Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Udskift reglerne for injuriesager

Asger Thylstrup: De danske regler om injuriesager er både forældede og uforståelige. Det er særdeles uheldigt, for injuriesager drejer sig jo om en så central dansk grundrettighed som ytringsfriheden, der derfor svæver af sted helt uden faste konturer og grænser. Advokat Asger Thylstrup har fire forslag til en afklaring.

Det bliver spændende at se, hvad der kommer til at ske i den spegede sag om forsvars­minister Søren Gades pressechef Jacob Winther (th.). Fold sammen
Læs mere

Danmarks Radio hævder nu i sagen om lækagen om jægersoldaterne, at forsvarsministerens pressechef Jacob Winther ikke optræder på Guldbrandsens hemmelige lydklip. Den oplysning gør det endnu mere spændende, hvad der til sin tid kommer frem i retten om denne spegede sag, hvad enten det kommer til ske som et resultat af SFs politianmeldelse eller i en injuriesag.

Der er i forvejen tvivl om, hvorvidt injuriesagen skal føres som en civil sag med en stævning, eller som en offentlig straffesag i fortsættelse af den politianmeldelse, som Jacob Winther som ansat i offentligt hverv har ret til at indgive. Injuriesager i Danmark skal som hovedregel føres som private sager - det offentlige rejser kun sag, hvis en person i et offentligt hverv sigtes for et forhold, der kan medføre eller kunne have medført stillingens eller hvervets fortabelse, eller hvis en sigtelse fremsættes i navnløs eller med urigtigt eller opdigtet navn forsynet skrivelse. Ellers kan ærekrænkelser ikke anmeldes til politiet. Dette er et betydeligt svigt i borgernes retssikkerhed, for det indebærer, at en forurettet i en injuriesag selv må gøre hele arbejdet med at få dokumenteret ærekrænkelsen og rejse et privat søgsmål ved retten. Det koster dyrt for den forurettede at betale retsafgift og advokatbistand, de sidste med tillæg af 25 procent moms. Da der kun undtagelsesvis gives fri proces i injuriesager, er den økonomisk svage part i en injuriesag i høj grad diskvalificeret. I øvrigt er det heller ikke for den sagsøgte i en injuriesag en fordel, at sagen skal føres som en civil sag, for en civil sag sikrer ikke den sagsøgte en »fair trial« på samme måde, som det gælder for den sigtede i en straffesag, der fx ikke kan straffes for at afgive falsk forklaring.

I det hele taget er de danske regler om injuriesager både forældede og uforståelige. Det er særdeles uheldigt, for injuriesager drejer sig jo om en så central dansk grundrettighed som ytringsfriheden, der derfor svæver af sted helt uden faste konturer og grænser. Faktisk findes ordet ytringsfrihed slet ikke i Grundloven, der kun bestemmer, at enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, »dog under ansvar for domstolene«, og at der ingensinde på ny må indføres »censur eller andre forebyggende forholdsregler«. Ethvert udsagn kan derfor ifølge Grundloven indgå i den demokratiske debat uanset om udsagnet chokerer, oprører og skader andre, men Grundloven sikrer ikke ophavsmanden mod at blive straffet for sine ytringer. Siden 1992 har Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ganske vist givet danske borgere en vis beskyttelse mod statens straffemyndighed i injuriesager, men forståelsen af reglerne er afhængig af afgørelserne fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, og det at føre en domfældelse i en injuriesag fra byret over landsretten og måske over Højesteret frem til domstolen i Strasbourg, er en lang og kostbar affære, der tilmed er uden nogen form for sikkerhed for, om indsatsen fører til straf eller frifindelse.

