tordenskjolds soldater i ledelserne – og måske tilmed leverer dårlig spekulation med andres penge som i det halvoffentlige, monopolistiske energiforsyningsselskab EWI, der udspringer af kommunerne i Trekantsområdet.
EUs liberale finanskommissær Michel Barnier, der nu leder Brexit-forhandlingerne, skød med skarpt, da han ifølge Berlingske 8. juni 2012 udtalte: »Hvad er det, der har fremkaldt finanskrisen? Det er visse bankers uansvarlige adfærd, folk som tildelte sig selv kæmpebonusser og påtog sig risici, som ikke gik ud over dem selv, men over skatteyderne.«
I Brook Harringtons nye bog om »formueforvalterne« kan man læse, hvordan man som velbjerget kan betale lavere skat.
»Vi har ikke gjort noget ulovligt,« lyder den mest elendige undskyldning, når der er gået møl i moralen. Som om alt, hvad der er lovligt, er i orden! Hvis det er tænkemåden, skal der jo lovgives om alt! Og det er jo netop et sådant samfund, vi, der er liberale og tilhængere af markedsøkonomi, ikke ønsker os. Med tidligere amtsborgmester Erling Tiedemanns (V) ord: »Selv om det er lovligt, kan det godt være tovligt.«
Hvis de, der har meget, vil være så venlige at betragte deres og andres formuer som »betroede talenter«, hvor der medfølger en forpligtelse over for samfundet, så er vi mange, der gerne vil lade dem beholde flere af deres egne penge.