Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ukraine har ret til at forsvare sig

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den russiske fremfærd på Krimhalvøen rejser spørgsmålet, hvornår stater er berettiget til at gøre brug af magt mod andre stater. Svaret findes i folkeretten, der indledningsvis slår fast, at stater skal respektere andre staters suverænitet og ikke må udøve myndighed i andre stater. Folkeretten forbyder også stater at intervenere i andre staters interne forhold, og FN Pagten indeholder endvidere et klart forbud mod, at stater gør brug af væbnet magt i deres internationale relationer. Den umiddelbare konklusion er derfor også, at Rusland bryder folkeretten i Ukraine

Rusland har ikke desto mindre fremført to argumenter for, hvorfor deres aktion alligevel er forenelig med folkeretten. Det første er, at operationen er nødvendig for at beskytte den russiske del af befolkningen mod overgreb fra den ukrainske befolkning. Ifølge russerne har interventionen herved et humanitært sigte, hvilket gør den legal. Det er svært ikke at trække på smilebåndet over argumentet. Rusland har nemlig historisk kategorisk afvist, at humanitære hensyn skulle kunne gøre interventioner i andre stater forenelige med folkeretten. At der endnu ikke har været konkrete tegn på, at der skulle være optræk til overgreb på den russiske del af befolkningen i Ukraine støtter naturligvis heller ikke russernes argument.

Det andet russiske argument er, at dets aktion på Krim er forenelig med folkeretten, fordi den sker op opfordring fra den detroniserede Viktor Yanukovitj, der efter Moskvas opfattelse fortsat er Ukraines legitime statsoverhoved. Folkeretten åbner ganske rigtigt i visse tilfælde op for, at en stats repræsentanter kan anmode andre stater om at bistå med opretholde lov og orden på statens territorium, men anmodninger om bistand kan ikke afgives, når der er berettiget tvivl om, hvem der repræsenterer staten, og der er i den grad tvivl om, hvorvidt Yanukovitj fortsat repræsenterer Ukraine.

Krim-halvøens status har i århundreder været omtvistet, men ingen betvivler i dag, at området folkeretligt tilhører Ukraine. Det forhold, at et flertal af befolkningen bakker op om Rusland, ændrer ikke derpå. Den russiske regerings beslutning om at indsætte russiske soldater på ukrainsk territorium udgør derfor også en klar overtrædelse af folkeretten. Rusland er en aggressor. Ukraines beføjelser efter folkeretten er derfor ret vidtrækkende. Det kan for det første anmode FNs Sikkerhedsråd om at sørge for, at de russiske tropper forlader ukrainsk territorium. Til dette er imidlertid blot at sige: Held og lykke med det. Rusland er et permanent medlem af Sikkerhedsrådet og kan derfor nedlægge veto mod enhver beslutning, som ikke er i russisk interesse. Og så har vi slet ikke taget stilling til, om der overhovedet ville være appetit på en sådan aktion blandt rådets medlemmer. Hvad der tydeligvis ikke er.

Det andet Ukraine kan gøre er at påberåbe sig en ret til selvforsvar mod den russiske aggression. Ruslands handlinger på ukrainsk territorium har nemlig karakter af et såkaldt »væbnet angreb«, og sådanne angreb giver i henhold til FN Pagten offerstaten – her Ukraine – en ret til at gribe til våben og forsøge at bringe aggressionen til ophør. Selvforsvar kan udøves enten individuelt eller kollektivt, og sidstnævnte betyder, at Ukraine kan anmode andre stater, om at bistå det med at smide russerne ud af Krim.