Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Uligheden steg under Socialdemokratiet

»Stigningen i uligheden under Thorning er lidt større end den stigning i uligheden, der ville ske, såfremt man fjernede topskatten.«

For et par uger siden offentliggjorde Danmarks Statistik tallet for uligheden i 2015 målt ved den såkaldte Gini-koefficient. Gini-koefficienten steg til 28,8 i 2015, hvilket er en stigning på ca. et halvt point siden 2014. For hele Thorning-perioden 2011-2015 under ét er der tale om en stigning i uligheden på 1,1 point målt ved Gini-koefficienten.

Stigningen i uligheden under Thorning er lidt større end den stigning i uligheden, der ville ske, såfremt man fjernede topskatten (Gini-koefficienten ville stige med 0,9 procentpoint).

Ulighedsstigningen under Thorning er sket i nærmest ubemærkethed i de danske medier. AE-rådet, LO, 3F mv. (der under de borgerlige regeringer i årene 2001-2011 kritiserede stigningen i uligheden) har i denne socialdemokratiske periode ikke beklaget eller kritiseret, at uligheden er steget. Det bliver spændende at se, om de pågældende organisationer er lige så tavse om et år, når Danmarks Statistik offentliggør uligheden for 2016. Der er jo ikke længere en S-ledet regering, men en Løkke-regering. Min forventning er, at vi kommer til at se en stigning i uligheden i 2016 som i 2015 (på grund af stigende boligpriser, reformer mv.)

Der er flere forklaringer på stigningen i uligheden. Bl.a. indebar Thornings skattereform, at topskatten lettes, og jobfradraget øges. Når skatten på arbejde lettes, medfører det, at forskellen mellem dem i arbejde (2,8 mio. personer) og dem på overførselsindkomst (2,2 mio. personer) bliver større.

Herudover medførte Mette Frederiksens førtidspensionsreform og kontanthjælpsreform øget ulighed (bl.a. som følge af lavere kontanthjælp for dem under 30 år). Desuden har befolkningsudviklingen medvirket til øget ulighed. Der er bl.a. kommet langt flere studerende. De får typisk SU, der er den laveste overførselsindkomst i Danmark.

Da Thorning-regeringen tiltrådte, beklagede man den stigende ulighed i de foregående år, og man skrev i regeringsgrundlaget, at uligheden skulle begrænses. Ret hurtigt lærte Thorning og Mette Frederiksen at leve med den stigende ulighed, og man erfarede også, at når man ville øge beskæftigelsen og velstanden via reformer (som skattereform, kontanthjælpsreform og førtidspensionsreform), så var konsekvensen ofte, at uligheden blev forøget (fordi overførselsindkomsterne blev reduceret mv.) Thorning-regeringens egne beregninger viser, at stort set alle reformer, der øgede beskæftigelsen, også øgede uligheden.

Forhåbentlig vil Socialdemokratiet (og AE-rådet, LO, 3F mv.) de kommende år have en lige så afbalanceret holdning til ulighed, som da Socialdemokratiet havde regeringsmagten. Ikke fordi øget ulighed er et mål, slet ikke. Men fordi øget ulighed er en konsekvens af reformer, der øger vækst og beskæftigelse. Mange af de reformer, VLAK-regeringen (arbejdsmarkedsreformer og skattereform) skal gennemføre for at opfylde målet om 55.000-60.000 ekstra i arbejde, vil øge uligheden. I den forbindelse skal man huske, at Danmark ifølge OECD har den 3. laveste ulighed ud af 35 OECD-lande. Kun Norge og Island har lavere ulighed.