Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Uligheden i verden falder

Væksten i de fattige lande medfører, at antallet af mennesker, der lever under Verdensbankens fattigdomsgrænse på 1,25 dollars om dagen, forventes at falde fra omkring 850 mio. i 2013 til ca. 300 mio. personer i 2035 (svarende til 3,6 pct. af den forventede befolkning).

Årets Vækstkonference, Sådan skabes vækst og velstand frem mod 2020. Cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS. Fold sammen
Læs mere

Den franske socialistiske økonom, Piketty, har gennem lang tid rejst rundt med budskabet om, at uligheden er stigende og at det er en trussel mod demokratiet. Tager man imidlertid de socialistiske briller af, tegner der sig faktisk et noget andet – og mere lyst – billede. Ser man på OECD-landene (der er rige) siden år 2000-skiftet, er det ca. halvdelen af landene, der har oplevet stigende ulighed, mens den anden halvdel har oplevet et fald i uligheden. Og ser man på uligheden i verden under èt er uligheden faldet.

De to økonomer Paolo Mauro (IMF) og Tomáš Hellebrandt (Bank of England) har udgivet en analyse, der viser, at den globale ulighed er FALDET fra 2003 til 2013. I analysen betragter man verdens befolkning som om alle boede i ét land. Uligheden i verden målt ved Gini-koefficienten er reduceret fra 69 i 2003 til 65 i 2013. Udviklingen skyldes i høj grad, at der har været relativ høj vækst i udviklingslandene og især i Asien, herunder i Kina og Indien. Væksten har løftet millioner ud af fattigdom. I perioden er den årlige median-indkomst (indkomsten for den midterste person i rangeringen af verdens indbyggere) blevet fordoblet fra ca. 1.100 købekraftskorrigerede dollars i 2003 til ca. 2.000 dollars i 2013. Det viser, at mange indbyggere i verden fortsat har en lav indkomst, men at det bevæger sig relativt hurtigt den rigtige vej, når medianen oplever en fordobling på ti år i indkomst.

Den positive tendens forventes at fortsætte. De forventede vækstrater i BNP pr. indbygger frem mod 2035 for Kina (4,4 pct. om året) og Indien (4,8 pct.) er betydeligt højere end gennemsnittet for de avancerede økonomier (1,8 pct.). Det samme gælder for den gennemsnitlige vækst i Afrika syd for Sahara (3,5 pct.). Det medfører samlet set, at uligheden i verden vil falde yderligere frem mod 2035, fordi indkomsten i de fattigere lande vil stige hurtigere end indkomsten i de rige lande. Gini-koefficienten forventes således at falde fra 65 i 2013 til 61 i 2035.

Væksten i de fattige lande medfører, at antallet af mennesker, der lever under Verdensbankens fattigdomsgrænse på 1,25 dollars om dagen, forventes at falde fra omkring 850 mio. i 2013 til ca. 300 mio. personer i 2035 (svarende til 3,6 pct. af den forventede befolkning). Det skal i øvrigt bemærkes, at velstanden i Kina i 2013 er blevet så høj, at flertallet af kinesere i 2013 har indkomster, der er større end den globale medianindkomst. Hvis den økonomiske vækst i Kina fortsætter på et relativt højt niveau, vil det fremover øge uligheden. Men det vil selvfølgelig forbedre levestandarden i Kina. Ikke desto mindre forventes det, at uligheden i verden under ét vil falde frem mod 2035. Det skyldes, at endnu fattigere lande – f.eks. Indien og i Afrika – forventes at have høj vækst.

Ovenstående viser med al tydelighed, hvor vigtig økonomisk vækst er i udviklingslande og i Asien. Bl.a. Kina og Indien har øget deres vækstpotentiale markant ved at overgå til en mere markedsbaseret økonomi frem for en socialistisk økonomi. Men der er fortsat et stort forbedringspotentiale. For at fremme væksten yderligere er det vigtigt, at udviklingslandene og Asien bl.a. har fokus på at øge deres økonomiske frihed. Dvs. at de håndhæver den private ejendomsret, bekæmper korruption, nedbryder toldbarrierer og er åbne for udenlandske investeringer.