Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Uligheds-fornægterne erobrer forsiden

Velkommen tilbage til fornægtelsens gyldne æra. Den stort opslåede dækning af uligheden på forsiden af Berlingske sidste fredag vakte minder. Det mindede nemlig om de gode gamle dage, hvor Bjørn Lomborg, Thor Pedersen og alle de andre klima-benægtere havde kronede tider.

De fornægtede, slørede og negligerede den menneskelige indflydelse på den globale opvarmning og oversvømmelser, orkaner og tørke verden over. Men vigtigst af alt, så obstruerede de den konstruktive diskussion og afvæbnede de politiske løsninger.

En international anerkendt klimaforsker opsummerede klimabenægternes argumentationskæde i følgende fem hovedpunkter: 1. Benægt, at problemet eksisterer. 2. Benægt, at det er menneskeskabt. 3. Benægt, at det er et problem. 4. Benægt, at vi kan løse det. 5. Det er for sent.

Hvis man bytter klimabenægterne ud med ulighedsbenægterne, så møder man netop den misforståede argumentation, som Berlingske kastede spalteplads efter i fredags. En række politiske paroler blev således opstillet til at negligere de stigende uligheder: »Uligheden var større under Anker« og »tager tid fra det, som er vores egentlige udfordringer«.

Pointen i forhold til ulighed er den samme, som i klimadebatten: Hvis vi fjerner fokus fra problemet, nægter dets eksistens og lader som om vi ikke kan løse det, så vokser det. Danmark står relativt stærkt, men hvis vi lukker øjnene og benægter udfordringen, bliver uligheden jo større end under Anker Jørgensen. Uligheden er lavere i dag, fordi vi satte fokus på den og gjorde noget ved den!

Hvis vi kigger på de fakta, som ulighedsbenægterne gerne vil skrive i glemmebogen, så er det jo bevist af NGO’en Oxfam, at verdens 80 rigeste mennesker ejer lige så meget som halvdelen af Jordens befolkning - 3,5 milliarder mennesker. Og på den hjemlige bane, hvor indkomstuligheden (gini-koefficienten) gradvis stiger, kan vi se, at de fattigste ti pct. af danskerne i perioden fra 1995 til 2010 har oplevet en lønnedgang på ni pct., mens de rigeste ti pct. af danskerne er blevet hele 37 pct. rigere i samme tidsrum.

At disse tendenser har negative konsekvenser burde være uomtvisteligt. Organisationer som IMF, OECD og sågar ratingbureauet Standard & Poor har bekræftet udfordringen. Budskabet fra OECD har således været: »For 10-20 år siden – før krisen – var der en udbredt opfattelse af, at så længe man har vækst – selv om det er ulige vækst – så vil det være gavnligt, for der vil mere eller mindre være en dryp-effekt. Denne undersøgelse viser, at den trickle-down-effekt ikke er automatisk. Tværtimod. Hvis de har store stigninger i ulighed, kan det virke imod væksten.«

Og for at gøre det endnu værre, fastslår OECD også, at væksten lider under stigende ulighed i lande med lavere ulighed, som Danmark. Der er med andre ord masser af fakta at benægte og udfordringer at ignorere. Men fornægtelse er opskriften på at forværre problemerne - og i dette tilfælde forøges uligheden.