Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Udegående husmødre til alle tider

Ann Mariager: Billedet af min mor, der sad og kedede sig ved højlys dag, brager ind på min erindrings lærred. Min mor var ikke vild med at være hjemmegående. Jeg ser hende for mig, når jeg læser de skarpt formulerede, højt uddannede unge kvinder, der i dag vælger at være hjemme hos børnene.

Mange latterliggjorde Tupperware og de ’homeparties’, hvor der blev solgt de mange plastting. Men reelt var Tupperware med til at give kvinder et job, med til at give dem mere end blot rollen som mor og kone! Fold sammen
Læs mere

Min mor døde for nylig. Hun levede længere end de fleste, hun ville være fyldt 85 i juli og blev dermed godt fire år ældre end gennemsnittet for danske kvinder. Hun røg cigaretter og holdt af et glas kølig Vouvray, og det var først de senere år, hun forbløffet konstaterede, at hun var blevet ældre at se på. »Nå, jeg troede, jeg lignede Joan Collins,« sagde hun til en veninde, da de sad og kiggede på billeder. Veninden svarede: »Det ville du også gøre, hvis du var blevet løftet og trukket ligesom hun«.

Vi, der befinder os i mellemste slægtled, mellem de unge og de gamle, mellem børnebørn og bedsteforældre, kaldes sandwichgenerationen. Den er kendetegnet ved, at folk har fået eller får børn sent i forhold til generationerne før dem, bl.a. fordi vi har fået nemmere adgang til uddannelse og derfor udsætter børneplaner. Og således er bedsteforældrene noget oppe i årene, når de får børnebørn. Som en amerikansk sociolog sagde for nogle år siden i USA Today: »Vi har en rodet måde at blive midaldrende på nu om dage. Nogle får børn, når de er i 40rne. Andre får børnebørn.« Min søster og jeg mistede vores far, da vi var teenagere, og den sorg satte i flere henseender aftryk et stykke ind i vores voksne liv. Jeg har også oplevet at miste jævnaldrende venner alt for tidligt. Har forbandet den rygekælder på mit gymnasium, hvor de seje sad og pulsede i det store spisefrikvarter. To af dem er væk nu, døde af lungekræft. Og ingen skal fortælle mig, at 80erne var lutter vatskuldret overflade, for netop i det årti tyndede det ud i vennekredsen på grund af AIDS. Mange gode mennesker og nære venner er forsvundet før tid.

Så at miste en gammel forælder er naturligt, det er livet, der går, og helt, som det skal være. Slægter skal følge slægters gang. Men alligevel er det sorgfuldt. Og tankevækkende. Man ligger ikke længere i mellemste køje, men er blevet purret op i den øverste. Man får revet sin bagbeklædning af. Barndomsminder, jeg ikke anede, at jeg havde på lager, dukker op. I søvne, og i vågen tilstand. Erindringen om familiens første fotoalbum med mig på potte og mor i slåbrok og strithår. Ekkoet af træsko i viadukten hen til legepladsen. Vores første bilrejse sydpå i begyndelsen af 60erne. Fars aspargesben i shorts og mors sommerkjole i Brigitte Bardot-tern. Billede af søster, der står i balletpositur i en park på familiens første rejse med Tjæreborg. Carmen Curlers. Lårkort. Mor i lårkort og akrylparyk – »aj, hvor pinligt, en gammel kone på 40,« tænkte jeg dengang. Hendes dosmerseddel til grønthandleren med bestilling på »friske bønnespirer«. Sådan nogen havde han aldrig hørt om, men han bestilte dem da hjem. På dåse.

min egen danmarkshistorie, og til min mors. Lidt i stil med Pia Fris Laneths storslåede Lilys Danmarkshistorie, bogen, som gennem fire generationers kvinder i Laneths familie tegner det danske samfunds udvikling og kvinders vilkår.

Og det er et billede, der brager ind på min erindrings lærred, ikke mindst når jeg læser de skarpt formulerede indlæg fra yngre, højtuddannede kvinder i dag, der tager afstand fra at sætte deres børn i institution og vælger at være hjemme med dem. Billedet, der dukker op, forestiller min mor, som sidder og keder sig ved højlys dag. Hun var ikke vild med at være hjemmegående husmor dengang i 50erne og 60erne. Hun havde ikke et muntert smil på læben, når det var hendes vaskedag. Hun fik voldsom eksem af at vaske bleer. Hun trallede ikke, mens hun tørrede støv af. Men hun gjorde, hvad man – kvinder - gjorde i 50erne og 60erne. Man ’gik hjemme’ og var hustru og mor på fuldtid. Eller gjorde man? Gik de hjemme alle sammen? Flere gange om måneden vred vores mor sig ud af rollen som den gode moder og hustru og drog med natbåden til Århus for at hjælpe sin mor, vores mormor, i hendes forretning. Hun var restauratør. Mange af mine kammeraters mødre arbejdede. Én cyklede hver dag hele vejen fra Kastrup til Nordisk Fjer ved Nordhavn.

En andens mor var på Haribo lakridsfabrik. Og så var der de mødre, der lavede markedsanalyser. Vores underbo havde sådan et ekstrajob. Hun kom forbi med vareprøver, som folk skulle teste, og nogle uger senere vendte hun tilbage for at høre, om de kunne lide det jordbærpulver, som skulle blandes op i mælk? Rengøringsmidlerne? Håndcremen? Det var en tjans, der kunne få kvinderne ud af den danske forstads-isolation og alligevel lade dem bevare en illusion om husmoderlig værdighed. Ideen om at bruge husmødre til opgaven var hentet fra USA. Mange har latterliggjort firmaet Tupperware, der laver køkkenservice og husholdningsredskaber i plast. Bokse til opbevaring i køleskabet, for eksempel, som blev – og stadig bliver – solgt ved såkaldte ’home parties’, hjemmeparties. Men tag ikke fejl af Tupperwares betydning for kvinders selvfølelse i USA efter Anden Verdenskrig. Mens kampene rasede i Stillehavet og i Europa, var de amerikanske kvinder kommet ud på arbejdsmarkedet. Og dér kunne de godt lide at være. Da krigen sluttede, måtte de vende hjem igen til hus, mand og børn. Da Tupperware kom på banen, trak firmaet mange af disse kvinder ud af kedsomheden. De hjemmegående husmødres rastløshed lagde grunden til Tupperwares succes.

Jeg forstår ikke, hvorfor det billede af den underskønne firebørnsmor med Boticelli-hår og alle unger i sengen, er så eftertragtet. Det dukker op sådan cirka hvert femte-tiende år. Er der nogen, der kan huske stenalderkvinden, som hun vist blev kaldt? Hun, der boede langt ude på landet og kartede alt sin uld selv – altså, når hun da ikke fræsede rundt i forsamlingshusene for at holde foredrag om, hvordan det var at være hende. Hun havde åbenbart også brug for at komme ud af isolationen.

Og min mor? Hun etablerede egen forretning i 1966 og blev restauratør ligesom sin mor. Like mother like daughter. Først da fik jeg rigtig øje på hende, faktisk. Hårdtarbejdende, høj latter og bønnespirer i salaten. Friske.