Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Udlændingepakken er skadelig

Jonas Christoffersen: Er det nok, at Danmarks internationale forpligtelser overholdes med hiv og sving? Det er vel også væsentligt, at reglerne ikke ligefrem skader integrationen, skriver direktøren for Institut for Menneskerettigheder, og opfordrer regeringen til at tænke sig om endnu en gang, inden udlændingepolitikken ændres.

Den planlagte udlændingepakke er alt for restriktiv på flere punkter, mener Institut for Menneskerettigheder. Her ses integrationsminister Birthe Rønn Hornbech sidste år i en odenseansk børnehave sammen med byens daværende borgmester, Jan Boye. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sonny Munk Carlsen

Regeringens udlændingepakke indeholder den mest indgribende reform af udlændingeloven siden 2002. Den indeholder ændringer, der vil skade integrationen, underminere retssikkerheden for mange udlændinge og indføre en historisk restriktiv adgang til humanitært ophold.

Dette er nogle af de mest centrale kritikpunkter af udlændingepakken, som Institut for Menneskerettigheder (IMR) i går har fremført i et 30 siders notat.

Det centrale i pakken er de nye regler om tidsubegrænset ophold, der skal virke med tilbagevirkende kraft. Vedtages reglerne, skal de nemlig gælde fra 26. marts 2010, hvor lovforslaget blev fremsat. Dette vil selvsagt være et hårdt slag mod de udlændinge, der allerede har lagt sig i selen for at opfylde de eksisterende krav. Pludselig står de over for et nyt pointsystem, som de ikke har haft en jordisk chance for at forudse. Hvor man tidligere havde overgangsordninger, gælder de nye krav for alle uden undtagelse og uden forudsigelighed. Det er ikke fair.

Og det såkaldte pointsystem er i realiteten ikke et pointsystem, hvor man på forskellig vis kan indsamle point og gøre sig fortjent til permanent ophold. Tværtimod er der tale om otte ufravigelige krav, der hver især kun kan opfyldes på én måde. Jeg kan ikke komme ind på alle kravene, men jeg vil fremhæve det voldsomt skærpede beskæftigelseskrav: Hvor man før havde syv år til at opfylde et krav om mindst to et halvt års fuldtidsarbejde, har man fremover kun tre år. Hvis man fx derfor bliver fyret efter to års arbejde, har man ét år tilbage til at finde nyt job og indhente de sidste seks måneders fuldtidsarbejde. Ellers nulstilles taxameteret, og man må begynde forfra.

Og man kan i øvrigt ikke vælge at uddanne sig i stedet. Man skal arbejde.

Beskæftigelseskravet er som sagt kun ét af otte ufravigelige krav, der tilsammen giver ansøgeren 70 point. Herefter skal ansøgeren nemlig tjene 15 point mere ved at demonstrere, at hun er en god medborger, fx ved at bestå en medborgerskabsprøve (der først udbydes i 2011) eller gennem forenings- eller bestyrelsesarbejde. Endelig skal der så tjenes yderligere 15 point ved enten at arbejde endnu mere, tage en længerevarende dansk uddannelse eller ved at opnå særlige gode danskkundskaber.

Det lyder forvirrende og uoverkommeligt, og det er det nok også for de fleste. Det siger sig selv, at ressourcesvage ansøgere ikke levnes en chance for at opfylde de mange og strenge krav. Men også velfungerende mennesker vil få store problemer.

Således har Dansk Arbejdsgiverforening i sit høringssvar udtrykt bekymring for, om pointsystemet gør det »rigidt« for udenlandske højtuddannede og deres medfølgende ægtefæller at opnå tidsubegrænset ophold i Danmark, hvis ægtefællen ikke har tilknytning til arbejdsmarkedet. Det bliver ikke bare rigidt, men også umuligt. Beskæftigelseskravet er jo ufravigeligt. Ægtefællen skal arbejde.

Også kommunerne, der har ansvaret for integrationsarbejdet i Danmark, og som derfor er tættest på virkeligheden, er bekymrede. Kommunernes Landsforening skriver således i sit høringssvar, at pointsystemet »gør det helt udsigtsløst for store grupper overhovedet at opnå tidsubegrænset ophold og dermed fjerner (det) et incitament til integration«. Kravene er så strenge, at de kan blive kontraproduktive for integrationen.

Et andet og meget centralt kritikpunkt i vores notat vedrører en ny praksis om humanitært ophold til syge personer.

Her har debatten hidtil fokuseret på lægernes kritik af myndighederne, men sagen er, at regeringen angiveligt vil skære ind til menneskerettens absolutte minimum og fremover kun give humanitær opholdstilladelse til mennesker med uhelbredelige sygdomme i terminalstadiet.

Lovforslaget er desværre uklart på dette punkt, men det er svært at læse anderledes end, at kun døende mennesker kan få humanitært ophold i Danmark. Det er altså ikke nok at være syg og hverken have råd eller reel adgang til behandling i hjemlandet.

I dag giver Danmark humanitært ophold til fx psykisk nedbrudte asylansøgere og deres børn, men dette skal angiveligt være slut. Skal Danmark virkelig gå til grænsen for tortur, umenneskelig og nedværdigende behandling, eller skal vi som hidtil bruge humanitært ophold som sikkerhedsventil og hjælpe syge mennesker i absolut nød? De gældende regler har trods alt været fulgt siden 1993, så ministeren skylder at forklare offentligheden, hvad hendes intention er fremover.

Der er også gode toner i udlændingepakken. Det er fx positivt, at man tilbyder alle udlændinge kurser og uddannelse, uanset om de er kommet som EU-arbejdstagere, højtuddannede, familiesammenførte eller flygtninge. Men skal man virkelig stemples som dårligt integreret, blot fordi man ikke opfylder samtlige ti krav?

Det er svært at svare på, hvorvidt og hvordan udlændingepakken vil føre til krænkelser af menneskerettighederne, for virkningerne viser sig jo først senere, når konkrete sager opstår. Men inden det kommer så vidt, bør politikerne grundigt overveje, hvad man egentlig betragter som et succeskriterium for udlændingepakken.

Er det fx nok, at Danmarks internationale forpligtelser overholdes med hiv og sving? Det er vel også væsentligt, at reglerne ikke ligefrem skader integrationen, eller at reglerne ikke skræmmer veluddannede udlændinge og deres ægtefæller væk fra overhovedet at overveje job og arbejdsliv i Danmark. Og er det ikke uheldigt at sætte stemplet »dårligt integreret« på mennesker, der allerede har udvist vilje til at integrere sig, men som ikke gives en realistisk chance for at opfylde nye og ufravigelige krav, der rammer dem som et lyn fra en klar himmel?

Instituttet opfordrer endnu en gang regeringen til at udskyde sagen til efter sommerferien. Alle har brug for at tænke sig grundigt om. Hastværk er lastværk.