Uffe Ellemann-Jensen: Det amerikanske mareridt er ikke slut med Trumps afgang

Dels er det nødvendigt med et retsopgør efter stormen på Capitol Hill – og dels er det nødvendigt at søge svar på, hvordan amerikansk demokrati kunne komme så langt ud, som vi har oplevet det de sidste fire år.

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Om en uge er det slut. Så får USA en ny præsident og den frie verden en ny leder. Hvad Trump laver den dag, fortaber sig i tågerne. Og er i virkeligheden dybt uinteressant, lige som hans videre skæbne mest vil høre til i formiddagsbladenes sensationsspalter. Ihærdige rygter har gået på, at han vil spille golf på sin golfbane i Turnberry i Skotland. Men den skotske førsteminister har sagt rent ud, at Trump skal holde sig væk fra Skotland. Og som sagt: Det er lige gyldigt, hvor han er den dag. Bare han er væk fra Washington.