Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Hvorfor oplever jeg i disse år en så stor mangel på nysgerrighed på alt det, der ligger udenfor Danmarks grænser? Og en tilsvarende stor optagethed af vores egne historiske rødder? Ja, en optagethed af Danmark af i går? En optagethed af kulturel homogenitet og »den almindelige dansker« – et begreb vores statsminister og mange andre politikere ynder at bruge igen og igen?
Jamen, sådan er tidsånden. Får jeg at vide. For det er ikke bare denne regering og dets støtteparti, der argumenterer med, at de om nogen er de sande beskyttere af velfærdsstaten og den almindelige danskers ve og vel. En garant for tryghed, stabilitet og ro og orden og et sikkert værn mod den forandring, det kaos og den usikkerhed, der kommer til os ude fra den store omverden.
Nej, det var også grundtonen hos den regering, jeg selv i en kortere periode var kulturminister i. Som min tidligere politiske chef, daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt, formulerede det klart og tydeligt: Tiden er ikke til eksperimenter.
Denne gennemtrængende ulyst til at eksperimentere og prøve nye ting dominerer stadig. For mig at se er denne uvilje en politisk falliterklæring, som desværre har præget store dele af det politiske spektrum i en årrække. Den eneste markante undtagelse er udlændingeområdet, hvor det ikke har skortet på nytænkning og eksperimenter i forhold til at gøre livet mere og mere elendigt for dem, der kommer til Danmark.
På alle andre politiske områder virker det som om, at store dele af det politiske Danmark er ramt af en næsten mental resignation, hvor man åbenbart kun går efter en eneste ting: at bevare. At forsvare status quo.
Et museum over en velfærdsstat
Jeg tror, det kan skyldes en fornemmelse af, at vi som samfund har toppet. Og at politik er blevet en konkurrence i at overbevise vælgerne om, at man er de bedste til at administrere den udgave af Danmark, vi kender i dag.
Men det er efter min mening dybt problematisk, fordi status quo-administration ikke ruster os til de udfordringer, vi allerede i dag står over for, eller som vi kan se længere ude i horisonten. For når du som nation lukker dig kulturelt og vidensmæssigt om dig selv for at bevare din egen egenart, er det for mig at se et signal om, at du er på vej ned.
Med den tilgang til os selv og omverdenen er der en reel risiko for, at vi – billedligt talt – ender som et museum over en velfærdsstat, som den så ud for 40 år siden. Et museum, hvor vi stolt udstiller alle de bedste idéer, vi fik tilbage i 1950erne og 1960erne og årene efter. Men som vi svigtede udviklingen af. Fordi vi valgte at fryse tiden, mens verden gik videre.
Vi har brug for flere eksperimenter
Så lad mig sig det helt klart: Denne optagethed af status quo og »det Danmark du kender/kendte«, rummer en overhængende trussel mod vores fælles fremtid. For lige ved siden af status quo står småborgerlighed og ikke mindst frygten for det fremmede (og de fremmede, ikke mindst).
Men det skal være løgn, at vi skal være en nation kendetegnet ved, at frygten for fiasko er større end lysten til succes. Det skal da være stik modsat: At borgernes lyst til succes og udvikling er større end deres frygt for fiasko og nederlag.
Jeg er i dag mere end nogensinde overbevist om, at det mest interessante og nyskabende ikke finder sted i det etablerede magtcentrum, men derimod sker på kanten. Lige der på kanten, hvor man står med ét ben i det kendte og ét i det ukendte. Lige der på stregen, hvor der er risiko for, at man kan miste sit (mentale og kulturelle) fodfæste, fordi forandringens vinde for alvor rusker i en.
Men den risiko tager jeg gerne. For omvendt er jeg sikker på, at vi da først for alvor mister os selv, hvis vi aldrig tager chancen og løber de risici, der er forbundet med at tage det første skridt ind i endnu ukendt territorium.
Kort sagt: Vi har brug for flere eksperimenter. Ikke færre. Og vi skal gøre en dyd ud af at give mere plads og spillerum til outsideren, til fritænkeren og iværksætteren i os selv. Til den del i os, der har modet til at udfordre småborgerligheden, homogeniteten og sådan-plejer-vi-at-gøre-det-tænkningen.
For når alt kommer til alt, så er Danmark jo et lille land. Men hvis vi så oven i købet også tænker ens, hvis vi ser ens ud, hvis vi taler ens, hvis vi køber de samme møbler, hvis vi spiser det samme, hvis vi lærer det samme, hvis vi elsker det samme, hvis vi alle passer i den samme kasse, ja, så er vi ikke bare et lille land i geografisk forstand. Så er vi også et lille land idemæssigt, vidensmæssigt og kulturelt.
Men det nægter jeg at acceptere. For Danmark er så meget bedre. Vi er så meget bedre. Når vi går ud til kanten. Sammen.