Hvorfor skal de, der passer vores børn, yder dem omsorg og støtter dem i deres udvikling til at blive gavnlige samfundsborgere, fortsat have lavere løn end de, der passer vores maskiner?

Pædagogerne ligger lønmæssigt langt bag andre sammenlignelige faggrupper. Særligt stort er efterslæbet til traditionelle mandegrupper som håndværkere, lærere og ingeniører. Det er en uligeløn, der er kendt stof ved overenskomstbordet. For pædagogernes lønefterslæb blev tydeligt dokumenteret i Lønkommissionens rapport.

Så - hvorfor ikke gøre noget ved det?

Lige nu foregår forhandlingerne om de offentlige ansattes løn- og arbejdsvilkår. I virkeligheden har forhandlingerne foregået længe. For sidste år sad de samme parter rundt om et andet bord.

Dengang i Lønkommissionen. Opgaven var dengang at få kortlagt, hvor meget offentlige ansatte tjener, og hvor ulighederne er tydeligst. Netop for at have et fælles afsæt og kunne sætte ind der, hvor skoen trykker mest. Lønkommissionen konkluderede, at der er en tendens til, at grupper, der arbejder inden for det tekniske felt, og som har en overvægt af mænd, aflønnes højere end grupper, der arbejder inden for omsorgsrelaterede fag, og som har en overvægt af kvinder. Tendensen kunne ses for alle de kvindefag og mandefag, som Kommissionen sammenlignede. Uligelønnen var altså et faktum over hele linjen. Men én gruppe stak særligt ud. Pædagogerne. Det er den gruppe, der mærker uligelønnen allertydeligst, viste Kommissionens opgørelser.

Pædagogen kan fx se hen på den kommunalt ansatte håndværker. Han tjener 14 kr. mere i timen. Bygningskonstruktøren tjener 54 kr. mere i timen. Og skolelæreren - et traditionelt mandefag under kønsskifte - tjener 46 kr. mere i timen. Det er alle fag, som kan sammenlignes med pædagogfaget, hvad angår kundskaber, ansvar og arbejdsbelastning. Men altså ikke, hvad angår andelen af kvinder i faget. Og dermed heller ikke, hvad angår lønnen.

Det er uretfærdigt, at arbejde med mennesker generelt er lavere værdisat end arbejde med maskiner.

Hvis vi ønsker - skridt for skridt - at gøre et indhug i løngabet, kan vi starte der, hvor uligelønsproblemet er størst. Nemlig pædagogfaget. På den måde kan vi som samfund - som arbejdsgivere og samlet fagbevægelse - vise, at vi tager udfordringen med uligelønnen alvorligt. Og samtidig kan vi sende et værdifuldt signal om, at vi værdsætter det pædagogiske arbejde med vores børn lige så meget som arbejdet med at få passet og plejet kommunens maskiner.

Det ville være et lille lys i mørket i en vanskelig og mager overenskomsttid.