Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Udøvet magt

Tom Jensen Fold sammen
Læs mere

Det er sjovt med magt. På den ene side er det et begreb så flydende som ærtesuppe i morgentrafikken en novembermorgen, på den anden side er det uendeligt konkret. Som det var det i hænderne på den nye LO-boss Lizette Risgaard, straks hun var udnævnt. Den ene dag var hun en nedvurderet nybegynder, som ifølge de gamle fagforeningsronkedorer »sludrepludrede«. Den næste dag iværksatte hun al sin nye magt og fjernede en hel gammel garde af foreningens bosser. Det er sådan med magt, at hvis man får den, men ikke tager den, så har man den ikke. I stort og i småt, i ondt og i godt. Nu vi taler om det onde: Vladimir Putin, eksempelvis. Han har magt. Fordi han bruger den. Ikke til noget godt, vil jeg mene. Men han bruger den. Hvilket er en afgørende bestanddel i Vestens fejllæsning af manden, siden han overtog præsidentposten i Rusland efter Boris Jeltsin, der nok brugte sin magt, da han stod på en kampvogn under kuppet mod Gorbatjov, men siden lod være. Og derfor over tid tabte den magt, han ellers havde erobret.

Putin – han er magt. Igen i denne uge af Forbes kåret som verdens mest magtfulde. Vi i Vesten troede for længe, vi kunne tale os til rette med ham. Vi forstod ikke, at hans metode er at bruge sin magt. Det kan man få held med, hvis ikke andre er villige til at gøre det samme. Og den vestlige verden er efterhånden bedre til at vride hænder end udøve magt. Det kan der bestemt – i en demokratisk, mellemfolkelig, humanistisk, vi-hører-alle-parter-kontekst – siges meget godt om. Problemet opstår først, når man står over for en modpart, der er villig til at bruge sin magt. Hvis man ikke selv kan matche dette, har man ikke nogen magt. Så bliver Krim måske erobret, før man får set sig om.

Det ville være en fornærmelse af Lizette Risgaard at sammenligne hende med Vladimir Putin, så læs ikke dette med dé briller på. I stedet handler det om begrebet magt. Som i lange tider har været lidt af et tabu her til lands, hvor få har for lidt og alle for meget... Hvor milliardærer står bag flaskesamlere i Netto-køen, og hvor vi ved, at andre steder er der langt højere bjerge. I sådan et samfund er magt ikke noget, man udøver med kors og bånd og stjerner på. Det skal gøres langt mere uformelt, diskret og ydmygt. Men alligevel, selv om man ikke som en Vladimir Putin krænger skjorten af og kaster sig på en ganger i bar overkrop, er mekanismerne egentlig de samme. Vi tør bare ikke indrømme det over for hinanden i et land, hvor bjergene er lige så flade som magtstrukturerne.

Men magt findes. Magt udøves. Magt gribes. Magt fralægges sammen med det ansvar, der altid følger med magt. Eksempelvis har danske politikere magten til at sende soldater i krig i fjerne lande. I samme sekund de gør det, og dermed bruger magten, pådrager de sig et ansvar, de ikke siden kan løbe fra.

Når Lizette Risgaard i en påfaldende udansk manøvre griber magten med en udrensning, der i alle betydninger af ordet – herunder de positive – er brutal, står hun tilbage med ansvaret for, at hendes fagforbund alligevel når sine mål. Ligesom en eventuel bekræftelse af, at det styrtede fly i Sinai var et udslag af IS-terror, hurtigt kan afstedkomme en russisk befolkning, der ser på Putin og spørger: Var den indgriben i Syrien virkelig over 200 civile menneskeliv værd? Sådan er magten så ubønhørlig, uanset om den er formel eller uformel. Lad os dog blot i det mindste erkende det.