Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Uden grænser dør ytringsfriheden

Er det ikke blevet ret tydeligt for de fleste, hvor livsfarlig grænseløshed er for ytringsfriheden? Vi ved nu, at ca. 400 IS-terrorister er kommet ind i Europa, takket været de sammenbrudte grænser og de ukontrollerede asylstrømme. Et svar til Jacob Mchangama og Flemming Rose.

Torsdag, tre dage efter terrorangrebet i Bruxelles, mødtes sørgende stadig på en af byens centrale pladser, Place de la Bource. Foto: Asger Ladefoged Fold sammen
Læs mere

Terrorangrebet i Bruxelles viser, at vores livsform, herunder vores ytringsfrihed, er under blodig angreb. Et faktum, der på makaber vis slår fast, at der skal mere end ord til at forsvare det frie ord mod dets fjender.

Derfor virker det næsten fascinerende verdensfjernt, at Jacob Mchangama og Flemming Rose selvsamme dag terrorangrebet fandt sted, tog mig skole i en lang kronik, fordi jeg slår til lyd for at bygge et hegn omkring det frie ord.

Jeg undrer mig virkelig: Er det ikke blevet ret tydeligt for de fleste, hvor livsfarlig grænseløshed er for ytringsfriheden? Vi ved nu, at ca. 400 IS-terrorister er kommet ind i Europa, takket været de sammenbrudte grænser og de ukontrollerede asylstrømme. Terrorister, der måske sidder netop nu og forbereder et terrorangreb i Danmark. Enten et »blindt« angreb på tilfældige som i Bruxelles, eller et målrettet angreb mod islamkritikere, som vi så med Omar El Hussein i Krudttønden.

Uanset hvad et angreb, der vil underminere ytringsfriheden, fordi terroren skaber frygt for frit at ytre sig. En frygt, der for længst har slået rod i landet, takket været tidligere terrorangreb. Et frygt, der er i fuld gang med at omforme vores samfund og livsform. Som Jens-Marin Eriksen, Mchangamas kollega fra netværket Fri Debat, skrev i sommer:

»Den danske stat har mistet suverænitet, når det kommer til at garantere borgernes ret til religionskritik i forhold til islam og profeten – til at spotte og lave satire.« Derfor anbefalede han det satireblad, han skriver for, at kaste håndklædet i ringen og undlade at bringe Muhammedtegninger. For at »beholde hovedet på kroppen«.

Denne frygt og fatale suverænitetsafgivelse er resultatet af, at det nationale hegn er væltet. Vælter det nationale hegn, må man gå i gang med at bygge hvert sit eget, sådan som man har gjort det omkring Jyllands-Posten.

Her er hegnet tæt og topsikret, men selv et privat hegn har ikke været nok til at få Jyllands-Posten til fortsat at svinge ytringsfrihedens fane og trykke Muhammedtegninger. Også har man kastet håndklædet i ringen og ladet frihedens fjender triumfere.

Så pædagogisk demonstrerer virkeligheden Grundtvigs berømte ord: »Hvor ingen hegner kun torne gro«. Hvor ingen hegner, kan ytringsfriheden i hvert fald ikke gro. Hvor man ikke kan ytre sig frit i tillid til, at man ikke får en kugle for panden, visner det frie ord.

Derfor foreslår Trykkefrihedsselskabet:

1. Begræns adgangen til indfødsretten: intet statsborgerskab til kalifat-tilhængere

2. Forbyd indrejse for ideologer, der forkynder en omkalfatring af den demokratiske orden og afskaffelse af frihedsrettighederne.

3. Først og sidst: få styr på grænsen og stop masseindvandringen.

Det er i dag uansvarligt at se bort fra sammenhængen mellem masseindvandringen og presset på det frie ord. Derfor burde ytringsfrihedsforkæmpere gå sammen om at råbe vore politikere op, før vi kommer endnu længere ud. At dømme efter Mchangamas og Roses kronik er der ingen opbakning at hente fra dem til Trykkefrihedsselskabets trepunkts-forslag. Desværre.

Forstår jeg dem ret, er de modstandere af, at nægte kalifat-imamer indrejse. For gør man det, benytter man samme princip som Erdogans Tyrkiet, der fornylig nægtede Rose indrejse i landet.

Den slutning kan man kun drage, når man nærsynet fokuserer på den rent formelle side af sagen som er, at enhver nation har suveræniteten over sit landområde og derfor kan nægte indrejse til enhver ikke-statsborger. Det er ikke en krænkelse af ikke-statsborgerens ytringsfrihed. Men der er naturligvis forskel på at nægte indrejse til en demokratisk sindet journalist og nægte indrejse til en voldsforherligende ideolog. Den ene kæmper for frihedsrettighederne. Den anden bekæmper dem.

Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg for fem år siden var modstander af at nægte imamer indrejse, men situationens alvor har fået mig til at ændre standpunkt. Vi ved nu, at en voldsopildnende imams ord kan være det, der giver det sidste stød til et terrorangreb. Det må vi forholde os til og derfor, så vidt vi kan, holde Abu Bilal-lignende imamer, der ikke er statsborgere, ude af landet.

Jamen, var det ikke også det, Storbritannien gjorde, da de nægtede Geert Wilders indrejse i 2009? Netop ikke. Det fremgår af det britiske indenrigsministeriums begrundelse for afvisning, at Wilders ifølge dem udgjorde en sikkerhedstrussel, fordi hans »tilstedeværelse kunne føre til spændinger mellem befolkningsgrupper og lede til inter-religiøst vold«.

Nu er det en kendt sagt, at Geert Wilders afviser brug af vold og kun slår til lyd for fredelige, politiske tiltag. Det var altså ikke bekymring for, at Wilders’ ord ville inspirere til vold, der lå bag afslaget. Det var tværtimod frygt for, at Wilders’ fjender ville gribe til vold, hvis den hollandske politiker dukkede op i Storbritannien. Storbritannien lod altså voldsmanden nedlægge veto og tog voldsmandens parti imod den terrortruede. Præcis det samme gentog sig i forsommeren 2015, da mange, med Bertel Haarder i spidsen, var utilfredse med, at Wilders deltog i en fredelig debat på Folkemødet. Man frygtede tydeligvis den islamiske terror, det kunne udløse.

De voldsparates pression vil blive stærkere i fremtiden i takt med at parallelsamfundene vokser. Det samme vil frygten, så selv de mest principfaste vil begynde at vakle.

Det er derfor på høje tid med et offensivt forsvar for det frie ord. Et forsvar, der tager udgangspunkt i virkeligheden, ikke i den blå luft.

Derfor ytringsfrihedsrealisme.