Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Übermutti

31debLykkeFriis.jpg
Tidligere klima- og energiminister og nuværende folketingsmedlem Lykke Friis (V) siger farvel til politik og bliver prorektor på Københavns Universitet. Her fotograferet på Christiansborg onsdag 29. maj 2013 Fold sammen
Læs mere

Verdens mest magtfulde kvinde. Dette prædikat hæftes næsten konsekvent på tirsdagens prominente gæst i Danmark, Angela Merkel. Paradoksalt nok er Tysklands første kvindelige kansler imidlertid en politiker, der aldrig har trukket kvindekortet, endsige bekendt sig til feminismen.

Forklaringen ligger ligefor. Da Merkel gjorde lynkarriere efter Berlinmurens fald, betegnede hendes kritikere hende spydigt som »den dobbelte kvotedame«. For mon ikke kansler Kohl kun havde gjort hende til minister, fordi han manglede både kvinder og østtyskere på regeringsbænken? I de første mange år gjaldt det derfor om at modbevise kritikerne, og på trods af at Merkel var ligestillingsminister, udtalte hun sig stort set aldrig om at være kvinde i toppolitik, ligesom hun også ignorerede sin østtyske fortid. Det hjalp naturligvis heller ikke, at pressen ofte kaldte hende for »Kohls pige«.

Da Merkel efter Kohls fald avancerede til partiformand for det konservative CDU, var der heller ikke plads til at sætte en separat ligestillingsdagsorden. Dertil var Merkel en alt for fremmed fugl i det katolske parti med en forkærlighed for familiepolitik. Ikke alene var Merkel kvinde, hun var også østtysker, protestant, fraskilt og barnløs!

I dag, 15 år efter hun blev formand, er Merkel ikke desto mindre en af de politikere, der har rykket allermest ved tyskernes syn på kvinder i politik. Med sin kompetente og seriøse ledelsesstil har Merkel ageret som en effektiv mytedræber. Efter Merkels hårde kurs over for mange (mandlige) konkurrenter i CDU og SPD, er der ingen, som længere vil turde hævde, at kvinder mangler chef-genet eller er bange for magt. Og mon ikke Vladimir Putin også vil skrive under på, at Merkel er alt andet end emotionel eller sågar hysterisk under pres? Reelt har Merkel dermed spillet samme rolle som Margaret Thatcher i Storbritannien - en pointe, som kansleren da også diskret hentydede til i forbindelse med Jernladyens død: »Thatcher løftede det tungeste demokratiske embede på et tidspunkt, hvor det endnu ikke var en selvfølge og har dermed været et eksempel for de mange, der kom efter hende«.

I 2015 ER MERKELS position som Europas mest magtfulde og kompetente regeringsleder så uanfægtet, at hun også har fået et langt mere afslappet forhold til sit køn. Blandt partifæller og i folkemunde er det sågar blevet kutyme at referere til Merkel som »Mutti« eller »Übermutti«. Og hvad der er mindst lige så interessant: Hvor Merkel i starten af sin regeringsperiode blev opfattet som den helt store undtagelse, er situationen i dag en fundamentalt anden. På rygtebørsen omtales forsvarsminister Ursula von der Leyen som en mulig afløser efter forbundsdagsvalget i 2017 - uden at kvindekortet trækkes frem som begrænsende faktor. Hvis det sker, vil Merkel i det stille have ydet endnu et bidrag til den tyske ligestillingsdebat. Den langt mere stridslystne og politisk offensive Ursula von der Leyen er nemlig en ganske anderledes politikertype end Merkel. Eller for at citere fra Merkels tale i anledning af 90-året for tyske kvinders valgret i 2009: »Kvinder er nu engang også mennesker. Dertil hører, at de også er forskellige. Det er nemlig en særlig form for kvindediskrimination at tro, at alle kvinder til hver en tid mener stort set det samme.«