Injuriesagen om Muhammed-tegningerne er et godt eksempel på den svævende retstilstand, når det gælder injuriesager. Da muslimerne i Danmark følte sig krænket af Jyllands-Posten og ønskede det danske retssamfunds bistand, tog de formentlig udgangspunkt i en højesteretsdom, som for nogle år siden indbragte Mogens Glistrup en betinget fængselsstraf for grove udtalelser i en TV-udsendelse om muslimer. Højesteret understregede, at ytringsfriheden er grundlæggende for et demokratisk samfund, idet tolerance over for andres meninger er en nødvendig forudsætning for den frie debat, men ytringsfriheden skal udøves med fornøden respekt for andre menneskerettigheder, herunder retten til beskyttelse mod trosdiskriminerende forhånelse og nedværdigelse.

Den dom lød jo rimelig for en rettroende muslim, og derfor indleverede de danske muslimer en politianmeldelse mod Jyllands-Posten ligesom i Glistrup-sagen. Men hverken statsadvokaten eller rigsadvokaten syntes, at Jyllands-Postens tegninger på samme måde som Glistrups udtalelser spottede eller forhånede det islamiske religionssamfund eller forhånede og nedværdigede muslimerne på grund af deres tro.

Så måtte muslimerne anlægge en privat injuriesag mod den tidligere ansvarshavende redaktør Carsten Juste og kulturredaktør Flemming Rose. I Vestre Landsret fik muslimerne imidlertid at vide, at de islamiske foreningers medlemmer slet ikke kunne identificeres med profeten Muhammed. Dommerne fandt, at tegningen af en turbanklædt mand med en bombe vel kunne tolkes som en fremstilling af profeten Muhammed som en voldelig person, men under hensyn til bombetegningens karakter af satirisk karikatur, og i betragtning af at den hverken henviste til de appellerende foreninger eller disses medlemmer, indeholdt tegningen ifølge Vestre Landsret ingen strafbare sigtelser eller ringeagtsytringer mod de danske muslimer for vold og terror. Retten nåede også frem til, at muslimerne ikke havde godtgjort, at formålet var at fremstille muslimer som krigeriske, kvindeundertrykkende, eksponenter for krig, kriminelle og/eller terrorister, og Vestre Landsret frifandt derfor Jyllands-Postens redaktører.

Hvad man end mener om Vestre Landsrets dom i sagen om Muhammed-tegningerne, viser den i hvert fald klart, at debatten ude i verden om balancegangen mellem ytringsfriheden på den ene side og beskyttelsen på den anden side af troslærdomme og gudsdyrkelse og friheden til at udøve sin religion og overholdelse af religiøse skikke, stort set er gået uden om Danmark. Heller ikke politikerne på Christiansborg har beskæftiget sig seriøst med emnet, tænk blot på den tragikomiske burkasag.

HELE DENNE USIKRE RETSTILSTAND om ytringsfrihedens grænser medfører, at det næsten altid er umuligt præcist at forudsige, hvilket resultat retten vil komme til i en injuriesag. Ikke alene viser dom efter dom i injuriesager, at de enkelte domstoles dommere ofte er vildt uenige om, hvordan der skal dømmes. Også ankeinstanserne når tit frem til helt forskellige resultater. Denne uklarhed er selvfølgelig ubærlig og økonomisk belastende for de parter, der involveres i en injuriesag. De seneste års talrige sager om ytringsfriheden bør derfor give politikerne anledning til snarest at begynde på et reformarbejde. Jeg har selv fire emner, som jeg mener vil kunne afklare usikkerheden. For det første vil en relevant behandling af injuriesager i et forum, hvor medierne selv fastlægger den gode medieskik, kunne tage vinden ud af mange injuriesager. For det andet bør der lovgives om en helt anderledes farbar vej til genmæle i et medie end den, som i dag gælder efter Medieansvarsloven. For det tredje bør der indføres obligatorisk retsmægling i injuriesager, og for det fjerde bør både retsplejelovens og straffelovens regler moderniseres, så de bliver til at forstå, og så de kommer til at svare til, hvad der passer sig i et retssamfund, der som Danmark har gjort Den Europæiske Menneskerettighedskonvention til gældende national lov.