Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Udefinerbar feminisme

Mikkel Andersson Byline foto af Mikkel Andersson. Fold sammen
Læs mere

Så blev det atter 8. marts og Kvindernes internationale kampdag. Som alle andre højtider byder også denne på en række særlige ritualer, som det er bydende nødvendigt, at både kampdagens fans og kritikere udfører.

Nogle skal brokke sig over, at der ikke findes en mandedag, hvilket der gør (engang i november), mens en række feminister så anfører, at de mener, at hver dag er mandedag. Derudover følger en længere debat om, hvilke kønsrelaterede problemer, der er størst, og i hvilken rækkefølge de skal adresseres, hvilket som regel handler om hudfarve og religion. Til sidst holder nogen fest, mens andre er så ligeglade med kampdagen, at de bliver nødt til at skrive lange indlæg om emnet på Facebook.

For mit vedkommende gav kampdagen dog anledning til nok en gang at undres over, hvad feminismen egentlig står for. Som oftest er definitionen, at en feminist går ind for ligestilling og ligeværd mellem mænd og kvinder. Det lyder både simpelt og sympatisk, og der er næppe mange i Danmark, som vil modsætte sig lighed for loven uanset køn, eller at mænd og kvinder har lige værd. Var det alt, burde man uden problemer kunne erklære langt hovedparten af Danmarks befolkning for feminister.

Så let er det imidlertid ikke. Eksempelvis går jeg relativt neurotisk op i lighed for loven og alle menneskers iboende ligeværd. Men der synes at være ganske bred konsensus blandt de selverklærede feminister, jeg har diskuteret med, om, at jeg og mange andre med mine holdninger ikke kan betragtes som feminister, uanset hvor forbenede tilhængere af totalt kønsneutral lovgivning og alle menneskers ligeværd, vi end måtte være.

Det skyldes blandt andet, at jeg mener, at barsel er noget, som forældrene selv må dele under hensyntagen til egen familie og ikke påtvinges af hensyn til sociale ingeniørers drømme om arbejdsmarkedets optimale kønsfordeling. På samme måde mener jeg, at det ikke fremmer ligestilling at dispensere fra ligestillingsloven for at kunne give positiv særbehandling (et andet ord for diskrimination) til medlemmer af et køn, som eksempelvis Københavns Universitet har gjort, eller kræve, at private virksomheder skal tvinges til at sammensætte bestyrelser på baggrund af køn. Heller ikke med hensyn til sexkøb mener jeg, at det giver mening at infantilisere voksne kvinder, der har truffet et livsvalg, jeg ikke nødvendigvis forstår, ved at kræve, at loven fratager dem deres indtægtsgrundlag.

I praksis bryder ovenstående holdninger med afgørende dogmer for, hvad der i praksis forventes af en person, der erklærer sig for feminist.

Det er aldeles rimeligt, at de, som går meget op i at kalde sig feminister, definerer, hvad man som sådan forventes at mene.

Men det kunne være rart, hvis man holdt op med at hævde, at feminisme primært handler om kampen for ligestilling og ligeværd, hvilket stort set alle går ind for. Men i stedet indrømmede, at det handler om at tilslutte sig et forudgivet holdningskompleks, hvoraf i hvert fald nogle meninger bryder med princippet om juridisk ligestilling af mænd og kvinder.