Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Han mener, at det er kunstens opgave. Intet mindre. Frisk er Christian Lollike derfor sammen med skuespiller Olaf Højgaard gået i gang med at skrive en monolog på baggrund af Anders Behring Breiviks »Manifest«. Lidt for friskt. Højgaard og Lollike er blevet mødt med beskyldninger om, at de slår plat på en tragedie. For som Per Balch Sørensen, far til Breiviks danske offer, har sagt: »Det er alt for tæt på. Jeg oplever det, som om nogen forsøger at tjene penge på andres sorg«.
Breivik sendte sit 1.500 sider lange »Manifest« på mail til 10.000 adresser, umiddelbart inden han gik ud for at skyde i flæng. At skabe et teaterstykke alene med replikker skrevet af Breivik selv er mere, end Breivik kunne drømme om. Teaterchef for Det Norske Teater i Oslo Erik Ulfsby kalder da også Lollike og Højgaard »nyttige idioter, der danser efter Breiviks pibe«. Højgaard og Lollike har med deres højrøstede lancering af deres manuskriptarbejde opnået at lægge sig i uskøn forlængelse af sensationspressens laveste fællesnævner. Den presse, der vender alle sider af en morders personlighed, og som byder læserne indenfor til et perverst gys, når der svælges i det destruktive menneske.
At Christian Lollike virkelig er på powershopping i den norske tragedie, forråder denne interview-udtalelse: »Lige så snart noget bliver stemplet som umenneskeligt, føler jeg en stærk trang til at tilegne mig det, forstå det, komme ind i det og finde ud af, hvad det er. Det er det, som i mine øjne er kunstens opgave«. Læs det to gange. Har vi som en fordomsfuld samtid »stemplet« Breivik, eller er hans handlinger nu og til alle tider selve definitionen på umenneskelighed? Den sørgende far, Per Balch Sørensen, fornemmer intuitivt, hvilken vej teaterstykket kan gå og siger derfor: »Stykket bliver en slags accept af hans (Breiviks) handlinger«. Det ønsker Christian Lollike naturligvis ikke. Han og Højgaard bedyrer, at de vil skrive et afskrækkende stykke. Men det er ikke en kronik med to streger under konklusionen, de skal skrive, men et teaterstykke. Al kunst er karakteriseret derved, at den frisætter tilskueren til selv at tage stilling. Kunst, der vil diktere sin pointe, fortjener ikke navn af kunst. Lollike vil gerne forstå det umenneskelige. Fint nok. Teaterkunst har til alle tider levet af indsigt i mennesker, alle andre ikke bryder sig om. Kortslutningen sker, når Christian Lollike vil begribe og forstå en virkelig levende massemorder, der stadig har frisk blod på hænderne. Ingen kan forhindre Lollike i at være inspireret af Breivik, men hvorfor skal vi andre kende til den arbejdsproces? Lollike kunne have læst »Manifest« med en lommelygte under dynen, holdt mund og blot begået et teaterstykke, som alle kunne forholde sig åbent til, fordi et teaterstykke ikke er et dokumentarprogram men fiktion.
Konklusion: Det kyniske og direkte uhyggelige i Lollikes og CaféTeatrets planer er, at en sådan forestilling ikke er fiktion. Breivik er benhård virkelighed. Norge er stadig i landesorg, og der sidder en far et sted i Danmark, som heller aldrig kommer sig. Man er langt fra at skabe noget, der ligner kunst på CaféTeatret. Det er profit-teater. Det er Utøya - nu som gøgl. Helt i Breiviks ånd.