Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Uffe Ellemann-Jensen: Et skred i den globale magtbalance

Uffe Ellemann-Jensen: USAs troværdighed står på spil. Er USA en magtesløs supermagt? Et svækket transatlantisk forhold er det sandsynlige resultat af europæernes svigtende støtte til USA i Syrien-spørgsmålet, skriver tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.

Hvis Syriens præsident slipper godt fra at give Barack Obama fingeren, vil det ryste tilliden til USA, skriver Uffe Ellemann-Jensen. Her forlader den amerikanske præsident Stockholm efter ugens officielle besøg. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det lyder måske kynisk – men: Lige nu handler det ikke så meget om den syriske befolknings lidelser, men om den amerikanske præsidents troværdighed. Og om forholdet mellem USA og de europæiske allierede.

Hvis den amerikanske kongres i næste uge vender tommelfingeren nedad for præsident Obamas ønske om at få bemyndigelse til at bruge militær magt i Syrien, vil hans – og USAs troværdighed – blive undermineret. Og vi har allerede set, at vigtige europæiske allieredes forbehold – især briternes – har skabt en svækkelse i det transatlantiske forhold af historiske dimensioner.

Alt i alt betyder det, at den globale magtbalance er ved at skride yderligere i retning af en svækkelse af Vesten. Med indbygget risiko for den »verdensorden«, som har tjent os rimeligt godt i ganske mange år.

Det begyndte med den berømte »røde streg«, som præsident Obama tegnede for et år siden. Han var blevet bebrejdet, at han ikke ville blande sig i den syriske borgerkrig, som blev stadigt mere brutal. Og så sagde han, at han trak en »rød streg«: Hvis der blev brugt kemiske våben, ville det få »enorme konsekvenser«. Og nu hvor alt tyder på, at der er anvendt kemiske våben i gruopvækkende omfang, og at det er Assad-regimet, som står bag, har USAs præsident præciseret, at de »alvorlige konsekvenser« betyder en militær straffeaktion imod regimet.

Så fanger bordet!
Når verdens eneste supermagt stiller et ultimatum og truer med at bruge magt, hvis det ikke respekteres, vil det gå ud over troværdigheden, hvis der ikke sker noget.

TROVÆRDIGHEDEN BAG USA’S magt og vilje til at bruge den har været afprøvet flere gange i historien, især under Den Kolde Krig. Det skete i forbindelse med Berlin-blokaden i 1948 og Cuba-krisen i 1962, for at nævne et par eksempler. USA stod fast. Og modparten bakkede ud.

Her er vi ved kernen i, hvad udenrigspolitik (og magtpolitik) betyder: Det handler naturligvis om værdier. Men det handler først og fremmest om troværdighed i spørgsmålet om magtanvendelse.

Det ved vi i Vesteuropa, hvor vores udvikling til frie og velstående nationer efter Anden Verdenskrig byggede på troværdigheden i USAs beskyttelse. Og det var også denne troværdighed, som var afgørende for en fredelig afslutning på den kolde krig, så friheden kunne udstrækkes til hele Europa.

Hvis præsident Assad slipper godt fra at give USA fingeren, efter at der er trukket en rød streg, vil det ryste tilliden til USAs alvor, når det gælder andre forpligtelser.

Så vil præstestyret i Iran næppe tage det så alvorligt, at der også er trukket en rød streg, når det gælder udviklingen af et iransk atomvåben. Og i Asien – hvor der er skabt en stabil balance med USAs forsvarsforpligtelser over for Korea, Japan, Filippinerne osv. – vil denne stabilitet kunne rokkes.

Derfor vil det være en meget alvorlig sag, hvis den amerikanske kongres i næste uge afviser præsident Obamas ønske om at få bemyndigelse til at bruge militær magt i Syrien.

I FORVEJEN HAR den britiske premierministers nederlag i Parlamentet i London betydet en alvorlig svækkelse af den transatlantiske alliance. Det samme har andre europæiske landes afstandtagen fra den amerikanske linje i sagen om de kemiske våben. Selv Polen – der plejer at være at finde blandt USAs mest trofaste allierede i Europa – har sagt nej. Vel også fordi polakkerne med nogen ret føler, at deres trofasthed er blevet overset.

Det paradoksale ved situationen er, at USA og Barack Obama slet ikke har ønsket en militær indsats mod Syrien. Det tøvende er blevet understreget af Obamas forsikring om, at man slet ikke vil vælte regimet. Det skal bare have et rap over fingrene, må vi forstå. Og da han talte om »en rød streg«, var det ikke for at blive involveret i konflikten, men for at kunne holde sig ude. Han havde ikke fantasi til at tro, at Assad ville bruge kemiske våben med den trussel hængende over hovedet.

Men alle er enige om, at den slags militære angreb ikke vil gøre det lettere at få afsluttet den syriske borgerkrig. Tværtimod. En straffeaktion med begrænsede missilangreb vil heller ikke fjerne risikoen for spredning af de kemiske våben. Den amerikanske forsvarschef har tidligere gjort det klart, at hvis man virkelig vil opnå kontrol med de kemiske våben, vil det kræve en indsats på jorden af tusinder af specialtropper.

Det er lige præcis, hvad Obama og kongressen ikke vil. De vil ikke have trukket USA ind i endnu en krig, hvor det ender med, at alle parter kun kan enes om én ting: At hade amerikanerne.

Derfor er der grund til at være åbne omkring den helt kyniske vestlige tilgang til borgerkrigen i Syrien: Vi er forfærdede over de menneskelige lidelser og anvendelsen af kemiske våben. Men i virkeligheden ønsker vi ikke, at den ene part vinder over den anden. Hvis Assad vinder, vil det styrke Iran og Hizbollah. Og hvis oprørerne vinder, vil vi få et islamisk styre, som hader Vesten, og skaber grobund for ny terror og nye konflikter.

HVAD HAR VI at håbe på?
For det første, at USAs præsident ikke bliver ydmyget – men at han får sin bemyndigelse til at bruge magt.

For det andet, at han så giver sig tid til at lade tingene udvikle sig. FN-inspektørerne, som USA og andre brugte så mange kræfter på at få på plads, skal have tid til at komme med deres rapport. Og alle de brikker, som er ved at blive lagt frem, skal have lov til at tegne et stadigt mere alment accepteret billede af, hvad der skete, da de mange hundrede mennesker fik en kvalfuld død – og hvem der har ansvaret.

For det tredje, at der herefter vil kunne skabes et internationalt pres – med Rusland og Kina, som begge synes at være lidt i bevægelse – for at tvinge præsident Assad og de forskellige oppositionsgrupper til våbenhvile og nye forhandlinger i Geneve.

Det er drømmescenariet. For det er kun gennem en politisk og diplomatisk løsning på spørgsmålet om fremtidens magtstruktur i Syrien, at der er en mulighed for at standse blodsudgydelserne.