Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Udlændinge skal yde før de kan nyde

Morten Messerschmidt: Velfærd. Det er vel i bund og grund meget rimeligt, at de udlændinge, der kommer til landet, bidrager til den fælles kasse, før de stikker hænderne ned i den. Fællesskabet kræver fælles arbejde. Og det bør man selvsagt kræve – på forhånd.

I øjeblikket har vi muligheden for at tage diskussionen i opløbet og omdanne vores velfærdssamfund fra den nuværende forsørgerstatsmodel til et nyt og forbedret velfærdssamfund til gavn for alle – både dem, som kommer, og dem, som allerede er her. Her fra en jobbørs. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Juhl
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den amerikanske talkshowdronning Oprah Winfrey lavede i oktober 2009 et program om Danmark. Titlen på programmet var ’Verdens lykkeligste folk’. Det omhandlede danskerne og deres velfærdsmodel og viste danskerne i deres rette element – cykling, friske råvarer, gratis sygeforsikring og et års barsel – betalt. Et socialistisk mønstersamfund med designermøbler, café latte-drikkende kvinder på 1,80 med blå øjne og langt lyst hår og et samfund stort set uden fattigdom og hjemløshed. Som Oprah Winfrey meget kendetegnende bemærkede: »Hvis du mister dit job, betaler staten op til 90 procent af din løn i op til fire år.«

Havde hun ret? Ja, måske på det tidspunkt, hvor finanskrisen endnu ikke havde ramt Danmark og danskernes selvbevidsthed. Det var lige før COP15. Danmark var på alles læber. Nu skulle Danmark vise globalt lederskab. Det ramlede brat i december og langsomt begyndte det at gå op for danskerne, at vi måske ikke er så overlegne, som vi troede. Hus-priserne stagnerede, uroen omkring renter begyndte, skattelettelserne blev aflyst og der kom smalkost på menuen.

Hvis den danske velfærdsmodel skal bestå, er der behov for grundlæggende ændringer. For at blive fremtidssikret må den grundlæggende velfærdsmodel reflektere vor nutidige virkelighed. Velfærdsmodellen, som den ser ud i dag, er baseret på den traditionelle tanke om, at danskerne skal finansiere velfærd for alle, uanset hvad der ellers foregår på den globale scene. Men verden har forandret sig med stormskridt de sidste ti år, og det stiller stadigt større krav til principperne for den danske velfærdsmodel og finansieringen bag.

»Jeg elsker Danmark«. Sådan lød det flere gange fra Oprah Winfrey, da hun vandrede op og ned af Strøget. Og ja, jeg elsker også Danmark og det er der heldigvis mange, der gør, fordi her i Danmark kan du komme og nyde godt af en velfærdsmodel fra dag ét. Lægehjælp, overførselsindkomster, gratis uddannelse og så videre. Det er da et paradis! Og du behøver ikke engang at gøre dig fortjent til det. Porten står åben og der flyder vin i springvandene.

Jeg må være ærlig og sige, at hvis jeg havde været udlænding og set Oprah Winfreys program, så havde jeg pakket min taske med det samme og var taget herop. Væk fra bekymringer og goddag til et liv på førsteklasse. Og det er præcis, hvad der sker. Udlændinge fra både de nære nabolande i EU, og ligeså meget fra langt fjernere egne, betragter Danmark som landet, hvor gaderne flyder med mælk og honning. Et attraktivt alternativ til en trist tilværelse i fattigdom. Men ligeså nemt det er at forstå, at folk, tynget af armod, gerne vil have del i den danske luksus, ligeså urimeligt er det at lade danske skatteydere, som arbejder i deres ansigts sved og tårer, betale størstedelen af deres indkomst til et skattesystem, som i solidaritetens hellige navn giver udlændinge ret til de samme ydelser efter få uger i Danmark som én, der har boet her hele sit liv.

Danske velfærdsydelser bør man gøre sig fortjent til, og det er vel i bund og grund meget rimeligt, at de udlændinge, der kommer til landet, bidrager til den fælles kasse, før de stikker hænderne ned i den. Fællesskabet kræver fælles arbejde. Og det bør man selvsagt kræve – på forhånd.

Velfærdssolidaritet må gå begge veje. Og fremover begynder den hos dem, som kommer hertil – ikke omvendt. Man må yde for at nyde. Ellers bryder vores model ganske enkelt sammen. Allerede ved finanslovsforhandlingerne i efteråret indførte regeringen og Dansk Folkeparti en toårig optjeningsperiode for børnecheck for at forhindre, at f.eks. østeuropæiske sæsonarbejdere efter få ugers arbejde i Danmark med EU-lovgivningen i hånden havde ret til at få børnecheck til børn i hjemlandet. Det er sådanne reformer af velfærdssystemet, som vi har brug for. Vi skal værne om systemet, inkludere de egnede; men ikke åbne det for alle.

I øjeblikket har vi muligheden for at tage diskussionen i opløbet og omdanne vores velfærdssamfund fra den nuværende forsørgerstatsmodel til et nyt og forbedret velfærdssamfund til gavn for alle – både dem, som kommer, og dem, som allerede er her. Det vil skabe en fornyet respekt for de mennesker, der lukkes ind i samfundet, hvis de allerede på forhånd er opmærksomme på, at Danmark stiller visse krav til dem, men at udbyttet og respekten i det lange løb vil gavne dem.

Velfærdssolidaritet er en indgroet del af den danske mentalitet. Men vi skal kunne kigge os selv i spejlet og sige til de fremtidige generationer, at da krisen bankede på døren, stod vi sammen og reddede den danske velfærdsmodel. Ikke med tvang, ikke med pisk, men med ærlighed, respektfuldhed og en imødekommenhed over for de udlændinge, som kommer hertil for at leve side om side med os. Og respektfuldhed vises bedst ved at gå i dialog, stille krav og derefter vise åbenhed.

Jeg er sikker på, at amerikanske talkshow-værter kommer til Danmark igen og fremstiller det danske velfærdssamfund som en succes. Forhåbentlig ikke med tomme floskler om, at det hele er fryd og gammen og alt er godt, men i stedet i respekt for dem, som har skabt samfundet.

Det er ikke en let opgave. Det har krævet og kræver hårdt arbejde, og det vil det også gøre i fremtiden både for de nuværende danskere og de udlændinge, der kommer hertil for at blive en del af fællesskabet. Lad os værne om det – sammen.