Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Uenighedens livseliksir

»Ja tak til dialog, siger jeg. Blot den ikke ender i en indbygget forudsætning om, at man partout skal bøje af for hinanden. Bøje sig mod hinanden. Indgå forlig. Finde kompromiset og den tredje vej. Konsensus, konsensus.«

Kommentator byline: Tom Jensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Det tog som bekendt mindre end 24 timer efter angrebet på Charlie Hebdo, så var diverse meningsdannere atter i flæsket på hinanden med beskyldninger om det ene og det andet. På sin vis trættende; der er noget med, at når en uhyrlighed sker som i Paris, så har vi et behov for at se 40 stats- og regeringschefer gå arm i arm gennem de parisiske gader, og er der ikke mere end et par stykkers afstand mellem den israelske premierminister og den palæstinenske selvstyreleder, så er det bare endnu bedre.

Forsoningen omkring det at tage afstand til terror er en nødvendig proces. Men det er den efterfølgende, uundgåelige genopblussen af alle uenighederne også. I endnu højere grad. De evindelige skænderier. Anklagerne om hetz, følgagtighed, fremmedangst, politisk korrekthed – alle de betegnelser, man nu engang hæfter på hinanden i sådan en anledning.

Læs også: Klumme: »Tonen«

Der tales i disse tider så meget om dialog. Ja tak til dialog, siger jeg. Blot den ikke ender i en indbygget forudsætning om, at man partout skal bøje af for hinanden. Bøje sig mod hinanden. Indgå forlig. Finde kompromiset og den tredje vej. Konsensus, konsensus. Hele tiden. For det er jo for pokker det modsatte, demokratiet handler om. Dets livseliksir er uenigheden. Den i den fysiske virkelighed fredsommelige, men i den overførte betydning blodigt sprøjtende uenighed. Hvor man står på hver sin side af nogle absolut principielle skillelinjer. Hvor man argumenterer ud fra helt forskellige værdier eller politiske grundopfattelser. Hvor der er ting, man selv anser for hellige og urørlige, men som ens politiske modstander ikke har det fjerneste imod at trække bukserne ned på. Igen i overført betydning, naturligvis.

Krænkelseskulturen, som er det milde, første trin på den stige, der i sin yderste konsekvens ender i terroren, er derfor netop demokratisk dræbende. Gift for ytringsfriheden. For så bliver det modtageren af et udsagn, der får definitionsretten i forhold til, om noget bør siges. Hvilket er det samme som et veto. Og vetoret i forhold til andre menneskers ytringer er det samme som en de facto afskaffelse af ytringsfriheden. Hvorfor man godt kan blive lidt træt af al den dialogsnak; hvis den altså indebærer, at man må give køb på sig selv og sine egne holdninger og værdier for at komme en modpart i møde. Ligesom man tilsvarende, i en anden ende af spektret, må se bekymret til dem, der ikke gider diskutere med folk, som mener noget væsentligt andet end de selv. Det ser man i rigt mål udfolde sig som blokeringer på diverse facebookvægge i disse tider. Også hos prominente politikere.

Læs også: Klumme: Det sker ikke i 2015!

Lad os da for hulen være uenige. Lad os udtrykke komplet mangel på forståelse for hinandens synspunkter. Lad os skændes, så det brager, også fem minutter efter, at 40 internationale toppolitikere er gået arm i arm gennem Paris. Hellere det end de selvbekræftende nik i meningsfællernes lukkede klubber eller den forlorne dialog, som alene ender med, at ingen må stå ved, hvem de er, og hvad de selv mener. Selv synes jeg egentlig ofte, det er sjovere at være i selskab med folk, jeg er hamrende uenig med. Så mærker man også sig selv lidt bedre. Og dét man står for.