Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ukraine og 1930’erne

Den vigtigste lighed med situationen i dag og dengang er måden som ekspansionen foregår på. Den underliggende argumentation fra tysk side var hele tiden, at der boede tyskere i de områder, som Tyskland tog kontrol over. Og i mange tilfælde foregik indlemmelsen ved, at man først sørgede for, at der blev skabt uro i området og fremsat krav om selvstyre, hvorefter tyskerne gik ind.

Lars Hovbakke Sørensen: Mange troede fejlagtigt, at Hitlers ekspansionsforsøg herefter ville stoppe, fordi der nu opstod en pause i dem. Også på dette punkt ligner situationen den, vi har i dag. Men en pause behøver langtfra at betyde, at Putin har opgivet at få magten over mere af Ukraine og andre dele af Østeuropa. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et af tidens vigtigste spørgsmål i Europa i dag er: Vil Putin og Rusland fortsætte sin fremfærd i Ukraine? Det er der meget delte meninger om. Nogle har sammenlignet Ruslands aktuelle Ukraine-politik med Tysklands udenrigspolitik i 1930’erne. Og der er da også visse ligheder, selv om der selvfølgelig også er forskelle på situationen dengang og i dag.

Den vigtigste lighed er måden som ekspansionen foregår på. Den underliggende argumentation fra tysk side var hele tiden, at der boede tyskere i de områder, som Tyskland tog kontrol over. Og i mange tilfælde foregik indlemmelsen ved, at man først sørgede for, at der blev skabt uro i området og fremsat krav om selvstyre eller lignende, hvorefter tyskerne gik ind.

Hitler lod 7. marts 1936 tyske tropper marchere ind i Rhinlandet, som ellers ifølge både Versaillestraktaten og den såkaldte Locarnoaftale fra 1925 skulle fortsætte med at være demilitariseret zone.

Mange troede fejlagtigt, at Hitlers ekspansionsforsøg herefter ville stoppe, fordi der nu opstod en pause i dem. Også på dette punkt ligner situationen den, vi har i dag. Men en pause behøver langtfra at betyde, at Putin har opgivet at få magten over mere af Ukraine og andre dele af Østeuropa. Pausen kan sagtens blot være en del af en taktisk manøvre.

Godt et års tid efter indlemmelsen af Rhinlandet, i sidste del af 1937 og i begyndelsen af 1938, begyndte Hitler at udsætte Østrig for et stigende politisk pres samtidig med, at han orkestrerede ny uro i landet. I marts 1938 sendte Hitler tyske tropper ind i Østrig, få dage inden, der skulle holdes en folkeafstemning om en eventuel indlemmelse i Tyskland.

Kort tid efter invasionen af Østrig begyndte Hitler en voldsom propagandavirksomhed rettet mod Tjekkoslovakiet. Kravet var i første omgang, at landets store tyske befolkningsmindretal (sudetertyskerne) skulle have øget selvstyre. Men da den tjekkiske regering gik ind på at opfylde dette, skærpede Hitler blot kravene. Nu var det ikke længere nok, at sudetertyskerne fik øget selvstyre. Nu skulle de sudetertyske områder indlemmes i Tyskland. Denne »bid for bid«-skærpelse af kravene minder også om det, vi har set i forbindelse med Ruslands Ukraine-politik på det seneste, og som vi nok også vil komme til at se mere af. Også selv om der skulle opstå en pause på nogle uger, måneder eller år.

1. oktober 1938 besatte Hitler Sudeterlandet, og 15. marts 1939 besatte han resten af Tjekkoslovakiet.

Samtidig med alle de nævnte ligheder er der imidlertid en afgørende forskel på situationen i 1930’erne og situationen i dag. Den består i, at vi i dag har et udbygget internationalt samarbejde i form af NATO og EU, og at Putin og Rusland næppe vil vove at forsøge at angribe et NATO-land eller et EU-land. Derfor kan befolkningerne i store dele af Europa tillade sig at tage situationen relativt roligt, mens mange i Ukraine, Hviderusland og Moldova har god grund til at være bekymrede.