Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Uffe Elbæk på vildspor

Michael Böss: I et større interview i Jyllands-Posten forrige lørdag udtalte den nye kulturminister, Uffe Elbæk, at der under ham ikke ville blive ført »markeringskrige«. Medie- og kulturområdet skulle ikke gøres til en »slagmark«. Han ville søge at skabe brede forlig. Det var en meget positiv udmelding, synes jeg. Ministeren ville åbenbart være en samler, ikke en spreder.

Ikke desto mindre vakte han allerede inden valget stærke reaktioner med sin såkaldte Marshall-plan for kulturen. Planen rummer bl.a. nedskæringer for den klassiske musik til fordel for den rytmiske. I de seneste uger har flere aviser været fyldt med seriøse indlæg, som fortæller ministeren, at den klassiske musik i Danmark allerede nu er under pres. Det er godt, at han får den viden. For viden er tilsyneladende ikke hans stærkeste side.

I samme interview lagde Elbæk nemlig afstand til Brian Mikkelsens kulturkanonprojekt med den begrundelse, at det »i alt for høj grad blev læst ind i en national fortælling, som ikke svarede til virkeligheden«. Da jeg havde læst interviewet færdigt, gik jeg hen til en af mine reoler og trak den orange kanonbog ud. Jeg slog op et tilfældigt sted. Det blev filmafsnittet. Filmkanonen rummede bl.a. Gabriel Axels Babettes gæstebud, Thomas Vinterbergs Festen, Lars von Triers Idioterne og Bille Augusts Pelle Erobreren. Her finder man ikke det fjerneste af, hvad man kunne kalde en national fortælling; derimod fire film, der ud fra hver sit ståsted lægger kritiske og ironiske vinkler ind på dansk historie og samtid.

Derfor er Elbæks bemærkning ganske absurd. Jeg kunne selv godt ønske, at Festen ikke svarer til virkeligheden i Danmark, men det gør den jo desværre nok. Men måske var det Triers Idioterne, han tænkte på? Kulturkanonens rent faktiske indhold stritter i mange forskellige retninger og har mere karakter af en collage af store værker, det er godt at kende til, snarere end en sammenhængende fortælling.

Men måske vidste ministeren ikke så meget om den, når det kom til stykket. Måske var hans bemærkning blot et udtryk for den generelle og intellektuelt dovne kulturradikale afvisning af selve tanken om kulturelt arvegods - eller en »fælles bagage«, som Brian Mikkelsen også kaldte det. Men bevares, en karriere som projektmager, politiker og administrator er velsagtens så tidsopslugende, at man ikke kan forventes at vide noget om alt, hvad man udtaler sig om. Som minister er det dog utvivlsomt en fordel. Og jeg har svært ved at forestille mig, at man kan fungere som minister for bl.a. museer og medier uden at tage forestillingen om en national kulturarv alvorligt. Et godt råd til Elbæk vil derfor være: Hvis du vil undgå at genåbne en kulturkamp, som ikke altid tog sig lige godt ud, så hold dig til din plan om at være en samlende og ikke spredende minister! Ellers vil du hurtigt gøre din regering sårbar over for oppositionen, også på det område.