Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ukraine er tabt

Berlingske udlandsredaktør Anna Libak Fold sammen
Læs mere

På et tidspunkt gav det mening at slå fast, at Krim var tabt. Ukraine ville ikke få halvøen igen i nogen overskuelig fremtid. Så, for blot få uger siden, kom det tidspunkt, hvor det gav mening at sige, at Donbass var tabt – nemlig da Ukraines præsident, Petro Porosjenko, slet og ret gav op. Han erklærede, at Ukraine kunne besejre separatisterne, men ikke Rusland. Han indgik den våbenhvile, som han hidtil havde nægtet med henvisning til, at Ukraine ikke forhandler med terrorister.I fredags gav det så mening at erklære, at Ukraine var tabt. Tabt for Europa mange år fremover. Efter tre tusind døde og flere hundrede tusind internt fordrevne gav EU op. EUs handelskommissær meddelte, at frihandelsaftalen mellem EU og Ukraine – den selvsamme som udløste hele krigen – er udsat til 2016. For at tage højde for de russiske indvendinger.

Meldingen vakte et ramaskrig i EU: For hvordan kunne Karel de Gucht tillade sig det? Trods alt er det første gang nogensinde, at EU lader et tredjeland diktere betingelserne for en frihandelsaftale med et partnerskabsland. Og de Gucht handlede ikke på egen hånd. Hans udmelding har naturligvis været klappet af med de store magter i Europa – Tyskland, Frankrig og Storbritannien.Det er selvfølgelig ikke sådan, EU præsenterer det. Her fremhæver man, at det kun er den økonomiske del af den omfattende partnerskabsaftale, der udskydes. Af hensyn – naturligvis – til ukrainerne selv. De får sænket toldsatserne på deres eksportvarer til EU, mens det ukrainske marked fortsat er beskyttet af høje toldmure, som forhindrer, at billige og bedre varer fra EU ødelægger det ukrainske hjemmemarked og finder vej over grænsen til Rusland - hvilket netop er russernes bekymring.

Men man må ikke lade sig narre. Karl Marx havde ret, da han påstod, at økonomien var samfundets basis, og at de sociale, juridiske og politiske forhold var afledt heraf. Ukraines økonomi har siden Sovjetunionens sammenbrud været en gennemkorrupt oligark-økonomi, og netop gennem disse oligarker har Rusland opretholdt sin kontrol med Ukraine. De var afhængige af billig russisk gas til sværindustrien, og det var dem, der sammen med den daværende præsident Janukovitj afslog aftale med EU, og dermed udløste befolkningens vrede. De havde samlet set ikke fordel af aftalen med EU, da WTO-medlemskabet i forvejen gav dem lav told på råvareeksport. Tværtom ville deres letindustrielle varer komme i hård konkurrence med EUs, og kun de dele af deres produktion, som faktisk var rentabel, ville overleve. Uden penge ville de ikke kunne købe sig indflydelse på de politiske, juridiske og sociale forhold: Ukraine ville blive et fuldkommen andet land. Undtagelsen var Ukraines nuværende præsident Petro Porosjenko, der som chokoladefabrikant stod til at vinde på EU-aftalen som følge af markant lavere toldsatser.

EUs kapitulation betyder, at oligarkerne fremover bliver rigere, fordi de har fået lempeligere adgang til EUs marked. Samtidig bliver de endnu mere afhængige af russisk velvilje, fordi sværindustrien i Østukraine nu er kontrolleret af russiskstyrede separatister, der netop i denne uge fik det ukrainske parlaments håndslag på, at de har ret til eget retsvæsen inklusive folkemilitser og egne politiske ledere. I Kreml glæder man sig. I Kiev sørger man. I Bruxelles lader man som ingenting.