Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Uden krænkelser dør demokratiet

Hvordan sikrer vi udgivelsen af kontroversielle, potentielt krænkende bøger efter Charlie Hebdo? Desværre går tendensen i disse år i retning af en »krænkelseskultur«, hvor der skal mindre og mindre til, at flere og flere grupper føler sig krænket, hvorpå de stiller krav.

16debBjarkeLarsen.jpg
Bjarke Larsen.
Læs mere
Fold sammen

Der bliver hårdt brug for de mange solidaritetserklæringer, som såvel de trykte som de sociale medier har været fuldt af i kølvandet på terrorangrebet på Charlie Hebdo: Nettet er også fuldt af erklæringer fra mennesker, der udtrykker sympati for handlingen – og nogle advarer direkte Danmark: »Jeg håber, I bliver næste mål«.

Det er politiet og de nationale efterretningstjenesters opgave at sikre, at det ikke bliver tilfældet, og foreløbig har de løst opgaven godt. Men hvordan sikrer vi, at terroristerne ikke når deres mål, når den grå hverdag atter sænker sig, og danske forlæggere skal tage stilling til det næste kontroversielle manuskript?

For selvfølgelig vil onsdagens terrorhandling sætte sig spor i hovedet på os alle: Vi vil skulle tage stilling til risikoen ved at udgive bøger, der af nogle kan opfattes som krænkende: Tør jeg? Kan jeg byde min familie, at den måske bliver et potentielt terrormål? Hvad med de ansatte? Skal vi til at leve bag omfattende sikkerhedsforanstaltninger, som man i dag gør det hos Politikens Forlag, der deler lokaler med Jyllands-Posten? Og tør boghandlerne tage den kontroversielle bog ind og sætte den til salg?

Det vil også være svært at fordømme det, hvis en forlægger i den situation vælger at sige: »Nej tak. Det er ikke risikoen værd. Jeg tør ikke.« Hvordan sikrer vi, at det ikke sker? Kan vi forlade os på, at der altid vil være én forlægger med tilstrækkeligt mod, der udgiver de »farlige« bøger? Eller er der brug for, at branchen går sammen og opretter et fælles, anonymt forlag, der udadtil kun eksisterer som en hjemmeside, til at stå for disse udgivelser? Eller risikerer vi, at et sådant skridt blot vil få terroristerne til i bogstaveligste forstand at rette skytset mod et vilkårligt forlag?

Det er ikke kun en teoretisk diskussion. I Storbritannien udgiver en tegner den religionskritiske tegneserie »Jesus & Mo« på nettet (jesusandmo.net). To gange om ugen lægges en ny stribe på hjemmesiden, og foreløbig er der i fysisk format udkommet seks hæfter med de bedste striber. De sælges kun via hjemmesiden, og i bøgernes kolofon optræder hverken navn på trykkeri eller forlag, ligesom tegneren fra starten har valgt at være anonym for at slippe for trusler og politibeskyttelse. Det er han formodentlig ekstra glad for i dag.

Vi fægter os i disse år frem og prøver at finde en måde at leve sammen på i de multietniske og multikulturelle samfund, som hele den vestlige verden er ved at udvikle sig til. Vi prøver efter bedste evne at finde balancen mellem at vise respekt og hensyn til hinanden og undgå at såre unødigt – men samtidig fastholde, at der skal være plads til en debat, der ikke bare er fri og kritisk, men som også uundgåeligt fra tid til anden vil krænke eller såre nogen.

Desværre går tendensen i disse år i retning af en »krænkelseskultur«, hvor der skal mindre og mindre til, at flere og flere grupper føler sig krænket, hvorpå de stiller krav og kræver bl.a. bøger ændret eller helt fjernet. Vi har set eksempler på det i Sverige, hvor krænkelseskulturen er langt fremme. Det har bl.a. ført til, at et svensk forlag har trukket Martin Strids børnebog »Mustafas kiosk« tilbage fra markedet, og at et andet forlag har gjort det samme med en bog med »sjove« udtalelser fra børn om kærlighed og parforhold på grund af to sætninger om lesbiske.

I begge tilfælde kan man trække på skulderen og afskrive hændelsen som udtryk for kulturforskelle: Svenskerne har svært ved at forstå den særlige danske humor og ironi. Men det er en farlig reaktion, for hvor stopper det? Hvor lidt skal der til, og hvor få mennesker skal (potentielt) føle sig krænket, før et forlag bevidst eller ubevidst holder igen med at udgive noget, man ellers synes er relevant – eller trækker det tilbage fra markedet?

Hele sidste år rasede der på samme måde en debat i det litterære miljø herhjemme: Den såkaldte hvidhedsdebat, hvor synspunktet er, at en bestemt befolkningsgruppe – hvide, heteroseksuelle mænd – ikke er i stand til at sætte sig ind i, hvordan virkeligheden og hverdagen opleves af ikke-hvide, ikke-heteroseksuelle ikke-mænd. Som følge deraf kan de heller ikke forstå – eller på rette vis anmelde – de bøger, der udgives af mennesker med en anden etnicitet, køn og seksualitet end de selv.

Det er en på overfladen mere uskyldig, men i virkeligheden lige så farlig variant af krænkelseskulturen: Den tillægger bestemte befolkningsgrupper bestemte egenskaber (eller mangel på samme) og mener, at det er entydigt, hvordan f.eks. en ikke-hvid lesbisk kvinde opfatter verden. Og ja, selvfølgelig er der nogle fælles træk i, hvordan en kvinde med mellemøstlig baggrund oplever at bo i et hvidt-domineret samfund, som jeg som hvid vil have svært ved at forstå helt til bunds, men jeg vil gerne prøve at forstå, og jo mere, jeg bl.a. i bøger får fortalt, jo bedre.

Men at skære alle minoriteter over én kam og derpå definere, hvem der kan forstå dem, og hvem der må sige og skrive hvad om hvem, er ikke bare grundlæggende racistisk og sexistisk. Det er også den direkte vej til ghetto-opdelte samfund, hvor den dialog, der er forudsætningen for demokratiet, langsomt forstummer. Hvorfor diskutere, hvis vi fra starten er overbevist om, at modparten ikke kan forstå os? Så hellere leve i den mentale ghetto, hvor man sammen kan dyrke sin krænkethed.

Det er afgørende, at vi fremover hjælper hinanden med at stå fast på at forsvare demokratiet og retten til at udgive kontroversielle og »farlige« bøger, og at vi bekæmper alle tendenser til, at vi forskanser os i hver sin lejr. »Demokrati er samtale«, som det hedder med en forslidt, men stadig lige rigtig formulering. Og uden bøger – herunder farlige, krænkende bøger – ingen samtale.