Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Uden humor er vi alle døde

Foto: Linda Kastrup. Bylinefoto: Lisbeth Knudsen, likn.
Læs mere
Fold sammen

New York Times-satiretegneren Patrick Chappatte valgte 7. januar til minde om de dræbte kolleger på Charlie Hebdo i Paris at producere en tegning med den overskrift, som jeg anvender for denne klumme: »Uden humor er vi alle døde«. Jeg synes, at det er en markant afrunding på nogle skræmmende dage i terrorens skygge. Dage, hvor ytringsfriheden og selvcensuren, som er frygtens følgesvend, igen er højt på dagsordenen. Satiretegnerne på Charlie Hebdo gik til den yderste grænse for den skarpe satire i et ugemagasin, som ikke havde det store oplag, men den store opmærksomhed. Netop fordi de tog ytringsfriheden til den yderste grænse i forhold til seksuelle tabuer, religiøs og politisk satire ville adskillige af deres tegninger aldrig finde vej til hverken amerikanske eller europæiske medier eller for den sags skyld Berlingske, fordi de ganske enkelt ville være for stødende. Men det skal ikke forhindre os i at udtrykke vores sympati med Charlie Hebdo. Ytringsfriheden og dens grænser bør suverænt forvaltes af det enkelte medie inden for lovgivningens rammer og i de kulturelle rammer, vi hver især befinder os i. Men nu har der i den danske debat rejst sig en bizar diskussion om den sympatitilkendegivelse til det franske blad og dets dræbte medarbejdere, vi har set udfolde sig over hele verden og også her i Danmark under overskriften: »Je suis Charlie« – jeg er Charlie. Vel er vi ej Charlie, og de danske chefredaktører er nogle kujoner, der overhovedet ikke har turdet bringe det, som Charlie Hebdo gjorde, siger kritikerne. 12. september 2001 – dagen efter terrorangrebet i USA – havde den franske avis Le Monde en overskrift, som hed: »Nous sommes tous Américains« – vi er alle amerikanere. Den stærke sympatitilkendegivelse fra Frankrig til USA omskrev den amerikanske ambassadør i Frankrig, Jane Hartley, forleden til: »Today we are all Charlie Hebdo« – i dag er vi alle Charlie Hebdo.

I debatten herhjemme blandt kritikere uden skyggen af redaktionelt ansvar for noget som helst og uden dagligt ledelsesansvar for journalisters og tegneres liv er Berlingskes og andre danske avisers sympatitilkendegivelser med Charlie Hebdo og genoptrykningen af magasinets forsider blevet kritiseret med bemærkninger om, at vi allerede har overgivet os og opgivet forsvaret for ytringsfriheden, fordi vi ikke, hver gang en islasmistisk terrorist slår til, genoptrykker Kurt Westergaards danske Muhammed-tegning. Selv Jyllands-Posten, der af helt forståelige grunde ikke trykte nogle af Hebdos tegninger, mener tilsyneladende, at vi alle har bøjet os for presset, mens Charlie Hebdo bliver gjort til det eneste medie, der har forsvaret ytringsfrihedens kontroversielle grænseland. Den udlægning køber jeg ikke. Ja, ytringsfriheden er under pres, fordi vi siden Muhammed-krisen har været nødt til at indføre særlige procedurer, som sikrer, at forvaltningen af ytringsfriheden sker med den største omhu, men det er ikke det samme som at sige, at vi har opgivet den. Ingen ansvarlig chefredaktør leger med åben ild over den krudttønde, som verden er i dag. Men de tegninger, der skal til for at holde det kritiske og brutale spejl op for os, når vi skal forstå verden omkring os, de må og skal bringes uanset frygten for terror. Satiretegninger er stærke våben, men uden humor er vi alle døde.