Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ugens debat: De rige er nogle svin og de fattige nasser

»Sådan. Det er det, de gør. Spiser foie gras og østers dagen lang.«

Rytteriet, skuespillerne Rasmus Botoft og Martin Buch, har som snobberne Fritz og Poul, i manges øjne personificeret "de rige". Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Måske er det udsigten til efterårets store slagsmål om, hvem der mon skal have lettet skatten. Måske er det bare en almindelig trang til at skyde efter et eller andet mål, som man ikke rigtigt forstår. Lige nu er både overklassen og underklassen – de rigeste og de fattigste – udsat for en dæmonisering og en ætsende verbal afklapsning i det store debathjul. De rige er grådige og asociale, lever helst med formuen i skattely for at undgå fællesskabets krav om cool cash.

Og de fattige. De er mindst lige så umoralske, gider ikke arbejde, snyder kommunen og rager til sig, hvor de kan. Klassekampen er tilbage – nu tilpasset Facebook og diverse bloguniverser. Brian og Muhammed fra Vestegnen kunne passende tage ægteparret Von Stiffupperlip i hånden og melde sig til genopdragelse i god velfærdsmoral.

Tilbage står den velvoksne selvretfærdige middelklasse, godheden selv, som vogter over, hvordan man bør opføre sig som god samfundsborger. For dem er karikaturerne af samfundets top og bund en tiltrængt måde at stive sig af på sammen med en bajer over hækken.

Fra ugens debat er det svært at komme uden om Karina Pedersen og hendes bog »Helt ude i hampen – mails fra underklassen«. Den indeholder beskrivelser af en dybt umoralsk klasse, som ikke fortjener nogen form for hjælp. I et interview med netavisen Zetland sagde fortatteren for nylig: »Når middelklassen giver et bidrag til julehjælp, så ser de for sig en fattig mor og far, som i lasede pjalter og med tårer i øjnene tager hinanden i hænderne af glæde over, at børnene nu alligevel får mad juleaften. Det mere realistiske billede er dog en fed og kronisk arbejdsløs kvinde, som  – imens hun gennemgår julekurvens indhold  –  brokker sig over alt det, hun mener, der mangler, og hvis børn (som hun sikkert har med forskellige mænd) går for lud og koldt vand.«

Sådan. Den slags mennesker kender vi kun alt for godt, de skal i hvert fald ikke have del i vores skattekroner.

Bogen blev først omfavnet af Liberal Alliance og senere, da der blev sået tvivl om sandhedsværdien, viftet væk som klæbrigt tyggegummi. Men også Yahya Hassans digtsamling og andre bøger tegner portrætter af et under-Danmark, hvis normer er skredet helt derud, hvor et stempel med »idiot« i panden på de socialrådgivere, der godkender de månedlige udbetalinger, synes at være helt på sin plads.

Mens de rige altid har stået for skud – direktører med høj hat og cigar – så var det et tabu, der blev brudt, da Liberal Alliance for år tilbage tog fattig-Carina under grundig behandling og påviste, at den økonomiske fattigdom i Danmark er til at overse. Venstre greb middelklassens forargelse med sin valgkampagne sidste år. 454.215 kroner kunne et par på kontanthjælp med tre børn få om året, kunne man læse på hver en togstation. Hvis de ledige, eller de fattige, kun vil arbejde, hvis det kan betale sig, så er det underliggende budskab, at de er dovne og forsømmer pligten til at stå til rådighed. At kontanthjælpsloftet ifølge regeringens egne beregninger viste, at kun 300 ville komme i arbejde, fortalte senere en mere nuanceret historie.

Den kedelige virkelighed

I den anden ende af indkomstskalaen er det ikke bedre med moralen, hvis man skal tro den rigmandsbashing, som har udviklet sig til at blive en populærsport. Billedet af de riges dekadente Fritz og Poul-tilværelse langt væk fra almindelig anstændighed har fået masser af brændstof fra lækkede papirer fra Panama og Luxembourg. Enhedslisten har for længst kørt det store skyts frem: »Nasserne sidder i skattely«.

Da der i foråret rasede en debat om nordsjællandske gymnasiedrenges deling af nøgenbilleder, puttefester og almindelig despekt over for det modsatte køn, lød det i kommentarsporet på Facebook: »Problemet er størst i Nordsjælland, og hvor der er børn af rige forældre. De føler sig ofte hævet over andre mennesker og ingen kan røre dem.«

Men det var inden den politiske klassekamp om fremtidens skattetræk for alvor tog fart. Da regeringen præsenterede sin 2025-plan, blev regeringen på et pressemøde forelagt et citat fra en direktør, som hævdede, at han ikke havde brug for topskattelettelse, for han kunne ikke spise mere foie gras. Sådan. Det er det, de gør. Spiser fois gras og østers dagen lang. Socialdemokraterne har døbt helhedsplanen »champagnereformen« med underteksten. »Tillykke til direktøren, der får 30.000 mere om året.« Mens overklassen med sine sweatre skødesløst hængende over skuldrene og udsigten til den unge servile au pair-pige fra et fattigt asiatisk land bæller champagne, sørger regeringen og især Liberal Alliance for, at der er flere penge på vej. Og kan blå blok ikke blive enig, så har rigmanden Lars Seier Christensen storsindet stillet sin villa i Schweiz til rådighed for den. Står der »idiot« i panden på Anders Samuelsen?

Den kedelige virkelighed, og den er gemt helt hernede i bunden, så den ikke med sine gråtoner tager farven fra alle de skønne klassebilleder, er, at langt de fleste rige mennesker i Danmark er hårdtarbejdende og meget socialt bevidst. En lettelse af deres skat vil få de fleste af dem til at arbejde endnu mere, så tiden, der er tilbage til champagne og fois gras, bliver endnu mindre. Og langt de fleste langtidsledige – fattige – drømmer om at få et arbejde og en tilværelse, der minder om den, de har i middelklassen. Om man skal tage pengene fra dem i bundne og give til dem i toppen eller omvendt er et politisk spørgsmål. Dæmoniseringen er blot krydderiet, der måske kan få det hele til at glide bedre ned.